Af: Kirsten Dahl

10. september 2018

Nattergal med både vellyd og skurren

Operakompagniet Pin-Uperas version af 'Nattergalen' byder på flotte sangstemmer, smukke kostumer og et meningsfyldt indhold. Men kejseren fjoller unødvendigt meget rundt.

Den ægte nattergal i H.C. Andersens eventyr synger helt fortryllende – ligesom den lille fugl gør det i virkeligheden. Operakompagniet Pin-Uperas ide med at gøre det klassiske eventyr til en opera er derfor oplagt. Det giver mulighed for at kombinere en anerkendt god fortælling med et fokus på den syngende stemmes kvaliteter, klange og særlige historieformidlende evner.

Om resultatet – en lille opera på 35 blot minutter – er der både godt og skidt at sige. 

Signe Sneh Schreiber, som synger nattergalen, er et godt cast, hvis man kan tale om et cast, al den tid Pin-Upera (som er tilknyttet Det Kongelige Teater) består af kompagniets to stiftere, Signe Sneh Schreiber og Mads Bagge Lange, som er forestillingens anden medvirkende sanger og tillige stykkets iscenesætter. 

Vellyd

Til den velfungerende del hører det, at arier af blandt andre Mozart, Händel, Gonoud og Gilbert O’Sullivan dygtigt og 'smidigt' er tilpasset eventyret. Hertil synger Schreiber sopran med en utrolig flot klang og fylde – og hun har tillige en meget åben og livfuld udstråling. 

Når hun iført et også meget smukt nattergale-kostume, bestående af små fjer gjort af transparente tynde lag-på-lag stofstykker i forskellige grå og gyldne nuancer, træder frem bag to bambusbuske, fyldes rummet med velklingende sang og en stor imødekommenhed i blikket. 

At de to bambusbuske er syntetiske, sanser de fleste børn næppe i en helhed, der med tydelighed handler om ægthed og frihed versus kunstighed og det at være bundet og dikteret. 

iPhone og smarties

Teksten, eller skal vi her kalde det librettoen, da de medvirkende mestendels synger ordene, er i høj grad tro overfor H. C. Andersens original. Librettisten har haft øje for at bibeholde de væsentligste handlinger, og centrale ord fra H.A. Andersens pen fremhæves med fine betoninger og velvalgte skift i stemmernes volumen. Kokkepigen er taget ud, men de fattige fiskere er bevaret. 

Kejseren bevæger sig med sit følge ud for at finde nattergalen, som han – også her – først tror er den brølende ko og siden den kvækkende frø. Da de har fundet nattergalen, undrer kejseren sig over, at den er så kulør-forladt. 

Nattergalen bringes til hoffet for at sidde på en guldpind. Operaen fortsætter med, at den kunstige nattergal tager over, og den levende nattergal flyver tilbage til sine grønne skove, indtil den til slut redder kejseren og bliver værdsat og sat fri. 

Undervejs i forløbet er der foretaget moderniseringer. Omskrivninger, som har ført eventyret op til i dag. Kejseren googler sig på sin iPhone frem til ,hvad en nattergal er, og han sidder og propper sig med Smarties. Det fungerer ok. 

Forstyrrende fjollerier

Hvad der derimod virker forstyrrende, er den påtaget sjove måde hvormed Mads Bagge Lange gestalter Kejseren. Udstoppet så han næsten er kuglerund og iført en smuk rød kimono med guldbroderi og en hue med pelskant og hårpisk, er Langes kejser i nærmest konstant vigør. 

Når han er i fokus som kejseren, fordrejer han sin tale-stemme i en over-fjollet retning. Og fysisk agerer han som en klovn, der har fået lopper eller en tosse udstyret med en meget undseelig IQ. 

Alt det postyr og fordrejende hurlumhej med krop og stemme virker skabagtigt. Det er helt unødvendigt og generer oplevelsen af Langes præstation, som på sang-siden byder på en ganske flot baryton-stemme. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.