En kappe uden konge

Som historieformidling betragtet er det et visuelt flot koncept, som NoCanDo præsenterer med 'Audiens'. I løbet af en times tid i selskab med en stærkt udfarende Kong Christian Firtal i Vinterstuen på Rosenborg Slot, når man at oparbejde en ubændig lyst til at se resten af slottets herligheder. Også hvis man set dem før.

Det har de fleste i målgruppen af børn og unge sikkert ikke, og da fortidens pomp og pragt og bloddryppende omgangsformer er stærkt populære i disse tider, kan 'Audiens' måske være en glimrende indgang til et broget stykke danmarkshistorie. Især hvis der var droppet et par årstal undervejs. Til gengæld er forestillingen ikke meget mere end det.    

Den lille mundsmag på en i berømmelse stor konge vækker nysgerrighed efter at forstå lidt af, hvem Christian 4. var som konge og som menneske. Men der har forestillingen ikke meget at byde på.

Indholdet bygger angiveligt på et udsnit af 3.000 efterladte breve fra kongens hånd, og replikkerne er rappe og underholdende. Som nogle få nedslag i et usædvanligt langt kongeliv hænger teksten også pænt sammen. Men det menneskelige drama udebliver.

En liderlig tåbe

Det behøver ikke at være af shakespearske dimensioner. Men breve er noget meget personligt, og man mærker ikke et sekund en sammensat og nærværende personlighed bag Brian Hjulmanns kong Christian i den ustyrligt flotte røde velourkappe.

Der er masser af arme og ben og hujen rundt og dans i fornemste renæssancestil - måske, fordi det er instruktørens egen baggrund. Men personinstruktionen svigter.

Der er ingen dybde eller nuancer i karaktererne - hverken hos kongen eller hos hans brave kammertjener, som Christian Adelhorst Rossil ellers har fin skik på. Derfor bliver komikken, der hellere overdriver end det modsatte, efterhånden til tomgang. Eller endnu værre i forhold til unge tilskuere – kedsommelig, når de eneste reaktioner, man oplever, er surmulen eller kolerisk råben.

Man spejder forgæves efter spor af format hos forestillingens Christian 4., men møder blot en liderlig, drikfældig tåbe. Han omtales som en person med ærgerrighed og ambitioner, og i modsætning til han menneskelige smålighed må en konge af hans kaliber have haft en vis evne til at fascinere.

Det er et oplagt drama, som de historiske omgivelser kunne have forstærket, men som forestillingen desværre lader ligge.  

Scenografien indskrænker sig til taburetter til publikum (tak for det!) og et stort hesteskoformet bord, der falder flot ind i rummets stil.

Det er klogt gjort, for Vinterstuens træflader med originale mørke malerier, der beklæder vægge og loft overgår alligevel alt. Måske med undtagelse af den kendte marmorbuste af Christian 4. som Cæsar og et fantastisk meterhøjt urværk i guld.