At skabe intim scenekunst for et aldersspecifikt publikum, det er noget dansk børneteater med rette er berømmet for. I tilfældet danseforestillingen 'Natten', der er for så små skabninger som børn fra 4 måneder til og med 18 måneder, ledsaget af en voksen, giver det utrolig god mening ikke at invitere børn ind, som er hverken yngre eller ældre end det – og kun at lukke 12 babyer med ledsagende voksne ind ad gangen.
Jeg oplevede 'Natten' sammen med 11 mødre og deres babyer, og det var meget tydeligt, at selv indenfor den aldersramme sker der utroligt meget med børn – som jo hertil er vidt forskellige.
Den pige, som var på vej op til aldersloftet, agerede meget mere udadvendt aktivt end fx den yngling, som meget af tiden lå ved sin mor bryst og blev ammet. Havde man sprængt aldersrammen og lukket børn tættere på to år eller derover ind, ville det have været en myreture af trav og pludren med forståelige ord eller lyde godt på vej til at blive det.
Med rammen 4-18 måneder kan de helt små få plads til at sidde eller ligge helt tæt ind til deres voksne og sanse forestillingen derfra. Mellemgruppen kan pendle til og fra deres voksne ud i det lille teltrum, vi bliver lukket barfodet ind i. Og der er plads til at de ældste kan bevæge sig endnu længere væk fra den trygge havn. Den sans og respekt for publikum skal MYKA have ros for.
Tryghed og kuglelys
Tryghed er der i øvrigt i det hele taget. My Grönholdt (som også har koreograferet 'Natten' og deltaget i flere andre danseforestillinger for babyer – se under anmeldelser samt portalens artikel, 'Nye øjne på verden') og Julie Rasmussen etablerer og fastholder fint tryghed fra start til slut.
De er begge klædt harmonisk og nattens blå og hvid nuancer. Den satin-blanke overflade på deres pyjamas kaster et svagt skinnende skær fra sig og det blå-grønne batikmønster på den hvide stofbaggrund spiller harmonisk sammen med det lille marineblå telt med små hvide hovedpuder, som er den natte-hule, dansen foregår inden i.
Babyer og voksenledsagere fordeler sig rundt i kanten på hovedpuderne, mens de to dansere tager plads i den lille dynge af hovedpuder, som ligger i midten. Det er på en fin måde det, der hænger ned fra loftet, som er i fokus. Det minder os om, at natten er forbundet med månen, stjernerne, himlen, stilhed og ro.
MYKA etablerer natten ved at lade et lille hav af små runde hvidt lysende kugler hænge ned fra loftet i selskab med en noget større hvidt lysende kugle. De små kugler skaber associationer til stjerner og den store til månen.
At 'stjernerne' er placeret jævnt fordelt og at 'månen' hænger i midten er med til at give en fornemmelse af ro. Det samme etablerer Grönholdts og Rasmussens bevægelser. Længe er der ikke meget forskel på deres og andres bevægelser. Med bløde bevægelser og til meget blid musik rækker de hænderne op mod 'månen' og 'stjernerne' mens de ordløst – som hele forestillingen i øvrigt – signalerer til publikum, at de bare skal indtage puderne, føle sig fri til at lægge sig ned, sidde op eller bevæge sig rundt.
Lidt senere hægter de en pæn del af de små kugler af, fører dem hen til babyerne, tilbyder dem at røre og holde dem og viser dem, at de kan trille. Nogle babyer tager udfordringen op, andre ligger fortsat på ryggen og nyder 'nattehimlen', mens andre igen er mere optaget af at kikke på hinanden eller bagud ind på deres mor.
Den forskellighed i børnenes reaktioner er indlysende. Det fine er, at de med tiden involverer sig mere og mere interaktivt i forestillingen på hver deres måde.
Godt med lyd og lidt mere aktion
MYKA har tydeligvis arbejdet med stemninger og progression. Man er klar over, at tryghed er vigtigt, men at der også skal forandringer og noget særligt til for at fange babyernes opmærksomhed.
Derfor er det fint, at der kommer lyd på banen og at den frembringes af både danserne og publikum. Ligesom 'stjernerne' bringes i bevægelse op og ned, hæves og sænkes små lange runde metalstykker ned. De sidder rundt om i loftet mellem 'stjernerne'. Hver og en er som et lille musikinstrument. Når to metalstave rører hinanden frembringer det en klingende lyd. Det giver liv og forstærker stemningen af nat.
'Natten' er en meget rolig og hverdagsagtig danseforestilling. Rummet er lille. Det giver en intensitet i rummet og en nærhed til publikum. Men måske det lukkede rum også begrænser danserne lidt? Det er i al fald ikke særligt mange ualmindelige bevægelser, de laver.
Jeg har oplevet dans før, som har kunnet flette flere overraskende og interessante hverdags-brydende kropsudfoldelser ind for så unge publikummer. I det lys er det også godt at der – lidt langt henne i forløbet – sker et markant skift i både tempo, musik, stoflighed og farver.
'Månen' og 'stjernerne' begynder at lyse i forskellige farver. Danserne trækker i sølvtrådsfyldte kostumer – Rasmussen i en jakke med sølvtråde og Grönholdt tager en sølvtrådsparyk på. Trådenes glitrende lys skaber liv. De finder også tre store blomsterhatte frem fra deres pudevår. Hatte, som kan lyse og hvis blomsterblade er lavet i stoffer som mærkes og ser forskelligartet ud – hatte som flere babyer falder for at opsøge og røre ved. Musikken skifter også til noget mere livfuldt og legende.
At der først kommer den aktivitet til så forholdsvis langt henne i forløbet er givetvis valgt for, at babyerne skal være blevet klimatiseret til forestillingen først, og fordi det nok er tænkt som en slags 'nu bliver det morgen'-visning. Men derfor kunne det – for dynamikkens skyld godt have ligget lidt tidligere i en baby-danseforestilling som rummer meget fint, men også er lidt dansebevægelses-stillestående undervejs.
