Natlysende lytteteater

Teater Refleksion tager ordet medskabende alvorligt, og det er et teater, som gør en dyd ud af at skabe universer på scenekunstens særlige præmisser, forstået på den måde, at det, man oplever her, kan man ikke opleve tilsvarende på fx film eller tv.

Det lille aarhusianske dukke- og objektanimationsteater laver teater, hvor publikum ikke får serveret en fiks og færdig fortælling på et sølvfad. Udfordringen, styrken og charmen er, at publikum selv skal skabe billederne og fortællingen undervejs i samspil med det, som foregår på scenen.

Samtidig er det åbenlyst, at et mantra for teatret er at møde børnene, der hvor de er, og derfra bevæge sig rundt i det for dem velkendte, som efterhånden tilføjes nogle ekstra og poetiske dimensioner. Dimensioner, som er tilgængelige for alle uanset alder, hvis man er eller evner at være åben overfor det.

Leben og barnelatter

'I nattens lys' er en rigtig lytte-sag. Ord er der ikke mange af. De begrænser sig til at Andy Manley, som er den eneste spiller på scenen, tysser på en hund og et par børn og tillige siger ultrakorte replikker så som 'Godnat'; 'Vil du ud at se månen?' og 'Er du træt nu?'.

I stedet er der masser af lyde. Som noget gennemgående – og næsten som et refræn - lyden af børn som ler. Et par gange også barnegråd - gråd som viser hen til den lillebror eller lillesøster, som barnet i fortællingen har.

Vi ser ikke barnet, Manley taler med, konkret. Vi følger det gennem Manleys små sætninger og især gennem alt det, vi på Manleys handlinger og reaktioner forstår, at barnet foretager sig. Barnet kan ikke sove. Heller ikke efter at det har fået et glas vand.

Barnet vil ud at se månen. Månen med mere viser det sig at blive til. For i det lille univers af små kufferter og kommoder, som Mariann Aagaard har bygget op, opstår der et leben af forskellig slags. Et leben skabt via lys og lyde.

Ud af et trygt og velkendt univers af: Nu spises der aftensmad, nu læses der historier, og nu luftes hunden, lukkes små skuffer og låger op ind til den mangfoldighed af alt muligt andet, som sker parallelt med, at det er over sengetid for barnet.

Nogle holder fest – morsomt vist ved at skeer i et oplyst ur tager sig en sving om. I en skuffe øver en person sig på violin. Det lyder knapt så godt som den koncert, der finder sted bag andre skabslåger. Den klassiske musik kontrasteres af moderne rytmer. Snart høres begge musikgenrer samtidigt. I nok en skuffe vågner en baby. Manley trøster den ved at vugge den på skulderen.

Gemmeleg og lysende fodspor

Manley bevæger sig i sindigt trav fra møbel til møbel. Møblerne er lyd- og lysanimerede. Fortællingerne udspringer af det. Som en af de bedste ting får barnet lov at gå op af sengen for at se månen. Det medfører en sjov sekvens, fordi barnet gemmer sig for Manley. Manley kalder 'Hvor er du?', og vi kan høre barnets skridt rundt på scene. Vi kan sågar høre, når han eller hun taler gennem den lerkrukke, som undervejs er et gemmested.

Nok en fin passage er, når det begynder at regne og vi via alle de mange forskellige typer af lyd fornemmer regnen so en hel musikalsk komposition.

På lyssiden er der, udover månelys, fyrværkeri, små lysende fodspor, dykkende fisk og en perlerække af lyd-spillende lysende små glas at leve sig ind i for det natte-vågne barn og for publikum, inden Manley, der undervejs har markeret tidens gang ved at flytte på et urs visere, stiller viserne på morgengry. Tiden for kimende vækkeure, solsorte-fløjt og barnet, der nu snorker sødt i sin seng.

Afsæt i det nære og børnevelkendte

'I nattens lys' appellerer i udtalt grad til høresansen og forestillingsevnen. Dramaturgisk er forestillingen fint bygget op, så den 3- til 6-årige målgruppe først møder noget hverdagsgenkendeligt og lidt efter lidt også bliver præsenteret for elementer af noget mere abstrakt og udefineret.

Noget som er gjort af de drømme, de også gør sig.