DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
Carsten Wittrock, Nina Jeppesen og Heine Ankerdal har haft stor succes med Nørregaards Teater, der nu kan køre turnebilen til Odense, hvor en tjans som lille storbyteater venter. Foto: Nørregaards Teater

Nørregaards Teater til Odense

15-02-2011
Odense Kommune har nu besluttet sig for, at byens børneteaterproducerende lille storbyteater i perioden 2011-15 skal være Nørregaards Teater. Dermed er en æra slut for byens nuværende børneteater gennem næsten 32 år – og Skægspire forventes at blive nedlagt.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Den økonomiske ramme til det kommende lille storbyteater, som skal producere og præsentere professionel scenekunst for børn og unge, er på ca. 2,9 mio. kr. årligt – hvortil kommer, at kommunen vederlagsfrit - og inklusive forbrugsafgifter - stiller en mindre teatersal, administrationslokaler og foyer til rådighed i Teaterhuset, hvor også Den Fynske Opera og Teater Momentum holder til.

Nørregaards Teater har i indeværende sæson et tilskud fra Scenekunstudvalget på 1,2 mio. kr. – ganske som man har fået tildelt til sæson 2011-12 - og som man må formode, at teatret får lov at beholde trods sin nye status.

Læs mere om Nørregaards Teater på www.nrt.dk

(15.2.2011) Tirsdag den 15. februar 2011 blev en skelsættende dato for to af Danmarks veletablerede børneteatre.
For Skægspire betød det dødsstødet for Odenses faste børneteater gennem over 30 år – tilbage er nu den triste opgave med at afvikle sidste del af sidste sæson som lille storbyteater.

For Nørregaards Teater betød det omvendt, at man nu for første gang siden teatrets start i 1992 får en fast scene og en ditto status som børneteaterproducerende lille storbyteater i Odense.

Det blev resultatet af det udskilningsløb, som Odense Kommune havde iværksat via et nationalt udbud for at finde egnede kandidater – og som kulminerede tirsdag, hvor Det Ny Skægspire og Nørregaards Teater var tilsagt til møde med By- og Kulturudvalget.

De var ’finalisterne’ blandt et felt på seks ansøgere, hvoraf kun de fem opfyldte kravene. De tre øvrige var Teater Gyda fra Odense, Realproduktion/Teater HER fra Næstved og TeaterTasken fra Frederikssund, mens Quasi Teater fra København blev siet fra.

’Overbevisende kvalitet’

Dermed flytter Nørregaards Teater fra København – hvor det turnerende teater primært har haft opholdsadresse – og til Odense, hvor man altså skal være lille storbyteater i perioden 2011-15.

Her får man stillet en teatersal, administrationslokaler og en foyer til rådighed i Teaterhuset ved Munke Mose, hvor også kommunens to andre lille storbyteatre, Den Fynske Opera og Teater Momentum, holder til.

Mens lokaliteter og forbrugsafgifter stilles vederlagsfrit til rådighed, følger der oveni et tilskud på ca. 2,9 mio. kr. årligt.
I en pressemeddelelse, som kommunen udsendte i går, efter at afgørelsen var truffet, hedder det, at Nørregaards Teater er blevet valgt pga. ’teatrets overbevisende kvalitet i sine forestillinger og i sin øvrige praksis. Især Nørregaards Teaters vision om en klar kunstnerisk linje, en aktivitetsvolumen på flere hundrede forestillinger om året og deres solide organisation gjorde udslaget’.

Desuden lagde By- og Kulturudvalget vægt på, at Nørregaards Teater fungerer som administrativ og samproducerende paraply for Teater O og Teatret st. tv. – de to Reumert-nominerede og –priste teatre, der begge p.t. er støttet af Scenekunstudvalget. Det er Nørregaards Teater også - i indeværende og næste sæson med 1,2 mio. kr.

Famøs evaluering

I den udsendte pressemeddelelse efter mødet i udvalget, udtaler rådmand Jan Boye (K):
’At udvælge et kommende børneteater til Odense har været en ekstrem spændende opgave, fordi vi fik fem meget kvalificerede ansøgere. Men Nørregaards Teater er af en sådan kaliber og har et så stort potentiale, at det for mig at se ikke finder sin lige nogen steder i Danmark. Deres arbejde er gennemsyret af kvalitet og viljen til at eksperimentere, og med det teater i byen får vi en yderst stærk børneteaterprofil på nationalt plan, som skal sammenholdes med den i forvejen stærke profil, Odense har på voksenteaterområdet’.

Og selvom der også indgik en tak til Skægspire for indsatsen siden 1979, blev teatret altså valgt fra som en udløber af den evalueringsrapport, som Odense Kommune sidste år fik lavet om Skægspire, og som efterfølgende affødte en udtalelse fra By- og Kulturforvaltningen, hvori det bl.a. hed, at Skægspire ’efterlader et indtryk af et teater, der både organisatorisk og kunstnerisk trænger til nytænkning og revision af arbejdsprocesser og tankegange. Evalueringen harmonerer med By- og Kulturforvaltningens indtryk af Skægspire som et teater, der er stagneret kunstnerisk og organisatorisk’.

Fra Djursland via København til Odense
Nu afløser Nørregaards Teater altså Skægspire i Odense.

Teatret blev etableret som turnerende børneteater i 1992 som Nørregaard & Reiches Teater og fortsatte som Nørregaards Teater fra sæson 2003-04 – stadig med base på Djursland.

Medstifter Hans Nørregaard blev fra sæson 2008-09 afløst af en trio, bestående af Heine Ankerdal, Nina Jeppesen og Carsten Wittrock, hvorefter teatret fik administrativ base i København.

Med flytningen til Odense ændres der i ledelsesstrukturen på Nørregaards Teater, idet Carsten Wittrock bliver leder og Steen Nørgaard bliver souschef. Nørgaard var kunstnerisk leder af Jako-Bole Teatret fra sæson 2005-06 og frem til fusionen med Jomfru Ane Teatret under navnet Nordkraft sidste år.

De to vil snarest muligt bosætte sig i Nørregaards Teaters nye hjemkommune og skal udgøre den daglige ledelse, mens Ankerdal og Jeppesen fortsat vil være en del af den samlede kunstneriske ledelse og i øvrigt passe deres mange skuespilleropgaver.

Store forventninger

Der er ingen tvivl om, at forventningerne til Nørregaards Teater er store i Odense.

Men det er ambitionerne også. Således sagde Carsten Wittrock for et år siden i en artikel i børneteateravisen.dk:

»Vigtigst af alt er. at vi fastholder en kvalitet og konstant giver os selv og vores publikum nye udfordringer. Og på længere sigt ser vi os selv som et teater med flerårig driftsaftaler – som egnsteater eller lille storbyteater - med et naturligt fokus på nye initiativer og spillere i det danske teaterlandskab. Det må også gerne være som nu – altså et væksthus for projektteatre – men med lidt sikrere og mere solide rammer i form af prøvelokale, turnéudstyr, biler, konsulenter m.m.«

Udtalelsen faldt i forbindelse med, at Nørregaards Teater i sidste sæson havde overvældende 380 forestillinger på turne. Heri var medtalt alle forestillingerne fra primært de tætte samarbejdspartnere Teater O og Teatret st.tv., men også samproduktioner med Møllen og det daværende Jako-Bole Teater.

Nu er fremtidsudsigterne altså blevet den skinbarlige nutid.

Der er næppe tvivl om, at en stor del af turnelivet skal omlægges til stationær drift i Teaterhuset i Odense, mens samproduktioner og udbredt samarbejde med andre kunstneriske konstellationer givet stadig vil være en del af Nørregaards Teaters fremtidsplaner.

På vej hjem fra Odense efter en lang dag og afsluttende optræden i TV 2 Fyn, lød det i al korthed fra Carsten Wittrock:

»Vi vil arbejde på at udvikle Teaterhuset til at være et kunstnerisk kraftcenter. Selv vil vi bestræbe os på at være et godt børneteater for byens publikum. Og det skal bl.a. ske ved, at vi vil lave repertoireteater hver eneste torsdag, fredag og lørdag i sæsonen for et børne- og ungdomspublikum. Det vil foregå med vores egne produktioner, forestillinger fra vores samarbejdsteatre og gæstespil.«

Lige nu er alting jo helt nyt, men mere detaljerede planer om Nørregaards Teaters virke i Odense vil følge, lover han.

Afvikling af Skægspire

For Skægspire derimod vil den annoncerede lukning efter et nej denne tirsdag formentlig blive sat i værk.
Det betyder, at Karin Kaad, der tidligere var en del af ledelsen i Skægspire, vil fortsætte med at administrere Skægspire sæsonen ud og derefter medvirke til at afvikle teatret.

Den sene satsning med en ny bestyrelse med opbakning fra byens store teater og andre vigtige medspillere i Odense viste sig ikke at være nok.

Skægspire, der blev stiftet i 1979 og fik løbende om end omskiftelige tilskud frem til egnsteaterkontrakten i 1986 – som altså siden blev udskiftet med status som lille storbyteater og endnu senere fast plads i Teaterhuset sammen med byens teatre andre små storbyteatre – ophører formentlig med at eksistere i løbet af efteråret.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Nørregaards Teater til Odense
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

18-09-2023
 

14-09-2023
 

08-09-2023
 

05-09-2023
 

01-09-2023
 

18-08-2023
 

15-08-2023
 

10-08-2023
 

06-08-2023
 

30-07-2023
 

03-07-2023
 

20-06-2023
 

12-06-2023
 

07-06-2023
 

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

Flere anmeldelser