DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018

Arthotel: Stort og småt

Rasmus Kajhøj fungerer primært som musikledsagelse til Dorthe Eggertsens sange og tegneri, men han byder også ind med en replik i ny og næ. Foto: Søren Dø

Noget om et træ og en fugl og en sol

28-05-2019
Der leges med farver i Arthotels tegneforestilling 'Stort & småt'. Men alt det, der tegnes, har ikke rigtigt nogen sammenhæng, og vi kommer derfor til at savne en fortælling, der kan fastholde opmærksomheden.
FAKTA
Arthotel: Stort og småt -

Tekst og sange: Dorthe Eggertsen. Medvirkende: Dorthe Eggertsen og Rasmus Kajhøj. Teknik: Rasmus Kajhøj. Dukkemager: Kristian Knudsen. Konsulent: Henriette Rosenbeck. Aldersgruppe: 0-3 år. Varighed: 35 minutter. Turnéforestilling. Set på Aprilfestival 2019 i Hjørring. www.arthotel.dk

'Jeg vil tegne en orange fugl', siger Dorthe Eggertsen, der med sin blide stemme og sit imødekommende smil tager os med igennem forestillingen ’Stort og småt’ af Arthotel.

Forestillingen er for børn i vuggestuestørrelsen, og ved hjælp af farver, musik og en betydelig teknisk ledsagelse udfolder hun og hendes kompagnon Rasmus Kajhøj nogle af verdens mange farver og lyde.

Som bagvæg har de en digital skærm, og foran dén to mindre skærme, som Dorthe Eggertsen tegner på. Her tegner hun fuglen, og fylder den med orange farve. Pludselig bliver fuglen levende, og den flakser op i luften og kommer til syne på den store bagvæg, hvor den flyver hen over himlen.

'Se', siger hun og peger, og de nysgerrige småbørn kigger opmærksomt med på skærmen. Hun fortsætter tegningerne, og det bliver til både en sol, et træ med blade og et par sko. Indimellem varieres forestillingen med sange, der har et nærmest spokenword-agtigt udtryk.

Historieløst teater

De animerede billeder på skærmene er simple og velfungerende. Men der overlades ikke meget til de smås store fantasier. At fuglen bliver levende, er jo ikke så interessant, som hvis man nu selv kunne forestille sig, at den var levende.

Men børnene følger med i legen. Og når det er lige ved at blive for kedeligt, bliver børnene aktiveret ved at få dem til at hjælpe med at rydde de grønne blade op, som Dorthe og Rasmus har kastet ud over sig selv. Der bliver også tid til at hoppe og danse lidt. Disse intermezzi fungerer fint som afbræk i den ellers lidt monotone forestilling.

Selvom der er en antydning af et forløb igennem forestillingen, så er det langt fra noget, man kunne kalde en historie. Er det mon en tur igennem årstiderne, vi får? Nej, ikke helt, for vi ser forår og efterår, men der kommer vist ingen vinter. Så hvad er det, vi skal have fortalt?

Animationer og teknologi har trods alt ikke erstattet værdien af en god historie. Endnu. Og en simpel fortælling om et eller andet, stort eller småt, kunne måske have hjulpet til at fastholde opmærksomheden en anelse længere.

I godt selskab

Derfor virker forestillingen på mange måder mere som en halv time i legestue, end en halv times teater. Forskellen er bare, at her må man ikke tegne – her skal man kigge på, mens Dorthe tegner.

Der er til gengæld noget dejligt taktilt over de store skærme med animationerne på, som giver os en fysisk oplevelse af det, der bliver tegnet. Da regnen kommer, og Dorthe og Rasmus søger under paraplyen, mens de forsøger at redde et par instrumenter med sig, kan vi næsten føle dråberne i nakken.

De to medvirkende tager sig tid til at reagere sammen med publikum, og hvis der er et barn, der har en bemærkning – hvilket der jo som regel er – så er der også plads til det. Dorthe og Rasmus er i det hele taget ganske godt selskab.

Bedst som intimteater

Forestillingen er sat til salg til op til 50 tilskuere, men det vil nok ikke være anbefalelsesværdigt. Det er uden tvivl intimiteten i forestillingen denne dag, hvor der er cirka 10 børn tilstede, der gør forestillingen interessant.

Med 50 publikummere kan der blive langt hen til der, hvor det sker, og så er 35 minutter pludselig rigtig lang tid. Så skulle man måske kunne fornøje sig med sangene, men også disse fungerer bedst intimt.

Der er nemlig ikke så meget lyd eller artikulation i Dorthe Eggertsen, så det er svært at høre andet, end nogle forsigtige ord og toner, der blander sig med hendes ukulele eller Rasmus Kajhøjs guitar. Så har man plads på bageste række, så skal man nok have et par stykker papir og nogle farvekridt parat.

Af: Morten Hede
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Stort og småt
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
12345678910111213141516171819

09-05-2016

06-05-2016

04-05-2016

02-05-2016

28-04-2016

26-04-2016

24-04-2016

22-04-2016

20-04-2016

18-04-2016

15-04-2016

13-04-2016

11-04-2016

07-04-2016

22-03-2016

19-03-2016

17-03-2016

11-03-2016

09-03-2016

07-03-2016

05-03-2016

29-02-2016

26-02-2016

24-02-2016

20-02-2016

18-02-2016

15-02-2016

09-02-2016

06-02-2016

02-02-2016

18-01-2016

15-01-2016

12-01-2016

10-01-2016

08-12-2015

04-12-2015

02-12-2015

30-11-2015

25-11-2015

22-11-2015

Flere anmeldelser