Af: Kirsten Dahl

12. marts 2023

Muntert underholdningsteater

Kolding Egnsteaters opsætning af ’Karius og Baktus’ er mest af alt munter komik tilsat pædagogisk forklaringskit. Forestillingen savner begrundelse og substantielt bid.

Børnepublikummet, som var talrigt til premieren, råhygger sig. De har en fest, når de to tandtrolde Karius og Baktus hamrer løs på drengen Jens' tænder i deres husbyggeri.

Kolding Egnsteaters teateropsætning er en ret teksttro udgave af Thorbjørn Egners børnebog, som udkom på norsk i 1949 og på dansk i 1958. Det er frem for alt en 'feel good'-forestilling. En tryg og ufarlig forestilling. Ledsagende forældre og bedsteforældre synes også at holde af det meget velkendte og forudsigelige. 

Bestyrelsesmedlem Jakob Tekla Jørgensen præsenterer inden start forestillingen som en, der fokuserer på nogle, der står helt udenfor og som vi skal se, om vi kan komme til at holde af – også selvom de er helt skadelige, og selvom de i første omgang ikke opfører sig pænt. 

Nuvel, det blik kan jeg – omend noget påtaget og med meget god vilje – trække ned over teksten og udtrykket, når man ser de to baryler blive skyllet ud af drengens mund og sejle hjemløse rundt som to små dukker i et avispapirfoldet skib.

 Og måske også opleve i de scener, hvor Jens børster tænder, så alt lakridskonfekt og de labre larver i tændernes mellemrum bliver skyllet bort, og deres boliger bliver støvsuget for alt, hvad der ellers måtte være af søde sager. 

Men egentlig har jeg altid oplevet de to tandtrolde, som sympatiske lige fra begyndelsen – også selvom de laver huller i Jens' mund. 

Sprælske musical-tandtrolde 

Max Emil Nissen og Mikkel Moltke Hvilsom spiller henholdsvis Karius og Baktus med tryk på de letfordøjelige komiske tangenter og med humørspeederen i bund. 

Kvikke i kroppen og storsmilende laver de ballade og løjer. De springer lystigt omkring. De er glade og initiativrige. De udstråler begejstring og de kaster sig ud i alt det forbudte og har lyst til alt, som er vovet, hvis der er sukkerlækkerier i sigte. Og de klør energisk på med deres boligbyggeri. 

Det er derfor helt forståeligt, at børn falder for de to friske fyre, som også er i klædedragter, der er skåret ud af bogen. Karius i blå bukser og rød vest. Baktus i grønne overalls. Begge i stribede trøjer og med strithår. Den førstes sort, den andens ræverødt. 

Man mærker, at de to skuespillere er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet, Fredericia. Deres udtryk emmer af musicalperformance. 

Tandhus-hygge og sej tandbørste 

Scenen er sat for en stor mund. Med lyserødt tandkød og en perlerække af tænder. Alt fra store kindtænder, over spidse hjørnetænder, til små tapper og flade hvide områder. 

Et sted i bunden har Karius lavet et hul og bygget sig et hus inde i en tand. Oppe i en anden mør tand indretter Baktus sig med altankasse og vingummibamse-blomster. 

Børnepublikummet synes det er sjovt, når de hamrer på tænderne, brækker stykker af tænderne, gnasker slik i sig, råber på wienerbrød og nær er ved at få ordene ”rugbrød og gulerødder” galt i halsen. 

Og de bliver imponerede, når en gigantisk stor lyseblå tandbørste med orange børster kommer til syne og snurrer rundt i Jens' mund, mens den sæbeboblende tandpasta 'skummer'. 

Udpenslet og forudsigelig 

Når Jens er ved tandlægen vises det simultant: I den ene side af scenen er indrettet et lille tandlægespot. Jens Hellemann tager her en hvid kittel på, tænder for et kæmpestort legetøjsbor, og frembringer en vandstrålelyd via en kompressor. 

Hellemann akkompagnerer også undervejs med percussion og guitarspil de sange fra bogen, som Karius og Baktus synger. Herudover tager han børnepublikummet lige lovligt pædagogisk ved hånden. Det sker når han indledningsvis – ovenikøbet bærende på en stor bog med originalbogens forside påklistret – sætter sig i en lænestol i et lille hjørne (modsat tandlægehjørnet) indrettet med musikinstrumenter for meget omhyggeligt at introducere historien. Inden hver akt sætter han også ord på, hvad der nu skal ske.

 Det er dobbeltkonfekt, helt unødvendigt og tager brodden fra selve spillet. Også selvom de yngste i målgruppen kun er tre år. Rebekka Lunds iscenesættelse er i det hele taget meget forudsigelig. Karius og Baktus er iscenesat som to trolde, der laver masser af spilopper. Fysisk aktivitet er der masser af. 

Men det alene gør ingen interessant iscenesættelse. Især ikke når vi inden via alle akt-introduktionerne, er blevet fortalt, hvad der kommer til at ske. 

Hvorfor? 

’Karius og Baktus’ er en sikker billetvinder. Børnepublikummets sympati er først og fremmest hos de små ballademagere. Nok hører vi, at Jens' tandpine dulmes efter tandbørstningen. Og forsvinder efter tandlægebesøget (”nu var der en, der var glad, og det var Jens”). Men man mærker det knapt. Fokus er på de to tandtrolde, som vi til sidst hører ”leder efter et nyt tandhul”. 

Så hvad vil forestillingen egentlig sit børnepublikum? Få dem til gerne at ville få børstet tænder? Det har jeg lidt vanskeligt ved at få det til, da forestillingen ikke gør noget overbevisende mærkbart ud af Jens' tandpine. Skal børnene og vi voksne få ondt af de to små skademagere? Skal vi synes de er søde, selvom de er som skadedyr i vores mund? 

Jeg har altid haft vanskeligt ved at forstå bogen – og at den er skrevet af den samme forfatter som også har skrevet ’Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven’ og ’Folk og røvere i Kardemommeby’. Nu her, så mange år efter bogudgivelsen, kan jeg ikke rigtigt kan se relevansen af at sætte bogen op – slet ikke, når det er i så ubearbejdet en form. 

Kolding Egnsteaters ’Karius og Baktus’ er for letkøbt underholdningsteater. Børn på tre år og opefter fortjener mere vitaminholdigt teater. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.