10. november 2021

Nominerede fundet til Teaterpokalen 2021

Foreningen Danske Teaterjournalister, der består af teateranmeldere og teaterjournalister ved danske trykte, tv- og radiomedier og på digitale platforme, har afholdt generalforsamling, hvor et vigtigt punkt er at finde kandidater og modtagere til de tre priser, som foreningen bestyrer:  

– Teaterpokalen (50.000 kr.) er den fornemmeste og Danmarks ældste scenekunstpris og gives for en ekstraordinær scenekunstnerisk præstation, samt et generelt højt niveau. 

– Teaterkatten (25.000 kr.) gives traditionelt til iscenesættere, dvs. instruktører eller koreografer.

– Initiativprisen (15.000 kr.) gives til en organisation, institution eller person, som har taget et eller flere initiativer til gavn for scenekunsten lokalt eller nationalt.

Modtagerne af Teaterkatten og Initiativprisen bliver først offentliggjort på selve dagen for prisuddelingen, der traditionelt finder sted i starten af december – så tæt på Holbergs fødselsdag (3. december) som muligt – mens modtageren af Teaterpokalen findes efter en mailafstemning blandt foreningen medlemmer ud fra den liste på seks nominerede, som generalforsamlingen fandt frem til: 

Årets nominerede til Teaterpokalen 2021 er:

– Sceneinstruktør Viktor Tjerneld for ”En folkefjende” – Nørrebro Teater & Odense Teater 

– Skuespiller Søren Pilmark for ”En folkefjende” – Nørrebro Teater & Odense Teater

– Skuespiller Anette Støvelbæk for ”Sandhed og konsekvens” – Teatret ved Sorte hest

– Skuespiller Sofia Nolsøe for ”Når vi døde vågner” og "A Clockwork Orange" – Aarhus Teater 

– Solodanser Ida Praetorius for ”Romeo og Julie” – Det Kongelige Teater 

– Koreograf og instruktør Stephanie Thomasen for ”Plejer er død – Limbo” – Uppercut Danseteater

Med Stephanie Thomasen og 'Limbo' – som er alderssat til 12 år og op – er der mulighed for at give Teaterpokalen til en forestilling, som også repræsenterer scenekunst for børn og unge – hvilket er noget af et særsyn i den ærværdige forenings regi. Faktisk er det aldrig sket, bortset fra da Jytte Abildstrøm – der jo har boltret sig i alle genrer – fik Teaterpokalen i 2003, men her dog for en voksenforestilling.

Den nominerede forestilling, 'Limbo', er anden del af trilogien 'Plejer er død' og fik en fin anmeldelse af Anne Middelboe Christensen i Teateravisen.

(Billedet: Uppercut Danseteaters 'Limbo', anden del i trilogien 'Plejer er død', er blandt de seks nominerede til Teaterpokalen. Foto: Badi Berber)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne