Noas ark version 2022

Forestillingen har intet med bibelhistorie at gøre. Det gør Troels Kirk Ejsing helt klart i sin indledende kontaktskabende præsentation af  ’Din, min og Noas Ark’. Det sker som i hele forestillingen i et klart sprog og med opfindsomme informative billeder.

Hvis han var bådebygger kunne han bygge et stort skib, men det er han ikke, han er historiefortæller. ’Det jeg bygger, bygger jeg med ord’, siger han, og det er han usædvanlig god til.

Hvor teaterforestillinger kan benytte sig af meget andet end det talte ord og en sammenhængende handling, er historiefortælleren bundet til ordet og sin evne til at formidle og udvide dets magt. Det lykkedes Troels Kirk Ejsing overbevisende med i sin version af beretningen om Noas Ark, der først og fremmest bliver et springbræt til et livligt og fabulerende eventyr solidt plantet i nutiden. Eller måske snarere den nærmeste fortid for moderne børn i indskolingen.

Det var dengang, hvor en lærer stadig blev kaldt fru Jørgensen, og eleverne ikke blev distraheret af  telefoner og computerspil. Men som historiefortælling en verden, der er tæt nok på til at være genkendelig og troværdig i gengivelsen af børn og voksnes anti-autoritære omgang med hinanden og uden spor af fortidens sorte skole. 

Fru Jørgensen er ingen karikeret rappenskralde. Hun er en engageret lærer, hvis kristendomsundervisning får naturens værdifulde mangfoldighed til at brede sig ud og blive forståelig for hendes elever og for fortællerens publikum.

Tydelige profiler

En hemmelig vildtvoksende have med skønne æbler er pludselig i fare for at blive jævnet med jorden. Men en dreng, der er vældig glad for æbler, har ved et tilfælde opdaget en dør i plankeværket ind til den magiske have, som er skjult bag et tyndt tæppe velegnet til fine skyggespil. 

Der er ikke noget hus, og sammen med en pige fra klassen plejer han hver dag at besøge haven. Den er som skabt til lege, der berører de bibelske myter, indtil en gravko pludselig gør sit indtog, og fortællingen bliver meget konkret.

Havens dyr må reddes, og heldigvis er det ikke løver og elefanter. Så hjem går det for at hente syltetøjsglas og sikre fremtidens dyreliv - et tema, som tilskuerne uden tvivl kender til. Tilbage igen opdager børnene, at der er sat hængelås på døren til haven. Til alt held giver et par løse brædder adgang, og de får alle de dyr ud, som, de har listet op, skal reddes. Samtidig gør de to venner indtryk ved deres åbenlyse selvstændige evne og lyst til at klare sig på egen hånd og deres frihed til at gøre det.      

Men et syltetøjsglas er ingen bibelsk ark, og hvordan fik dyrene - og får de nu - noget at spise? Situationen bliver ikke nemmere, da et klima-ekstremt regnvejr er ved at oversvømme alting, men så galt går det selvfølgelig ikke. Fru Jørgensen bøjer sig for elevernes ønske om at droppe matematikken for at tage ud i naturen og slippe dyrene fri. Så kan de selv finde mad og et nyt og bedre sted at bo. 

Mens publikum efter oplevelsen af en fortælle-forestilling, hvor hver person får sin egen tydelige profil, lynhurtigt lærer at summe som en herlig humlebi.