Romanen ‘Heidi’ udkom op gennem det 20’ende århundrede i utallige udgaver, men især blev den populær som klassiker i 60’erne, hvor jeg bl.a. blev en af læserne. De fleste småpiger bjergtages af Spyris romantiske grønklædte bakker, det idylliske forhold, som udvikler sig mellem Heidi og den mutte bedstefar og ikke mindst den mirakuløse indvirken, bakkerne har på Klaras handicap. Heidis barnlige uskyld smelter ikke bare bedstefars hjerte, men også småtøser fra det meste af verden.
Heidi historien har gennem tiden inspireret adskillige scenekunstnere. Forrige år var hun at opleve på Bådteatret i Nyhavn. Her havde Thomas Lagerman Lundmes radiodrama med en noget anden fortolkning af Heidi, fået en tur i montage-møllen og resulteret i en voksen-animationsforestilling. Selvsamme Heidis barnlige uskyld blev tilsat en ikke ufarlig spirende seksualitet og den bitre bedstefar måtte gennemleve forbudte følelser i det mørke underbevidste.
Teater Kriskat har valgt trofast at følge den klassiske roman. Efter en kort og humørfyldt intro ude foran teatret med ukulele, harmonika og jodlen er der lagt op til et muntert og musikalsk alpedrama. Scenen er enkel og rå, afgrænset af mængder af musikinstrumenter og små rekvisitter. Alt inklusiv bagtæppe ændres til yderst fantasifulde og bevægelige scenografielementer, der bruges som leg og ofte uden realistisk funktion. F.eks. veksler stigen fra musik instrument til Heidis seng, til en stejl bjergskråning og ikke mindst en grøn græsgang for Peters får.
Akkompagneret action drama
En kvik præsentation kaster bogstavelig talt de to spillere, Katharina Kamber og Kristian Dinesen, ud i et voldsomt håndgemæng omkring valg af roller. Et tempofyldt afsæt, der garanterer action og som holder stykket ud. De vil begge spille hovedrollen Heidi og desværre vinder Katharina. Ikke fordi Katharina gør det dårligt, men fordi jeg tror på, at et tvist med Kristian som den lille schweiziske jodlepige ville have gjort sig godt og forøget den humoristiske tilgang teatret har til historien. Kristian loves til gengæld at få alle de andre roller.
Og de er ikke få, skal jeg hilse at sige: Han er både Dete, Øhli (bedstefar), Peter, Klara, frau Rottenheimer, advokat og fortæller. Det klarer han fint, men skiftene går så hurtigt, at vi som publikum gisper efter vejret. Skiftende skyldes, at Teater Kriskat som sagt har valgt at lægge sig meget tæt op ad den litterære udgave. Et valg, der ville være godt tjent med en dramaturgisk opstramning og en let eliminering af karakterer på rolle listen. Jeg personligt var glad for at kende historien i forvejen.
Forestillingens scoop er den tredje spiller – musikeren. Thomas Dinesen brillerer på alt fra vaskebræt, stige, melodika, sav, slagtøj af alskens størrelse osv. Han er den levende og meget synlige lydkulisse, der både fylder som underlægningsmusik, giver karaktererne melodiske temaer og indgår i spillet. Som da han f.eks. går i selvsving over den karakteristiske schweiziske koklokke, bliver ‘jodle-svar’ eller når Øhli bygger taburet til rytmiske lyde.
Humor som gennemgående element
Teater Kriskat lægger sig stilmæssigt op ad teatre, der har udviklet et humoristisk, meget fysisk og musikalsk udtryk til børneteater genren. De påtager sig en gennemført distance til karaktererne, arbejder i øjenhøjde med deres publikum, alt imens de let og vittigt kommenterer på eget spil og historiens forløb. Det skaber generelt en god kontakt til publikum i kraft af forestillingens legende præg. Børnene bliver med andre ord ikke udsat for en klassisk illusion, men udfordres selv i forståelsen af det, de er publikum til og minder dem alt i alt om deres egen leg, hvor de springer fra situation til situation.
‘Heidi’ fungerer som sådant, og publikum virker fornøjede. Dog har Teater Kriskat valgt at henvende forestillingen til 5-12 årige. Det er mit indtryk, at aldersgrænsen kan sættes op til 7 år, hvis publikum skal fange historien i de skiftende og tempofyldte sekvenser.
