12. december 2021

Mungo Park indtager Vestegnen

Kulturministeriet meddeler, at der er bevilget 2,6 mio. kr. via det såkaldte kulturelle aktstykke (bl.a. overskud fra udlodningsmidlerne) til kunstbevaring, folkedans og teater. Hvad sidstnævnte angår, giver man således et engangstilskud på 600.000 kr., der over de næste tre år skal gå til Mungo Parks arbejde med at tiltrække nye publikumsgrupper, der bor i andre kommuner. 

Mungo Park meddeler, at det statslige engagement betyder, at Albertslund Kommune og Høje Taastrup Kommune nu sætter en proces i gang, som kan sikre et tilsvarende økonomisk bidrag fra hver af kommunerne, så samarbejdet kan accelerere.  

Teatrets ambition med de næste tre års aktiviteter er 'at gøde jorden for et formelt samarbejde omkring egnsteateraftale fra 2025, så det Allerød-baserede teater med anneksscene i Gladsaxe i fremtiden også indtager Vestegnen med opsøgende, nysgerrigt og provokerende samtidsteater', som det hedder i en pressemeddelelse fra teatret. 

'Det er en kæmpe mulighed, som vi får på Mungo Park. Vi har oplevet vidt åbne døre og en stor interesse hos medarbejdere og tilskuere i Albertslund og Høje Taastrup overfor vores forestillinger og vores moderne tilgang til teater. Jeg glæder mig til at rykke scenekunsten tæt på endnu flere tilskuere i Københavns forstæder', lyder det fra teaterchef Anna Malzer  

Aftalen betyder, at de to kommuners borgere i de kommende år vil møde Mungo Parks forestillinger på lokale spillesteder i kommunerne, ligesom teatret aktivt vil arbejde med dialog og opsøgende arbejde i samarbejde med kommunernes institutioner. 

Mungo Parks primære aktiviteter vil fortsat finde sted i Allerød, hvor Allerød Kommune i øjeblikket i samarbejde med teatret er i gang med at udvide og modernisere teatersal og produktionsfaciliteter. Det er udløberen af et kommunalt finansieret projekt til 22,5 mio. kr.

Mungo Park har gennem mange år arbejdet ihærdigt på at udvide sit egnsteaterdomæne. Pt. indgår Gladsaxe Kommune altså i porteføljen (og har gjort det siden 2017), og tidligere har man haft samarbejder med bl.a. Hillerød, Lyngby-Tårbæk og Herlev kommuner, ligesom man har haft kig på tilhørende egnsteateraftaler så langt væk som i Jylland. Nævnes skal så også det tidligere 'søsterteater' Mungo Park Kolding (åbnet 2008), der efter lokalpolitiske rumlerier og lukningstrusler sidste år reddede eksistensen og nu fortsætter under navnet  Kolding Egnsteater.

(Billedet: Mungo Park er egnsteater i Allerød Kommune, men har også filial i Gladsaxe Kommune og nu forventes Albertslund og Høje-Taastrup på sigt at indgå i et tilsvarende egnsteaterforhold. Foto: Mungo Park)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne