Musikalsk forundring i alle størrelser

Himmelblå og klart lysende af forundring, spillopper og glæde. Visuelt skaber Lisbeth Burians azurblå og buede bagvæg af himmelstrøg og stjernedrys en omsluttende og drømmerisk ramme for det, som Theresa Sølvsteen og Alice Carreri Pardeilhan foretager sig på scenen mellem små, hvide højttalere på stilk og lysegule, runde, bløde planetmåtter. 

Titlen 'Lillebitte kæmpestor' refererer ikke til en størrelsesforskel på de to medvirkende, men derimod til et barns undren over egne proportioner og sammenhæng til hele universet. 

I rollen som en lille pige giver Theresa Sølvsteen udtryk for det tankemylder omkring dimensioner, som er knyttet direkte til hendes dagligdag. Og sammen med Alice Carreri Pardeilhan funderer hun tillige over, hvordan hele universet er skruet sammen og alting er forbundet med hinanden. 

'Hvordan kan jeg være for stor til at lege med havregrøden og samtidig for lille til at kravle op på en stige', spørger pigen, efter at hendes mor – via reprimander fra Pardeilhan – har irettesat hende for først at spilde grød ud over hele på bordet og siden bestige en stige. 

Siden forstår hun ikke hvordan hun kan være for stor til at drille lillebror og for lille til at passe ham, og for stor til ble og for lille til vin. 

Leiv Arne Kjøllmoen har som husinstruktør i flere tidligere forestillinger stået for både tekst og iscenesættelse på Teatret Fair Plays med  'I skovens dybe, stille ro', 'Ping Pong' og 'Ud med Knud'. Men hvor ord og arrangementer i 'I skovens dybe, stille ro' spiller sammen i en stærk og dynamisk helhed, spiller de mindre heldigt sammen i 'Lillebitte kæmpestor'. 

Teksten fejler i sig selv ingenting, hvis man fokuserer på de enkelte små tekststykker hver for sig. Men som helhed begynder teksten at træde vande – al anderledeshed og spræl til trods. Og iscenesættelsen kommer til at savne overraskelsesmomenter. 

Dramaturgisk kommer man som publikum til at savne overraskelser, fordi forløbet er en forudsigelig vekslen mellem finurlige tekster, som veksler mellem at blive fremsagt og sunget. Eller sagt mere ligeud: det bliver til sang på sang, der undervejs bliver afbrudt af små talte mellemspil. 

Fikumdik og bananhimmel 

Kjøllmoen mikser tydeligvis bevidst og på mange måder udmærket det nære dagligdags med større filosofiske tanker. Hans sproglige form er også dejlig digterisk og drilsk legende. Det virker altid forfriskende, når ting og fænomener, der synes at komme fra forskellige verdener, kobles sammen. 

Man spidser glad ører, når en dramatiker finder overraskende og ikke forslidte ord for noget, som bryder med den måde, hvorpå det lettest og oftest siges. Når pigen fx ikke spørger sin mor hvor langt (underforstået i meter eller kilometer) der er til Månen, men i stedet ønsker afstanden målt i antallet af elefanter. 

Pigen forestiller sig også fantasifuldt, at hun har hele det store verdensrum inde i sin egen mave – samtlige galakser og stjerner. Hun spekulerer på, hvor alt kommer fra ved frejdigt at springe fra kæden af kloder såsom sol, måne og planeter og derpå videre til mælkebøtter og elefanter. Og hun fabulerer om det forunderlige i, at en lillebitte rød prik kan have skabt hendes storetå. 

Det skaber dirren i ens tankesæt og højner teateroplevelsen, at Kjøllmoen tillige indfletter nonsens og vrøvlerier, som giver pokker i logik. Ord som ”Fikumdik” og snak om ”Bananhimlen nord for Korsør”, snor sig fx mellem tanker om altings opståen, vokseværk, forbudte stigehøjder og slubren i morgenmaden. 

Det er med til at skabe glæde, ordåbninger og billeder på, at fx sådan en gul frugthimmel findes et sted.

Charme og temperament

Det er bestemt ikke, fordi de to medvirkende fattes udstråling og kropslig livfuldhed. Theresa Sølvsteen fremstår som en temperamentsfuld spilopmager. En pige med blikfang og masser af energi. Under den forestilling, jeg så, var hendes pludselige og markante stemningsskift og hendes meget manifeste og frembrusende bevægelser – fx når hun leger pigen med vokseværk – ligefrem i overkanten for nogle af børnene. 

Alice Carreri Pardeilhan balancerer fint sin tredelte gøren. Pardeilhan sidder i baggrunden som musiker til egne i øvrigt meget interessante og rytmisk inciterende kompositioner. Hun agerer med præcision pigens mor. Og hun deltager med poetisk charme sammen med Sølvsteen i spilsekvenser, hvor de sammen funderer over sammenhængen mellem stort, småt og midtimellem. 

Blå almengørende overalls

Det fungerer godt og har en universaliserende effekt, at Sølvsteen og Pardeilhan ikke er naturalistisk klædt som henholdsvis lille pige og mor anno 2021, men i stedet har ens, blå denim overalls og rosa bluser på. 

Og det virker samlende på forestillingens udtryk, at gåden om universets opståen materialiseres via en lillebitte rød kugle, som bliver tryllet rundt på scenen og også transformeres op på bagvæggen som en lysende rød prik, der bevæger sig hen over himmelbuen. 

Sammenlagt er der rigtigt mange fine ingredienser i 'Lillebitte kæmpestor'. Men noget for ensartet og forudsigeligt i både udtryk og indhold gør, at forestillingen – og jeg vil mene det gælder for både børn og voksne – ikke rigtigt bevæger sindet og udfordrer ens vante livsopfattelser.