Musikalsk optur

Musikken fortryller. Man bliver ganske let til mode af tonerne alene.

Branko Djordjevic bringer yderst fermt temaer fra G. Rossinis opera sammen med lystelig folkemusik. Kompositorisk krydser, krydrer og forener Djordjevic det komplekse med det mere enkle. Det sprælske med det mere alvorsdybe. Det glade med det mere melankolske.

Man må skulle være enten tonedøv eller ovenud musikvrangvillig for ikke at blive suget ind i en musikalsk stemning, som danser hele følelsesspektret rundt. At Djordjevic så tillige - iført stråhat, hvid habit og et smittende livfuldt udtryk i øjne og krop - sidder synligt ved scenens kant og spiller på sin akkordeon, gør blot lysten til at give sig hen endnu større.

For et givetvis mestendels ikke (så) operavant børnepublikum må det kompositoriske flet og det velklingende harmonikaspil være et scoop. At vurdere på de børn, jeg så opførelsen med, gik musikken også rent ind. Det gør historien, sangen og skuespillet også.

Søskendejalousi og forældre-ambitioner

Birthe Bonde Niilonen og Birgitte Holt Nielsen har inspireret af Brødrene Grimms eventyr og Rossinis opera om Askepot digtet en eviggyldig fortælling om tre søstre (Trunte, Trille og Tanne) og en mor, Madame Tulle, som herser med dem.

Rammen er opera. Moderen vil have sine egne to døtre (Trunte og Trille) til at øve sig på en operaopførelse. Steddatteren, Tanne, som de finder på at kalde Askepot, skal bare gå til hånde og være statist for de to søstre, som mundhugges og er tvære. Tanne har inderligt lyst til at synge opera, men må ikke for moren.

Med tiden afsløres det, at hverken Trunte eller Trille gider synge opera. De gør oprør mod moren, da de finder ud af, at det med at de skal synge i virkeligheden er moderens projekt. Den ene vil hellere sy og den anden læse.

Tanne insisterer på at få lov at synge opera. Og alt ender lykkeligt, da moren hører at Tanne synger rigtigt godt.

Birthe Bonde Niilonen pifter som iscenesætter liv i den meget letforståelige fortælling via optrin, hvor de to søstre skal have skøre parykker på – den ene tårnhøjt hår, den anden hår i bredden. Via en hvid mus, som den udelukkede Tanne tyr til og finder trøst hos, og som får de andre tre til at hvine. Via en scene, hvor den sylystne søster fremtryller et monstrum af en udstyrskjole til Tanne ved at tage pudebetræk, møbel-gardiner med mere i brug. Og ikke mindst via sangpartier, som veksler fint mellem solosang og sekvenser, hvor alles stemmer er i spil.

Klang og klunkehjem

Sangerne er godt castet. Som de to stedsøstre klinger Hanne Hohwü Houmøllers Trunte og Eline Denice Risagers Trille fint og kontrasterende sammen. Som deres mor har Bolette Bruno Hansen pondus i skuespillet og fylde i stemmen. Og som Tanne alias Askepot udstråler Sine Algreen Møller varme og ro med sin klangfyldte stemme og sit afbalancerede skuespil.

Det eneste som skuffer og undrer mig lidt i en børneopera, som først og fremmest vinder på musiksiden, er rummet og kostumerne. Bortset fra et fint og enkelt lille skyggespil undervejs, hvorfor skal stuen så være så gammeldags klunke-romantisk indrettet og døtrenes tøj være så kostskolepige-uniformsagtigt? Er det mon for at bibringe det visuelle noget billedbogs- eller eventyragtigt?