DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
Næstveds egnsteater har fast spillested på Grønnegade Kasernes Kulturcenter, som man har taget navn efter - men hvis kommunen vælger et nyt egnsteater, må teatercheferne Pernille Plantener Holst og Sascha Hegner flytte med deres teater. Foto: Marie-Louise Baes, baesfoto.dk og Belinda Frank

Syv bud på at blive egnsteater i Næstved

16-01-2016
Næstved Kommune har sendt sit egnsteater i udbud for at afsøge markedet for muligheder og større synlighed - men har samtidig barberet egnsteaterkontrakten ned med 25 procent. Man håber tilsyneladende at få mere egnsteater for færre penge - herunder mere synlighed og lange køer foran teatret. Syv teatre har lagt billet ind på at blive egnsteater i kommunen 2017-20.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

- Næstved Kommune sendte sit egnsteater i åbent udbud 10. november 2015

- Ansøgningsfristen var 10. januar 2016, hvor syv tilbud forelå.

- Et bedømmelsesudvalg skal nu vurdere de enkelte ansøgninger, ligesom der evt. indhentes udtalelse fra Projektstøtteudvalget.

- Center for Kultur og Borgerservice indstiller til Kulturudvalget at der optages forhandlinger med en eller flere egnede kandidater.

- I løbet af februar/marts forhandles der med aktører, inden den politiske behandling og beslutning.

- Egnsteateraftalen skal forelægges Kulturstyrelsen til godkendelse senest 1. april.

- Det nye (eller eksisterende) egnsteater får kontrakt for perioden 2017-20.

* Link til udbudsmaterialet

Egnsteatrets korte historie

Næstved Kommune har haft et egnsteater siden 2008, hvor der blev indgået aftale med Det Lille Turneteater - som i foråret 2009 skiftede navn til Grønnegade Teater for at markere sin nye status som primært stationært teater og for at vise forankringen i Næstved med adresse og spillested på Grønnegade Kasernes Kulturcenter.

 I foråret 2014 trak Peter Holst sig som leder af Grønnegade Teater - og har siden genoplivet Det Lille Turneteater med egne forestillinger, samtidig med at han fortsat indgår som spiller i Grønnegade Teaters forestillinger.

Egnsteatret selv fortsatte med producent Pernille Plantener Holst og administrativ leder Sascha Hegner som nyt teaterchef-team, og de har både fortsat teatrets kunstneriske linje og lanceret nye tiltag som fx. Teaterkortet - hvor en række sjællandske børneteatre sikrer gratis adgang for formidlere m.fl. til forestillinger - og en digital platform, Teatertanker.dk, der er et blogforum for teater i undervisningen på tværs af kommuner og faggrænser.

  

Så er første del af spændingen omkring, hvem der skal være egnsteater i Næstved i perioden 2017-20, udløst. Den 10. januar var nemlig deadline for ansøgninger, og der har meldt sig syv kandidater - hvoraf den ene ikke overraskende er det nuværende egnsteater, Grønnegade Teater, der har haft denne status siden 2008.

Chefkulturkonsulent Jakob Hansen, Næstved Kommune, bekræfter overfor teateravisen.dk, at der er kommet syv tilbud, men at man ikke oplyser navnene før efter at Kulturudvalget har truffet en afgørelse.

»Vi forventer, at det bliver en lukket udvalgs-sag, så tilbuddene ikke umiddelbart bliver offentlige på hjemmesiden, men at de kan udleveres ved henvendelse - efter der er truffet afgørelse,« siger Jakob Hansen, der dog beredvilligt fortæller om bedømmelsesudvalgets sammensætning: Henrik Køhler fra Teatercentrum, Jørgen Hvidtfelt fra Næstved Teaterforening, Lis Olsen, børnekulturkonsulent i Næstved samt  Kim C. Dawartz, chef for Center for Kultur og Borgerservice og Jakob Hansen selv.

Desuden forventes Projektstøtteudvalget også at blive hørt, inden der træffes en endelig afgørelse i kommunens kulturudvalg og en ny egnsteateraftale kan præsenteres for Kulturstyrelsen til godkendelse senest 1. april.

Men selvom Næstved Kommune ikke vil melde navnene offentligt ud, kunne lokalavisen Sjællandske hurtigt fortælle læserne det. Og det gør teateravisen.dk så også - længere nede i denne artikel. 

Større synlighed og lange køer

Den politiske beslutning om at sende egnsteatret i udbud blev truffet for et års tid siden og fraviger dermed den sædvanlige procedure rundt om i landet, hvor kommunen ganske udramatisk genforhandler kontrakt med det eksisterende egnsteater.

Det skyldes angiveligt ikke utilfredshed med det nuværende egnsteaters kunstneriske præstationer og aktivitetsniveau, men et ønske om 'større synlighed' og 'lange køer foran teatret', som det bl.a. formuleres af flere politikere fra kommunes kulturudvalg.

Den diskussion kulminerede i september sidste år, hvor man i et par hektiske dage både fik sat vand over til en fusion med egnsteatret Cantabile 2 i Vordingborg og skudt ideen ned igen.

Ideen var dog primært opstået i kulturudvalget i Næstved Kommune, som hverken havde taget kollegerne i Vordingborg i ed - her vendte politikerne tomlen nedad - eller de respektive teatre, der som to selvejende institutioner også har deres at skulle have sagt.

En fusion var i øvrigt udover håbet om en markant øget synlighed i lokalområdet beregnet til en administrativ besparelse på en halv million kroner for hvert af teatrene.

Cantabile 2 opfattes som et attraktivt og mere synligt teater - ikke mindst pga. deres Waves-festival og deres ofte spektakulære voksenforestillinger - men teatrets stifter og leder, Nullo Facchino, mente, at det måtte være nok, at man allerede samarbejdede om børneteaterfestivalen Skvulp  og undervisningsaktiviteter på Talentskolen i Næstved m.v.

Og den ene af Grønnegade Teaters to chefer, Sascha Hegner, supplerede med, at man da også ønskede at være mere synligt i bybilledet, men at den nuværende egnsteateraftale med krav om 100 årlige opførelser i teatersalen og primæropgaver omkring lidet udadvendte aktiviteter omkring dramaarbejde i skoler og institutioner ikke ligefrem understøttede den ide.

Samtidig gik den lokale teaterforeningsformand, Jørgen Hvidtfelt - der også er tidligere formand for Danmarks Teaterforeninger - i brechen for Grønnegade Teater ved i lokalavisen Sjællandske at påpege, at lange køer foran et lokalt egnsteater altså både kræver voksenforestillinger og kendte skuespillere. Og at Cantabile 2 apropos nok var et berømt teater - men ikke rigtig i hjembyen Vordingborg, hvor borgerne ikke strømmede til forestillingerne.

Jørgen Hvidtfelt har altså nu fået plads i bedømmelsesudvalget og kan følge processen omkring det kommende egnsteater på nærmeste hånd.

En million mindre

Men nu afsøger Næstved Kommune altså markedet for nye muligheder for det lokale egnsteater efter at have sendt kommende aftale i udbud. Det harmonerer så mindre godt med, at man samtidig vil beskære budgettet med 25 pct. og lande en ny aftale på tre mio. kr. årligt mod de nuværende ca. fire mio. kr.

Det får man næppe meget mere teater ud af - og derfor kan man også vælge at se udbuddet som en slet skjult spareøvelse - også selvom det vist er meldt ud, at besparelsen skal bruges til andre teateraktiviteter, som altså ikke behøver at have noget med det kommende egnsteater at gøre.

Teateravisen.dk har spurgt formanden for Teatrenes Interesseorganisation (TIO), der organiserer mange af landets mindre teatre, om der med tanke på situationen i Næstved er opbrud i de normale aftalemønstre mellem kommunerne og deres egnsteatre.

»Næstved-modellen synes ikke at udgøre en tendens,« lyder det fra Gitta Malling, der selv er leder af et egnsteater, Limfjordsteatret i Nykøbing Mors.

»Når det er sagt, er det jo i sig selv positivt, at kommunen tager mere ansvar og ejerskab for deres lokale teater og undersøger muligheder og forholder sig til, hvad man vil med egnsteatret. Det negative er, at man risikerer at stå med en 'bestillingsliste' over mere eller mindre realisable krav, som et egnsteater skal opfylde. Og det er jo heller ikke optimalt, hvis en ny forhandling om kontrakt skal resultere i lavere tilskud og dermed dårligere økonomi, som udsigterne er i Næstved.«

Langtidsstyring

Gitta Malling har som formand for TIO været med til at forhandle den teateraftale på plads, der helt aktuelt betyder, at de 33 nuværende egnsteatre alle skal have nye kontrakter på plads med deres hjemkommuner inden årsskiftet, der markerer starten på en æra, hvor egnsteatrene skal have samtidige fireårskontrakter i et forsøg på at langtidsstyre den statslige egnsteaterrefusion og de enkelte teatres økonomi.

Og som også betyder mere kontrol omkring økonomi og mindre råderum omkring ikke-teatermæssige aktiviteter i lokalsamfundet.

»Grunden til at TIO gik med i de forhandlinger, der førte til teateraftalen, som ganske vist kan læses som en mere restriktiv kurs overfor egnsteatrene omkring deres sideaktiviteter m.v., var jo også for at få ordningen på rette spor,« siger Gitta Malling og peger på, at der var sket en udhuling af egnsteaterordningen.

Derfor så man sig nødsaget til at stramme op omkring, hvilke sideaktiviteter der kan finansieres via statens refusionen af kommuners udgifter til egnsteatre.

Der har gennem egnsteatrenes relativt korte historie været flere sager med huslejetænkning for statslig refusion. Der har været sager, hvor kommuner har søgt at finansiere drift af kulturhuse og teaterskoler m.v. via egnsteaterordningen - men reglerne er nu, at huslejen ikke må overstige 15 pct. af det samlede offentlige tilskud.

Stadig fokus på børn og unge

Hvad Næstved Kommune helt konkret venter sig af sit egnsteater, fremgår af udbudsmaterialet (se link i faktaboksen), der oplister kriterier, som både er lovkrav og kommunens ønsker til et egnsteater.

Her ønsker man fortsat et særligt fokus på børn og unge som målgruppe både for forestillinger og dramapædagogiske aktiviteter, herunder   talentudvikling for unge, samarbejde med musik- og ungdomsskole, formidling og kompetenceudvikling for pædagoger og lærere - og altså primæraktivitet omkring en række ting, der altså nok er vigtige, men som nævnt næppe skaber medie- og tilskuerstorm på egnsteatret...

Sascha Hegner fra Grønnegade Teater mener fortsat, at kravene ligger helt på linje med det, som man hidtil har præsteret som egnsteater - men at en så drastisk reduktion i budgettet nødvendigvis må afspejle sig i aktiviteterne.

»Vi ønsker fortsat at arbejde med at udvikle scenekunsten og skabe forestillinger, der kan give gode, fælles oplevelser for børn og deres voksne,« lyder det fra teaterchefen, der godt kunne have ønsket sig en bedre dialog med kommunen og samarbejdspartnerne omkring egnsteatersituationen.

Nu kan det så være, at Grønnegade Teater ikke er egnsteater efter 1. januar 2017, men Sascha Hegner forsikrer, at teatret under alle omstændigheder agter at fortsætte, selvom det så må blive som projektteater - og under et nyt navn.

For man vil i givet fald skulle fraflytte Grønnegade Kasernes Kulturcenter for at give plads til et nyt egnsteater - som så i øvrigt skal finde lokaler til administration andetsteds, for det er der ikke plads til ved spillestedet.

Og det er ej heller muligt at overtage Grønnegade Teaters nuværende administrationsadresse. Man lejer sig nemlig ind hos en privat ejendom på Gambakkevej i Holmegaard. Samme sted - omend i helt eget regi - finder man i øvrigt også Det Lille Turneteater...

Aspendos har meldt sig

Hvilket i givet fald vil være et mindre problem for en af ansøgerne, der i forvejen residerer i området, og som teateravisen.dk har opsporet...

Teatret Aspendos, der har Steffen Sommerstedt som stifter og leder og holder til i Lundby syd for Næstved, har nemlig lagt billet ind på at blive nyt egnsteater.

Ganske som det lille turnerende og ustøttede teater i øvrigt gjorde, da Næstved Kommune besluttede at etablere sit egnsteater tilbage i 2008. Dengang var man dog med i en fælles ansøgning med Paolo Nani Teater og Teater Neander.

»Aspendos var inviteret med, fordi jeg allerede på det tidspunkt havde udbredt mig om, hvordan JEG syntes, at man skulle løse opgaven som egnsteater i Næstved,« fortæller Steffen Sommerstedt, der følgelig finder det helt naturligt, at Aspendos byder ind igen - denne gang alene, men i et tæt samarbejde med andre gode kræfter, som han siger.

»Jeg var dog lidt i tvivl om, hvorvidt det var en opgave, jeg ville byde ind på. Men da udbudsmaterialet lå klar, var jeg ikke længere i tvivl. Det lægger – i mine øjne – godt op til mange af de ting, som jeg ønsker af et egnsteater i Næstved. Og så er det jo mit lokalområde, og jeg har altid brændt for at være med til at udvikle det lokale kulturliv på forskellig vis. Og det er vel om noget en opgave for et egnsteater. Det er jo der egnsteaterordningen for alvor skiller sig ud fra andre støtteordninger,« lyder det fra Steffen Sommerstedt.

Og Dansk Rakkerpak

Der er dog også kommet en ansøgning fra et teater lidt længere væk. Dansk Rakkerpak har nemlig sendt sit tilbud til kommunen, og Niels Grønne, der sammen med Niels Peter Kløft udgør teatrets kunstneriske ledelse, tror på, at Dansk Rakkerpak vil kunne gøre en god figur som egnsteater i Næstved.

›Jeg synes, at vi passer godt ind i kommunens kulturpolitik,« siger han til teateravisen.dk og lægger ikke skjul på, at muligheden for at operere med en fireårig bevilling og kunne planlægge langsigtet omkring repertoire og aktiviteter er særdeles tillokkende for Dansk Rakkerpak, der godt nok har modtaget støtte fra Statens Kunstfond gennem en lang årrække, men jo oftest for en sæson ad gangen.

»Samtidig vil vi gerne være en del af et større kulturelt fællesskab og finder, at der er mange spændende samarbejdspartnere i området,« siger Niels Grønne, der tror på, at Næstved i givet fald vil være et rigtig godt udgangspunkt for teatrets fortsatte virke, hvor der samtidig stadig vil være mulighed for at turnere med gadeteater rundt om i landet. 

Og her er de andre...

Disse tre havde teateravisen.dk selv nået at opspore, mens alle syv ansøgere blev præsenteret i lørdagsudgaven (16.1) af Sjællandske, der åbenbart har sine kontakter i orden...

Da alle vedkender sig deres ansøgninger i lokalavisen, skal de fire andre da også nævnes her:

- Teatret Kriskat, hvis kunstneriske ledere er Kristian Dinesen og Katharina Kamber, der begge er uddannet fra Cantabile 2's teaterskole, School of State Arts i Vordingborg. KrisKat har mest lavet teater for de mindste aldersgrupper. De fortæller, at de som egnsteater bl.a. vil stå for en international teaterfestival samt en festival, hvor børn spiller teater for hinanden.

- Arthotel, hvis kunstneriske leder, Dorthe Eggertsen, også er uddannet på Cantabile 2. Og teatret vil if. avisen 'sparke egnsteatret ind i den digitale verden med videoer og apps' - og altså bruge nogle af de virkemidler, som i høj grad også bliver brugt i teatrets produktioner, der rummer både småbørns- og ungdomsforestillinger.

- Kristian Studsgaard, der er afdelingsleder på den lokale Talentskolens musical-linje og selv er danser og performer, vil if. Sjællandske gøre egnsteatret til et musikteater med primær appel for de 12-18-årige. Også han er via sit job ganske lokalkendt - og har i øvrigt også bidraget til en Grønnegade-forestilling for nogle år siden.

- Quasi Teater, hvis kunstneriske leder af Marie Kilsgaard Møller, er p.t. en slags husteater på Sønderbro Skole på Amager, men turnerer også med forestillinger for både børn og unge. Og bliver Quasi egnsteater i Næstved, vil man if. avisen overføre den særlige projektudviklingsmodel, hvor skolens elever bidrager og tester de nye forestillinger, til Næstved.

Mere diskussion forude? 

Med alle syv ansøgernavne på bordet kan diskussionen om egnsteatrets rolle og opgaver og synlighedsfaktor måske fortsætte på et lidt mere engageret niveau, for siden de droppede fusionsplaner i september har der været forbavsende lidt debat og opmærksomhed om kommunens egnsteater både lokalt og i medierne.

Men ellers er det altså bedømmelsesudvalget, der skal i arbejdstøjet. Og stadig if. Sjællandske vil kommunens kulturudvalg på et møde 22. februar få forelagt en anbefaling fra udvalget.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Syv bud på at blive egnsteater i Næstved
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

18-09-2023
 

14-09-2023
 

08-09-2023
 

05-09-2023
 

01-09-2023
 

18-08-2023
 

15-08-2023
 

10-08-2023
 

06-08-2023
 

30-07-2023
 

03-07-2023
 

20-06-2023
 

12-06-2023
 

07-06-2023
 

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

Flere anmeldelser