13. juli 2010

Nordkraft på Nordkraft

Teater Nordkraft – den nye teaterfusion i Aalborg af Jako-Bole Teatret og Jomfru Ane Teatret – har meldt ud med sit første sæsonprogram, der består af seks egenproduktioner og 26 gæstespil.

Og ligesom teatrets nye hjemmeside er under opbygning, er teatrets lokaler i det nye kulturcenter Nordkraft det også, således at Nordkraft starter sæsonen med at spille de første forestillinger i de lokaler, man netop har forladt: Jako-Bole Teatret og Jomfru Ane Teatret i Aalborg.

Men på Nordkraft, der tidligere var Aalborg Kommunes kraftværk, og nu bliver kulturelt samlingssted for teater, kunst, biograf, idræt, undervisning m.v., arbejdes der på livet løs for at få Teater Nordkrafts egentlige hjemsted med bl.a. to teatersale og to prøvesale færdig.

En spritny teaterleder HAR man dog på plads, idet Jakob Højgård Jørgensen, der er tidligere administrator m.v. på Teatret Møllen i Haderslev, tiltrådte sin nye stilling 1. juli. Han afløser som bekendt Steen Nørgaard (Jako-Bole) og Michael Mansdotter (Jomfru Ane) i det nye fusionsteater.

Sidstnævnte, der har skiftet til en post som leder af Odense Teater, har haft en stor hånd med i udfærdigelsen af Teater Nordkrafts første sæsonplan. Hvor det næsten er for indlysende, at man byder på en dramatisering af Jakob Ejersbos bestsellerroman ’Nordkraft’ fra 2002.

Den nu afdøde succesforfatters barske skildring af vild ungdom i Aalborg i 1990’erne, bliver omsat til scenen i instruktion af Hans Henriksen og i samarbejde med Aalborg Teater, der leverer skuespillere tillige med unge talenter fra landets teaterskoler. Denne ungdomsforestilling afvikles fra 3. februar-12. marts 2011.

Teatrets første forestilling bliver dog et gæstespil i september af Teater Hund (’Tro, håb og magi’ for d 6-10-årige), mens den første egenproduktion bliver ’De skrigende halse’ fra 12 år. De erfarne Bo hr. Hansens og Søren Faulis historie om Ronni og punkbandet “De skrigende halse” er allerede kult. Forestillingen spilles 25. september til 16. oktober på Jomfru Ane Teatret.

Teater Nordkraft byder dog også på helt nye kræfter i afdelingen for børneteater, idet Kate Bryrup debuterer som børneteaterdramatiker med ’Vulkanen’ til marts næste år.

Kate Bryrup har dog en årelang tilknytning til børneteatermiljøet, idet hun bl.a. har været administrator hos Comedievognen i København og siden teaterformidler i det nordjyske – og sidste år debuterede hun så som dramatiker med egnsspillet ’Heksen i Bradsted’, der spillede i Rebild Bakker og Halkær Voldsted i maj 2009.

I håb om at få mange børneteaterglade familier i Aalborg i tale vil Teater Nordkraft tilbyde klippekort til private i forskellige alderskategorier, således at en familie med børn i forskellige aldre selv kan sammensætte sine teaterture så billigt som muligt. For eksempel koster et børneklippekort for de 2-15-årige med min. tre klip kun 30 kr./klip – hvor forældre kommer med på samme klippekort.

Man kan følge med i Teater Nordkrafts nye tilværelse og første sæson via www.teaternordkraft.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne