Af: Randi K.Pedersen

4. september 2008

Nationalitetsforskudt

Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder

‘Hvem fanden gider være svensk?’ Ja, hvem – Hanna gør i hvert fald ikke. Hun har bare ikke noget valg. Den medgørlige flinkepige og oplagte mobbeoffer er blevet nationalitetsforskudt
og taler svensk.De andre forstår pludselig ikke, hvad hun siger, og så er fanden – både den svenske og den danske – i den grad løs.

Danskere skifter nødigt mening – hverken om hinanden, svenskere eller andre fremmede. Så panikken må självklart brede sig i familien, når Hanna og hendes tvillingesøster, Karin, i ti-års alderen opdager,
at de bliver mere og mere forskellige. Eller rettere at Hanna bliver svensk og ligesom de overvægtige eller på anden måde ‘forkerte’ teenagepiger må finde sig i at blive kanøflet.

Dybsindig kan man ikke kalde Ramaskrigs speedsnakkende satire, der lever højt på de medvirkendes helt skønne og flot timede, personlige sprogforbistring.
Men Ramaskrig kan noget med ord
. De kan opfinde dem og bruge dem til at ommøblere almindelige formuleringer til rablende, sproglig slapstick. En skæg pendant til de to sofistikeret sortklædte kvinders hyperenergiske, kropslige crazy-komik.

Skrig, skrål og slåskamp

I den ene, håbløst fordomsfulde situation efter den anden får publikum hårdtslående og håndfast anskuelsesundervisning i, hvor godt snæversynet lever og rådyrkes. Trods al snak om globalisering er der ikke meget albuerum til individuelle, nationale og kulturelle forskelligheder. Når fordommene springer op som trold af en æske blot ved tanken
om noget svensk, hvor slemt står det så ikke til i forhold til dem, der kommer fra mere fjerne lande. En tanke, som forestillingen – fornuftigt nok – overlader til os selv at tænke.

Hannas svenske tilbøjeligheder er ikke populære hos pigernes karikatur af en hash-rygende mor. Der fremstilles, så hun ligner en utålig, mislykket parodi på en 68’er. Gennem røgtågerne er hun vaks nok til at booke plads til Hanna på et tilpasningskursus, hun har set i tv-shoppen. Men pigerne snyder i stedet den mere udfarende søster Karin ind på kurset, så Karin snart heller ikke ved, om hun skal være svensk eller dansk.

Et dilemma, der lynhurtigt lægger op til endnu en omgang skæg og ballade, der udvides med skrig og skrål og slåskamp. Indtil pigerne bliver enige om at springe ud som sig selv og det, de er, en dansker og en svensker. Pointen er sympatisk, men udstiller også forestillingens store svaghed. At det dramatisk bliver alt for overfladisk og forudsigeligt at se skuespillerne spille sig selv i stedet for at spille roller.

Anmeldelse fra BTA 145

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.