Af: Anne Middelboe Christensen

5. oktober 2021

Når døden måske kommer flyvende, kravlende, rullende…

Uppercut Danseteaters forestilling ’Limbo’ byder på banebrydende dans, hvor mennesket forvandler sig til dyr eller celleklumper for øjnene af publikum. Med Mark Philip som fænomenal mover.

I danseforestillingen ’Limbo’ hænger en krop i en svæveslynge. Kroppens ben når ned til jorden, men alligevel sætter den kun af med knæene eller med hovedet, ikke med fødderne. For i denne sære limboverden er der tilsyneladende ingen logik i for leddenes bevægelser. Samtidig er det heller ikke til at blive klog på, om det overhovedet er mennesker, der optræder. Eller om det snarere er dyr eller celleklumper.

Døden i dette univers kan tydeligvis lige så godt komme flyvende, som den kan komme kravlende eller rullende. Så det gælder bare om at dukke sig.

Koreografen Stephanie Thomasen fra Uppercut Danseteater baserer sin dans på sin egen grundteknik fra den moderne dans med dens tiltede balancer og kontrollerede åndedræt. Men hun blander ofte den teknik med breakdancen og alverdens headspins og armstande.

Men i forestillingen ’Limbo’ sprænger hun både teknikkerne og sine tidligere koreografiske principper. For intet i denne forestilling er gammelkendt og trygt. Hendes fem dansere bevæger sig godt nok omkring på to ben, men lige så ofte kravler de på fire ben som sære insekter på række. Deres kroppe kan sagtens dreje rundt i piruetter, men de vilde drejninger foretages lige så gerne liggende på gulvet eller kravlende i luften. Som hos astronauter på frikvarter i limbouniverset.

Glidende gulv

’Limbo’ er anden del af trilogien ’Plejer er død’. Svinehunden og dens sveddryppende maske fra trilogiens første del, ’Samba’ (se anmeldelse, red.) er fulgt med fra Dansekapellet på Bispebjerg som selvlysende, uafrystelig skræmmemaske – nu til Amager, hvor Uppercut Danseteater har indtaget møbelhuset i Bygning A på Kløvermarksvej.

Forestillingen har naglet sig fast til loftet oppe i udstillingsrummet på førstesalen, hvor en skinne sørger for rutsjende slagteophængning, mens nogle bærende søjler danner en dragende midterlinje i rummet.

Gulvet er desuden blevet strøet med så meget kartoffelmel, at danserne kan glide rundt med de blødeste skøjtebevægelser bevægelser. Eller i usentimentalt, sort blod. Tilsyneladende uden friktion.

Umiddelbart ligner dette en ramme for en voksenforestilling om dødsfrygt. Men ’Limbo’ viser sig hurtigt også at være en danseforestilling for unge, der jo netop ofte er dramatisk optaget af døden som trussel og døden som mulighed. (Desuden vil en del unge tilskuere måske slet ikke studse over, at de bizarre, nye bevægelser overhovedet kan udføres af en menneskekrop. De er jo vant til så mange mærkelige animationer i disse digitale tider.) 

Levende rambuk

Hvad der egentlig er på færde i forestillingens limboland, er svært at sige. Måske et udskillelsesritual? Måske en slagtning? Måske et besøg i skærsilden mellem livet og døden? (Programmet antyder et dødsritual fra Trinidad og Tobago, men hvad ved en hverdagsdansker lige om det…) 

Et limbo opstår i hvert fald, også for tilskueren. Ikke mindst fordi ens øjne er ved at falde ud ved synet af de fuldstændig overvirkelige bevægelser, som det lykkes danserne at udføre.

Det er Mark Philip, der fører an i rollen som den udvalgte og dødsmærkede eksistens. Han er i hvert fald hængt op i slagtekrogens tov og pakket ind som en oppumpet Michelin-mand – med et delikat, queer snøreliv, der er anbragt på ryggen af ham som snorene på en spændetrøje. En eksistens uden sprog og uden vilje.

Tilbage er der måske kun hans ønske om at få lov til at være i live sammen med de andre. Han bevæger sig i hvert fald uhindret i alle dimensioner – flyvende, kravlende, rullende. Og så forsøger han at komme ind gennem døren til det forjættede land lige som de andre. Så mon det ikke er porten til paradis? 

Mark Philips ensomme og udstødte eksistens forsøger at presse døren op med armene. Han skriger forpint og desperat, men ingen reagerer. Så i stedet tager han voldsomt tilløb og kaster sin krop ind mod døren – ikke med skulderen først, men med hovedet først. Han bruger simpelthen sin hjerneskal som bjælken i en rambuk.

Det er råt og forfærdeligt at se på denne selvødelæggelse, men det er også imponerende stærkt. For Mark Philip er ikke blot en gennemført muskuløs og dramatisk interessant danser med en selvfølgelig musikalitet. Han er en naturlig mover: En kunstnerkrop, der netop udtrykker sig udelukkende gennem bevægelse. 

Parring eller slagsmål?

De andre dansere optræder helst i flok. Er de villige marionetter for en dukkefører, de endnu ikke har mødt. Eller er de bare celler på et biologisk plan uden egen vilje? Og er deres voldsomme bevægelser op ad rummets stolper egentlig parring eller slagsmål? Intet i ’Limbo’ er entydigt, og netop denne åbenhed for fortolkning er en af forestillingens styrker i det sikre og alligevel åbne dramaturgiske forløb af Betina Rex.

Uppercut-danserne optræder med ubrydelig loyalitet. Den muskelstærke Alessandro Sousa Pereira banker sine hænder ned i en bordplade, hvorefter de andre straks følger trop. Den medfølende Linn Fletcher kaster umiddelbart et omsorgsfuldt blik på Mark Philips fjernede outsider, men så drejer hun sine fødder indad og lader dem slæbe efter de andre, mens hendes skuldre svirper udad.

Og den lille, inderlige Giorgia Reitani (kompagniets nye danser,  hentet fra Holstebro Dansekompagni) glider afsted på hurtige fødder og med sin bøjelige ryg, der nærmest duver bagover og går i bro sig selv. Og imens danser musiker-danseren Alexander Skjold limboens svære kunst med fødderne, mens han hamrer rytmer på gulvet og på bjælkerne, så de andre retter sig ind efter hans lyd.

Skønhedskrydderi

Netop musikken pejler tilskueren ind på uhyggen og dødsangsten. For musikken skingrer, når de stålbuldrende industrilyde i Andreas Buhls lyddesign da ikke afbrydes af smukke strygerklange – med strygekvartetten Halvcirkel som skønhedskrydderi.

Det eneste decideret genkendelige opstår, når danserne pludselig begynder at synge den gamle, engelske børnesang ’Jack be Nimble, Jack be Quick’ – tilsat en farlig undertone af mobning og udfordring.

For jo, Mark Philip danser både smidigt og lynhurtigt i forsøget på at leve op til sangens ordre. Han hopper faktisk rundt som en ivrig hund. Selv da han mases ind i et bur, bliver han ved med at kravle håbefuldt rundt, omtrent som en fange, der tror, at han slipper for henrettelsen, hvis bare han er hurtig nok. Men Alexander Skjold jammer ufortrødent, og hans stemme dirigerer dansernes stemmer uden nåde. Det er måske det mest uhyggelige dødskor, man kan forestille sig.

Men nej, ’Limbo’ er ingen ’Alice-Mark i Eventyrland’. Til gengæld kunne ’Limbo’ sagtens bidrage med billeder til en mareridtsscene i en James Bond film. ’Limbo’ er i hvert fald allerede blevet sæsonens uhyggeligste danseforestilling. Med slagterkrog og det sorteste blod. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.