Når verden eksploderer

ADHD – det lyder som en videregående uddannelse. Og videregående er da også præcis, hvad de er, disse børn og unge, der bare ikke kan sidde stille, som har krudt i røven og damp i hovedet.

Det er fornemmelsen af, hvad der rører sig inde i disse anderledes og utilpassede unge, forestillingen forsøger at give et billede af. Det kaos, den overaktivitet, den mangel på styring, der er så karakteristisk. Med kroppe, lyde, stemmer, musik og lys banker fem unge skuespillere igennem på den skaterbane-agtige scene, der samtidig er en stor skoletavle, hvor frustrationerne og afmagten kan fræses ud med hvinende kridt-krimskrams og ord som skyld og undskyld, mens kroppene baldrer ind i bagvæggen, når det hele bliver for meget.

”Jeg har det, som om hele Danmark maser hjernen ud på mig, der kommer stemmer ud fra væggene, de rumsterer i mig hele tiden. Som et tv med tusind kanaler, der kører samtidig”.

En efter en prøver de dem unge at beskrive, hvordan der er inden i dem. Hvordan de mærker fornemmelsen af at være anderledes, helt ved siden af, forkerte. Fortæller om oplevelsen af, at der pludselig tales sort omkring dem, når forældre og lærere forsøger at hjælpe. Når det bare ikke går længere. Når volden, kraftudladningerne, afmagtens knytnæver ikke lader sig styre mere. Når det er gået for vidt.

Eksplosiv energi

Det er denne mosaik af beskrivelse og kropslighed, der virker så stærkt i Leiv Arne Kjøllmoens iscenesættelse. Som sit emne dirrer forestillingen af sitrende, pulserende og eksplosiv energi, mens vi glider ud og ind af de fem unges dampkogte hjerner. Når tingene udvikler sig og løber løbsk, når evnen til at sætte grænser, til at holde op i tide, forsvinder i et splitsekund. Når legen bliver alvor uden at nogen ville det. For så øjeblikket efter at glide over i små, dagligdags scener fra skolen, hvor der ikke er fare på færde.

Fem stærke skuespillere – Caspar Juhl Berg, Marius Bjerre Hansen, Ida Marie Rasmussen, Mikkel Løvenholdt Reenberg og Nanna Schaumburg-Müller – mætter den lille scene med utæmmet energi. De har ungdommen, fysikken og udtrykket, de er seje og troværdige, de er helt på linje med det unge publikum, der skal se forestillingen. Som nok helt konkret handler om og beskriver ADHD i teatrets fortættede form, men så sandelig også evner at ramme den almene frustration, afmagt og svigtende evne til at sætte følelser i ord og styre de dunkende kropsenergier, der er så karakteristiske for aldersgruppen.

Det aaborgensiske Jako-Bole Teaters sidste egenproduktion i de gamle lokaler, inden man flytter sammen med Jomfru Ane Teatret i det nye kulturcenter Nordkraft, er stærkt, barsk og vedkommende ungdomsteater.