Af: Anne Middelboe Christensen

19. januar 2017

Når det usynlige er det bedste

Johannes Lilleøre fascinerer børnene med sin tryghedsbløde stemme i ’Peddersen & Findus’. Men også med sin særlige aura af brutal klovn.

Det bedste øjeblik i ’Peddersen & Findus’ er faktisk det, hvor skuespilleren beder en lille pige om 'lige at holde Findus'. For Johannes Lilleøre holder hænderne lige akkurat så hemmelighedsfuldt og kærligt, at det da er tydeligt for enhver, at der netop gemmer sig en uimodståelig kattekilling inde bag hans fingre.

Den lille pige tager i hvert fald forunderligt alvorsforsigtigt imod den imaginære Findus – og passer på ham, som gjaldt det hendes liv…

For Johannes Lilleøre har en særlig evne til at skabe historier inde i tilskuerens tanker. Han nærmest lyser, når han projicerer en tanke over på tilskuerne. Han skaber magi – som ud af ingenting.

Derfor er han perfekt til rollen som Peddersen i Eventministeriets finurlige dramatisering af den elskede børnebog af Sven Nordqvist.

En klunsers drøm

Nils P. Munk har iscenesat historien som en monolog – anbragt i Lisbeth Burians vilde samlerscenografi, hvor alverdens gamle ting er stuvet sammen i en cirkel, som om forestillingen lige så godt kunne hedde ’En Klunsers Drøm’.

Inde i midten ligger en masse tæpper over hinanden på gulvet, og her kan børnene så sidde med deres voksne. Alle sidder og stirrer, for der er hundredvis af detaljer. Det er nærmest som at besøge en marskandiser – så mange gamle redskaber og glemte klenodier er der stuvet sammen her.

Men som Johannes Lilleøres pudseløjerlige fortæller straks får gjort det klart om den ensomme Peddersen:

'Der var én ting, han godt kunne have mere af, og det var selskab'.

Med dirrende økse

Noget af det interessante ved Johannes Lilleøre er hans latente farlighed. Man fornemmer nemlig, at denne Peddersen når som helst kan skifte humør og pludselig ændre sig.

Han smiler og forklarer godt nok med store smil og pædagogiske mellemsætninger. Men han hopper også anarkistisk rundt mellem de tætpakkede tilskuere på gulvet – med utilregnelige spring fra bogreol til huggeblok, hvor en ægte økse står og dirrer.

Man tiltænker ham lidt af hvert. Så det er her, man kan mærke klovnens uforudsigelighed hos ham. Og klovnens brutalitet.

Guf og stilstand

Nils P. Munk har fulgt tidens trend og bagt lidt lækkert til sine tilskuere. Ikke boller med smør, men pandekager i bedste Findus-stil, naturligvis. For Findus skal holde fødselsdag, sådan som han gør det hver eneste dag…

Så forestillingen slutter med et guffende højdepunkt.

Alligevel opstår der en underlig stilstand i flere scener. Måske fordi denne forestilling ret beset er ’fortælleteater’, hvor mange af pointerne er lovlig tæt knyttet til de vidunderlige, men bittesmå ting, der står stablet op rundt omkring tilskuerne.

Dramaturgien er ikke helt spændstig nok. Og det bliver en ret ensom teaterform, fordi Peddersen skal fortælle os det hele uden at have nogen at tale med – samtidig med at han egentlig har inviteret os indenfor som sine gæster.

Potehopper

I denne enmandsforestilling er jo kun Peddersen til at fortælle om Findus… Og det gør han så – med yderst malende beskrivelser. En af de gode fortællinger er den om Findus, der hver dag hopper i sengen, selv om han selvfølgelig ikke må gøre det for Peddersen.

'Til sidst kunne han hoppe så højt, at han kunne nå loftet med den ene pote', som Johannes Lilleøre siger det fuld af overbevisning – temmelig imponeret og kun en lille smule sur.

Så bagefter er det nok kun de voksne, der kigger op i det tårnhøje loftsmørke i Skuespilhuset og tænker, at Findus godt nok må være noget af en olympisk katterace, hvis han kan nå helt derop.

Findus er i hvert fald det, man kan kalde en ’kreativ’ kat. For ups! Så skete det selvfølgelig alligevel. Findus slap fri og løb frækt rundt mellem alle Peddersens gamle ting – og blev væk. Som i helt væk. Altså næsten.

For alt endte godt i Johannes Lilleøres trygge verden. Selvfølgelig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.