DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Zangenbergs Teater og Teatret st.tv: Ørerne i maskinen

Der er masser af sjove indslag og musikalske eksperimenter, når Sune Skuldbøl Vraa og Marianne Søndergaard kæmper om instrumenter og opmærksomhed i 'Ørerne i maskinen'. Foto: Bjarne Stæhr

Musikalsk magtkamp

02-02-2016
Musikken står stærkt i en historie om at slå ørerne ud og lytte til andre end sig selv.
FAKTA
Zangenbergs Teater og Teatret st.tv: Ørerne i maskinen -

Manuskript: Marianne Søndergaard og Sune Skuldbøl Vraa. Iscenesættelse: Lotte Faarup. Scenografi: Lisbeth Burian. Musik: Sune Skuldbøl Vraa. Medvirkende: Marianne Søndergaard og Sune Skuldbøl Vraa. Aldersgruppe: 3-8 år. Varighed: 45 minutter. Turneforestilling. Set i januar 201 på Zangenbergs Teater, hvor den spiller t.o.m. 13. marts. Kan også ses på Aprilfestival 2016. www.zangenbergsteater.dk & www.teatretsttv.dk

Musik og komik går hånd i hånd i 'Ørerne i maskinen'. Titlen beskriver præcist forestillingens  underholdende musikalske univers, hvor en kakofoni af toner og lyde med og uden maskiner fylder ørerne.

Dialogen mellem den velafrettede pige og den stærkt udadreagerende dreng er knap, men fyldestgørende, fordi de lige så meget kommunikerer med mimik og musik.

Det gælder ikke kun i forhold til hinanden, men også i forhold til publikum. Marianne Søndergaards violinspillende pige har tit direkte front mod publikum, som hun ikke slipper med øjnene, mens hun tænker højt, så man kan følge med i, hvad der foregår. For nok er hun velafrettet, men hun er også målrettet og ambitiøs og langt fra nogen underdanig lillepige, og nu skal der spilles koncert. Velkommen til 1. etude i a-mol!

Metronomen slår takten strengt og ubønhørligt, hun lægger buen til strengene og fokuserer på musikken, og blide toner når vores ører. Men det varer kun kort, så skratter violinen fælt og komisk. Hun strammer hestehalen og starter forfra, men flere tapre forsøg giver samme resultat, og det bliver værre endnu. Pludselig går døren til salen op og en stor fyr med strikhue og ål i strømperne vælter ind. Han er også dum som en dør.

Drengen kan i hvert fald ikke finde ud af at gå ud af døren igen, selv om pigen fast og myndigt forsøger at få ham til det. Han er alt for optaget af at lave sine egne lyde, mens han drøner rundt blandt publikum og slår rytmer på alt forhåndenværende inklusiv en tilskuer. Han hører ikke efter, hvad hun siger, bønfalder og til sidst råber til ham. Men, da det viser sig, at han har billet til koncerten, får drengen lov til at blive, og så går der for alvor larm og lyde i forestillingen.

Musikalsk mangfoldighed

Det begynder med guitarspil, der stik mod hendes vilje får pigen til at bevæge sig. Drengen kan også en sød sang om at spille sammen, for så bliver musikken let, og det bløder lidt op på hendes forsvarsværker.

Det bliver staks sværere – og sjovere at se og høre på – da han triller sin store lydmaskine ind på scenen. Den er et skønt rodsammen af hverdagsting som plastikposer og glas og musikalsk isenkram, og det hele kan bruges til at nå vores ører.

En enkel ulidelig kling-klang sekvens gentages i det uendelige, for musik kan også være pågående og irriterende og en spændende erfaring for børn. Og selv om Sune Skuldbøl Vraa koncentrerer sig mere om pigen og lydene end om publikum, hænger man på i deres musikalske magtkamp. Forgæves prøver hun at undslippe hans forstærkerledning. Men det ender med både forstærkning, en fjer på violinen og et fejende flot stykke violinmusik, mens lyset skifter til forførende pink.

Da pigen vil rulle ledningen tilbage igen, giver det selvfølgelig drengen anledning til drilleri og forhindringer. Han stiller sig på ledningen, og han vikler den om en række træstave, der minder om tangenter.  De omgiver scenen som et palisadeværk i den lette og lækre scenografi, hvor store standerlamper med hvide Le Klint skærme matcher pigens hvide plisserede nederdel.   

Det er ikke kun musik og lyde, der blandes. Drengen og pigen nærmer sig også hinanden, og den historie er rigtig fin. Hver for sig prøver de to at tilpasse sig det, de tror, den anden kan lide. Hun gør sig mere rå og han mere nydelig.

Men det er helt forkert. Musikken må et øjeblik vige for dramaet, når de lydløst og nænsomt ruller tilpasningen tilbage til de personligheder, som de faldt for. Hendes strømper trækkes op igen og hans ned. Han får hue på igen og hun – rørende ubehjælpsomt – igen en elastik i håret.  

Desværre falder den historie (for) sent i forestillingen og foldes ikke så meget ud, som den har potentiale til. Til gengæld er den lange optakt til deres kærlige møde fuld af sjove indfald, tempo og herlig kropskomik.   

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Ørerne i maskinen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser