Næsten-ordløst dukketeater med næsten-original kærlighedstragedie

De kalder det ”Shakespeare i børnehøjde” på Teater Refleksion, når de genfortæller ’Romeo og Julie’ med næsten ordløst dukketeater. Nu skal nærværende anmeldelse af forestillingen jo ikke reduceres til et ordkløveri, men udtrykket ”i børnehøjde” er ikke det samme, som ”i øjenhøjde med børnene” – og det er vel dét, der menes.

Udtrykket bliver brugt i flæng – til tider misbrugt. Teatergrad har lavet en hel serie af forestillinger med titler såsom ’Sorg – i børnehøjde’ og ’Fællesskab – i børnehøjde’. Og vi anmeldere og journalister er lige så glade for udtrykket, som teatrene og kulturformidlerne er. Men hvad er der så i vejen for, at Teater Refleksion kan gøre det samme?

Det drejer sig simpelthen om, at når man bruger udtrykket ”i børnehøjde”, så tager man noget normalt højtragende og bringer det ned på børneniveau. Men det er ikke tilfældet her. For Shakespeares ’Romeo og Julie’ handler om den højeste grad af kærlighed – en fatal kærlighed, som rammer to unge mennesker i Verona, hvor ældgamle familiestridigheder hærger byen og kommer imellem de to forelskede sjæle.

Skulle vi have dén fortælling ned i børnehøjde, så skulle den gendigtes til en historie om venskab imellem to forskellige børn, hvor den yderste konsekvens var, at børnene blev kede af ikke at måtte lege sammen. Men på Teater Refleksion ændres historien ikke. Der er konflikt i gaden, og der er giftdrik og død og tragedie nok til en hel syndflod af tårer. Der er en kærlighed stærkere end døden imellem Romeo og Julie, som de flyver forelskede hen over byen med hinanden i favnen.

Det er ikke Shakespeare i børnehøjde, men det er til gengæld en ægte Shakespeare-klassiker fortalt i øjenhøjde med sit publikum. Historien er genfortalt i forståelige hovedtræk, og karaktererne er stærkt relaterbare. Vi ser eksempelvis Romeo og Julie lege hver for sig; Julie hinker med hinkesten, og Romeo danser breakdance med sin ven Mercutio. Det er tydeligt, at de er børn – faktisk tydeligere her, end vi ofte ser dem gengivet i andre opsætninger af klassikeren.

Replikløst Shakespeare

Det er et alvorlig valg, når man snitter hele Shakespeare poetiske repliklag af ’Romeo og Julie’. Men det er dog vigtigst, at forestillingen er forståelig for målgruppen, og til det formål ville de originale replikker nok ikke have været en styrke. Men man kan blive bekymret for, om de to dukkeførere Sif Jessen Hymøller og Aapo Repokan fortælle den forholdsvist komplekse historie uden ord. Og det kan de næsten.

Indimellem må de dog stoppe op og udveksle et par ord til hinanden om, hvordan historien nu vil forløbe, ligesom hele forestillingen indrammes af korte ordvekslinger om, hvorvidt ’Romeo og Julie’ er en historie om kærlighed eller had. Grebet fungerer sådan set udmærket, men hvor ville det have været imponerende, hvis de havde gennemført hele forestillingen uden et eneste ord.

Måske forstår alle ikke, at ammen er en amme, og hvad forskellen egentlig er på en mor og en amme. Og måske er det slet ikke vigtigt. Måske er det heller ikke alle, der forstår, hvem Tybalt er, og hvorfor præsten sender Romeo ud af landet. Disse ting bliver heller ikke fortalt af dukkeførerne med ord, hvilket blot understreger, at historien faktisk kunne fortælles ordløst.

Fingersnildt dukkeføreri

Forestillingen foregår på et bord, mens de dukker, der ikke er i brug, er placeret i hver sit slotstårn efter slægt; Capuletterne til venstre og Montaguerne til højre. Familierne består af en flok høje figurer, der placeres i formation imod hinanden på scenen. Ud af flokken kommer på den ene side Julie listende på dukkeførerens fingerspidser, og fra den anden side dukker Romeo op med kostumet fastspændt på håndryggen af sin dukkefører.

Hovederne styres med den anden hånd, og de kan til tider komme ganske langt fra kroppen, uden at vi mister realitetssansen. Særligt i den store forelskelsesscene, hvor de to kroppe svæver igennem luften, og hovederne nærmest triller hen over hinanden. De to kroppe bliver til ét, og den kendte balkonscene bliver således lige så fortryllende smuk uden en balkon.

I det hele taget er dukkerne – særligt hovedrollerne, præsten og ammen – designet med fantasi af Mariann Aagaard og Amanda Axelsen Sigaardog ført ganske glimrende af Sif Jessen Hymøller og Aapo Repo. Særligt kommer deres håndværk til syne, da Romeo og Mercutio laver breakdance-battle og klarer både ”New York flares” og ”head spins” med én hånd.

Teater Refleksions dukketeater-version af ’Romeo og Julie’ er derfor en ganske veludført og velfortalt forestilling, der ikke blot gendigter Shakespeares klassiker ”i børnehøjde”, men simpelthen fortæller hele den grusomme tragedie på en måde, som børnene forstår. Ovenikøbet ordløst – næsten da.