16. december 2022

Mozart på skemaet for 5. klasser over hele landet

Skoleelever i hele Danmark mærker for tiden Mozarts ’Tryllefløjten’ på egen krop og klasse. Det sker med deltagelse i den landsdækkende workshop ’En Fortryllende Dag’, hvor teaterforeninger, lokale folkeskoler og Den Jyske Opera samarbejder om at åbne døren ind til operaens verden.

Der afholdes 37 workshops på 34 skoler i 22 byer, hvor eleverne, primært i 5. klasse, inviteres til at skabe og opføre deres egen opera, hvorefter de kan invitere deres voksne med i det lokale teater for at se Mozarts ’Tryllefløjten’. 

Med ’En Fortryllende Dag’ giver Den Jyske Opera eleverne et kreativt rum for indtryk og udtryk Børnene møder kunst i form af både Mozarts fantastiske værk og arbejdet i klasserummet med æstetik, konkret musik, sang og drama samt kunstneriske arbejdsprocesser.

’Vi er rigtig glade for, at vi med støtte fra A.P. Møller Fonden i et bredt samarbejde med teaterforeninger og skoler landet over kan bidrage til, at børn får mulighed for at bruge kunsten og kunstoplevelser i både deres egen og i fællesskabets følelsesmæssige udvikling. Børn har også ret til at sætte et kulturelt aftryk på verden’, lyder det fra Lene Juul Langballe, der er 
udviklingschef på Den Jyske Opera.

Mens børnene laver deres egen opera i skolen, turnerer Den Jyske Opera sammen med landsdelsorkestrene rundt i hele landet med familieforestillingen ’Tryllefløjten’ i perioden 2. februar-18. marts. Se turneplan: https://jyske-opera.dk/media/4904/tryllefløjten-turnéplan.pdf

’Tryllefløjten’ havde førsteopførelse 30. september 1791 på Theater auf der Wieden i Wien og har siden erobret den ganske verden og generationer i alle aldre.

Den Jyske Operas aktuelle opsætning er rettet mod familier, er forkortet til syv kvarter inkl. pause og opføres på dansk. Med stort orkester og sangere.

Se mere her: https://jyske-opera.dk/kalender/tryllefløjten

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne