DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Teater Fluks: Revolution - et gør-det-selv-oprør

Rasmus Skov kan vitterlig kickstarte en hel revolution alene med sin ekstreme energi og sit organisationstalent i ’Revolution’ hos Teater Fluks. Foto: Rasmus Raaby Foto

Nej, jeg sværger ingenting

19-03-2016
Teater Fluks lader det sorte flag smælde i ’Revolution’. Men teksten skal have en tur mere i guillotinen.
FAKTA
Teater Fluks: Revolution - et gør-det-selv-oprør -

Idé og iscenesættelse: Rasmus M. L. Skov og Sara Fink Søndergaard. Dramaturgi: Ulrik Sarp Hansen. Historisk konsulent: Bertel Nygård.  Medvirkende: Rasmus M. L. Skov. Målgruppe: Fra 13 år. Varighed: 75 minutter. Turneforestilling. Oplevet  17. marts 2016 på Godsbanen i Aarhus, hvor den spiller t.o.m. 19. marts. Kan også ses på Aprilfestival 2016 (www.aprilfestival.dk) på Frederiksberg. www.teaterfluks.dk

Rasmus Skov er en troværdig revolutionær. Han har trukket hættetrøjen godt ned over hovedet, så han bedre ’kan blende ind med de andre’, som han siger.

Hans lange skæg er flettet i uigennemskuelige piske på hagen. Han har vanter på, så han kan kaste med mursten uden at få revet hænderne til blods. Og han kan stille sig op på en blokvogn og råbe folket op, som om vi stod foran Vinterpaladset i Skt. Petersborg – og ikke i den sorte sal på Godsbanen i Aarhus.

For nu vil Teater Fluks skabe ’Revolution’, som forestillingen hedder.

Vi bliver formanet til at slukke vores mobiltelefoner uden for teatersalen, så de ikke kan spores, for vi skal åbenbart være medsammensvorne. Og selv om vi placeres på taburetter ved forestillingens begyndelse, er det slet ikke meningen, at vi skal sidde og kigge på, at Rasmus Skov laver revolutionen. Nej, vi skal selv hoppe og løbe og formulere slagord og skrive bannere – samtidig med, at vi skal prøve at bygge en mur mod magthavernes våben…

Store spørgsmål

Det er et godt og underholdende greb, som Teater Fluks her har anvendt på det komplekse tema omkring revolution. For hvorfor begynder folk at kæmpe voldeligt for noget, de tror på? Og hvad ville vi tilskuere til netop denne forestilling egentlig gøre, hvis vi havde valget mellem fredelig forhandling og voldelig konflikt?

Rasmus Skov har tydeligvis fået teksthjælp fra den historiske konsulent Bertel Nygård. Så her er alle fakta på plads, når han begynder at tale om tre af de store revolutioner i nyere tid: Den franske revolution i 1789, den russiske revolution i 1917 – og Det Arabiske Forår i 2010.

’Miserables’ for punkere

Det begynder yderst interessant med en levende som-om-vi-er-der-selv-beretning fra Paris, hvor vi kryber sammen med oprørerne med ind mod Bastillen og gør os klar til at indtage herskernes borg.

Rasmus Skov flager med det sorte flag, mens den franske nationalsang lyder: Han minder om helten i musicalen ’Miserables’. Bare med alt i punkersort eller heavymetal-dødssort, så hans revolution kan trække en parallel til nutiden.

Men så bliver det ufokuseret. Det er ikke lykkedes Rasmus Skov og Sara Fink Søndergaard, som er både dramatikere og iscenesættere, at gøre teksten interessant nok. Teksten mangler det personlige perspektiv, som vil kunne få både teenagere og voksne til at lytte efter med indlevelse og bæven.

Nu bliver det lidt lovlig teoretisk. Man ønsker sig nærmest, at teksten kunne komme en tur i guillotinen – og i stedet få tilsat nogle af folkets egne historier.

Overgæret dej

Forestillingen må dog klart være et teenagerhit, sådan som tilskuerne skal hoppe og spurte og kaste og bære. Her får alle lov til at kæmpe med ved fronten – og til selv at danne den hårdtpressede menneskemur mod magthaverne. Det er fint.

Til gengæld virker det lovlig symboltungt, når en håndfuld videoer viser et brød blive lavet fra vand og gær til dej og til brød. Æstetisk hænger det i hvert fald ikke sammen med hættetrøjen.

Desuden er lyssætningen ret ensformig med fire hjørnestander med lamper, der blænder. Det må kunne gøres mere elegant.

’Ikke mere pis!’

Hen mod slutningen kaster Rasmus Skov sig ud på det dybe vand ved at spørge publikum, om de er for eller imod en række vigtige valg i et demokrati. Publikums svar overrasker ham tydeligvis, men de bliver ikke rigtigt brugt, og derfor fuser fortællingen lidt ud.

Alligevel sætter ’Revolution’ sig klart i kroppen på tilskueren. Når dramaturgen og multimanden Ulrik Sarp Hansen retter sin protestvogn til, så den kan vise historiske lysbilleder af rige diktatorer og generaler helt blottet for medfølelse og forståelse for folket, så standser man op og mærker ydmygelsen. Ikke mindst fordi parallellerne til det uoverskuelige krigskaos i Syrien er så slående.

’Sværg på, at I ikke vil finde jer i mere pis!’ kræver Rasmus Skov med skinger stemme. De fleste tilskuere sværger med et smil.

Men nej. Jeg sværger ingenting. Ikke før min revolution vitterlig kommer indefra.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Revolution - et gør-det-selv-oprør
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser