6. juni 2021

Nordisk overblik over teatersamlinger

Nu er den 6. udgave af fortegnelsen over teatersamlinger i Norden udkommet, den såkaldte Blå Boken. Bogen giver et overblik over hvad der findes af scenekunstsamlinger i de nordiske lande – fra dans og cirkus til teater, performance og opera. 

Den dækker både nationale arkiver og museer samt lokale arkiver i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Ansvarlig for Teatersamlingen på Det Kgl. Bibliotek Anna Lawaetz, har været dansk redaktør på udgivelsen.

Den 5. udgave stammer fra 1999, og en del har forandret sig på de 22 år, der er gået. Blandt det mest markante er væksten i de digitale ressourcer og den øgede adgang til dem samt en generel tendens til fusion imellem institutioner. 

Hvis man vil høre mere, er man velkommen til at deltage i den fælles-nordiske lancering d. 21. juni kl. 15.30. Hvis man blot er interesseret i at bruge oversigten som ressource eller vil have inspiration til samlinger man kan besøge i sommerferien, kan den læses online her.

Der arbejdes på opfordring fra den internationale sammenslutning af scenekunstarkiver, SIBMAS, i øjeblikket på en engelsk version af fortegnelsen, hvor også Grønland og Færøernes scenekunstsamlinger som noget nyt vil indgå.

(Billedet: Magasin med ældre teatermanuskripter på Det Kgl. Bibliotek. Foto: Anna Lawaetz)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne