13. maj 2009

Nedskæringer ‘lusket’ igennem

Kulturminister Carina Christensen (K) måtte tirsdag stå skoleret i et såkaldt samråd på Christiansborg. Hendes ministerium beskyldes for ‘lusk’, fordi man undlod at gøre opmærksom på, at man som et bidrag til finanslovsaftalen om øget ældrecheck skar i billetstøtteordningen til børn og unges rabat på teaterbilletter.

Dermed fratog man ordningen syv millioner kroner og befolkning, presse m.v. muligheden for en demokratisk debat om rimeligheden i dispositionen.

Det var Socialdemokraternes Mogens Jensen, der havde indkaldt til det åbne samråd – for han havde heller ikke hørt om besparelsen i billetstøtteordningen, før teatrenes protester dukkede op (se bl.a. artiklen her på sitet: 09-03: Billetsalg stoppet af succes.)

Aftalen om forhøjelse af ældrechecken blev indgået mellem regeringen, DF og Liberal Alliance og betød 450 mio. kr. mere til pensionisterne. Pengene skulle findes ved indhug i diverse erhvervsstøtteordninger – og her blev Kulturministeriet åbenbart kreativ på de unge teaterbrugeres vegne. Hvordan en kulturel billetordning er blevet til en erhvervsstøtteordning og hvorfor det skulle skjules i ministeriet, måtte Carina Christensen så forsøge at svare på.

Og det gjorde hun så ved ifølge Berlingske Tidende at erkende, at ‘det er ikke standardprocedure, men det er bestemt ikke et ukendt fænomen. Det er sket før – også under tidligere regeringer’.

Hun har dog erklæret over for diverse medier, at den særegne billetkøbsrabatfratagelse kun skal gælde for næste sæson…

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne