Af: Kirsten Dahl

11. april 2019

Når mor drikker

'Den største drøm' er diskussionsappellerende alkoholteater med et sympatisk sigte, og skuespillerne gør det godt. Men formmæssigt savner forestillingen overraskelser og magi.

Slabamm. Smassch. Klask. Klonk. En tung dør smækker pludseligt og hårdt i. Lyden er dump og synes at komme nedefra. Nede fra et uhyggeligt og truende mørke. Teater Borderline indleder forestillingen 'Den største drøm' med lyden af en tung dør, som smækker i. 

Det lyder som yderdøren til en opgangen i et lejlighedskompleks, men også som lyden af indespærring og fængsel. Ikke for ingenting. Teatret vil helt tydeligvis signalere, at situationen er alt andet en hyggelig og rar for de to børn, stykket handler om: 8-årige Kaja, som er hende, der indledningsvist kommer hjem, og hendes storebror Tobias på 11, der går rastløs rundt oppe i lejligheden. Han vil rigtigt gerne ringe til en fyr ved navn Simon. Men tør alligevel ikke.

Af samme uhyggeskabende grund ligger salen hen i bælgmørke, og scenen, som illustrerer den lejlighed, hvor børnene bor, er dunkelt oplyst. Møblementet er tillige sparsomt. En lænestol og et lille sofabord samt en bagvæg med en lille karnap med en lavtsiddende hylde. 

Forestillingen igennem går yderdøren lejlighedsvis op igen og smækker i med samme uhyggeskabende lyd. Yderdørslyden understreger, hvor utrygge Kaja og Tobias er, og den peger på, at det kunne være, men alligevel ikke er børnenes mor, som kommer hjem. For hun drikker. Hun er alkoholiker og befinder sig – opfatter man – altid på værtshuset Cafe Vinhanen.

Konkret og sensitivt

Styrken ved 'Den største drøm', som handler om, hvordan det er at bo med en forældre med et alkoholproblem, er, at den med konkrete eksempler skildrer, hvordan det er for de to børn. De er totalt overladt til dem selv. 

Børnene håber, men de ved af erfaring, at moren næppe kommer hjem, inden de skal i seng, og at hun heller ikke vil være kommet hjem, når de skal op og i skole. De to børn skal selv sørge for alt. Udover almindelige fornødenheder så som mad og drikke, omsorgssvigter moren dem. Hun er ifølge forestillingen begyndt at drikke efter at børnenes far har forladt hende til fordel for en anden kvinde – en yngre model, som har 'fået nye bryster'.

Som nok en god ting udtrykker de to medvirkende skuespillere, Henriette Rosenbeck og Thomas Knuth-Winterfeldt, troværdigt og med et stort nærvær, hvordan det føles at være i børnenes situation. Der er en konstant dirrende stemning i rummet. Følelserne står på højkant. Børnene er tydeligvis efterladte. De går for lud og koldt vand. Må selv klare ærterne. De får ikke noget ordentligt at spise. Der er ingen som siger godnat til dem. 'Jeg kan lige så godt gå i seng',  siger Kaja, som alligevel ikke kan falde i søvn. 

Begge håber på at moren snart kommer hjem. Begge ved, at det gør hun ikke. De er tydeligvis meget afhængige af hinanden. 

Rosenbeck er med et vågent kropssprog og god artikulation god til på troværdig vis at tegne Kaja som den yngste og mest impulsive. Og Thomas Knuth-Winterfeldt gestalter tilsvarende Tobias som den lidt ældre bror, der lige skal overtales til at lege med på Kajas lege.

Eventyr og virkelighed

Legen er her et eventyr, som de sammen og med en del forhandlinger undervejs iscenesætter. Pointen med eventyret er tydeligvis at skildre, hvordan de to børn via eventyret netop ikke undslipper den barske virkelighed, de lever i, men derimod via eventyret finder kræfter til at gå en ny vej i den. 

Helt konkret kontakter Tobias den nye medarbejder i klubben, Simon. Simon er ikke hvem som helst. Han er næppe tilfældigt valgt en soldat, som hjemvendt fra krig skal have ro og som qua sine livserfaringer sanser Tobias situation og siger til ham at 'ingen børn skal være kede af det hjemme'.

Simon fortæller også Tobias, at moren vil kunne få hjælp til at komme ud af sit alkoholmisbrug. Scenen, hvor de to børn gennemspiller det forløsende eventyr er lige lovlig lang. Også selvom det på en fin vis illustrerer, hvordan børnenes virkelighed hele tiden blander sig i fiktionen.

Klar besked

Forestillingen slutter med, at de to børn tager hjemmefra og efterlader en besked på bordet til moren, hvorpå Kaja skriver, hvor de er taget hen, og hvorpå Tobias tilføjer, at hun selv er ude om det. Da Kaja et øjeblik synes det er for barsk en besked siger Tobias: 'Det er jeg ligeglad med. Det er hende der er den voksne'.

'Den største drøm” er meget let at afkode. Tekst, iscenesættelse, skuespil, scenografi og lyd er alt sammen 1:1. Der gemmer sig ikke meget mellem linjerne. Tingene bliver sagt ligeud. Stemningerne er lette at aflæse og budskabet klart. 

Forestillingens form er en intenderet realisme og målet er åbenlyst og eksplicit det at få børn i samme situation til at tale om det. Af samme grund åbner teatret op for en dialog med publikum umiddelbart efter forestillingen.

Det er med andre ord meget vanskeligt at være modstander af forestillingens intention. Hvad angår udtryksformen kunne jeg imidlertid godt have tænkt mig et mere overraskelsesfyldt udtryk og et formsprog med bare lidt magi. 

I spil, iscenesættelse og scenografi er der noget antikveret og 'fodformet' over forestillingen. Den kunne også tage sig sådan ud for i al fald 20 år – måske flere år endnu – siden. Så lidt nytænkning på den front kunne have været forfriskende.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.