DEBAT
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020
23-02-2020
19-02-2020

Kunstnerkollektivet Vontrapp: Syndfloden

Efter at have flyttet rundt på ting og mennesker i en times tid, får Kunstnerkollektivet Vontrapp med publikums hjælp stablet en konstruktion på benene, som godt kunne lige et skib a la Noas ark. Pr-foto

Moster-aerobic og en surmulende verdensleder

01-08-2020
Der er få øjeblikke i Kunstnerkollektivet Vontrapps performanceforestilling ’Syndfloden’, hvor vi faktisk stiller os selv vigtige spørgsmål. Resten af tiden er forestillingen meningsløst teater, der skræmmer nysgerrige publikummere væk fra performancegenren.
FAKTA
Kunstnerkollektivet Vontrapp: Syndfloden -

Idé, dramaturgi og koncept: Kunstnerkollektivet Vontrapp. Instruktør: Astrid Hansen Holm. Medvirkende: Andrea Deres, Carolina Bäckman, Sofia Karlsson, Ellesiv S. Vestreim, Inese Grante og Jørgen Ølund. Komponist og lyddesigner: Sandra Boss. Arkitekt: Ina Hjorth Jacobsen. Billedkunstner: Katrine Würtz Hansen. Kostumedesign: Nanna Katharina Jensen og Katrine Würtz Hansen. Koreografi: Fanclub danserkollektiv. Aldersgruppe: fra 7 år. Varighed: 60 minutter. Set 30. juli 2020 på Passage Festival i Helsingør. www.kunstnerkollektivet-vontrapp.dk 

Denne anmelder forlader tørdokken på M/S Museet for Søfart i Helsingør med et venligt smil og et høfligt nik til en billetkontrollør. Det skal maskere en buldrende vrede over forestillingen ’Syndfloden’ af Kunstnerkollektivet Vontrapp, som spiller på Passage Festival.

For sjældent er en time blevet brugt på noget så intetsigende. Det havde været væsentligt mere åndsrigt blot at sætte sig på havnekanten og stirre ud i horisonten som en anden Ole på en knold. I stedet ender vi med at stå med blå sikkerhedshjelm og gule gummihandsker på, holdende en appelsin i den ene hånd og en dåsesodavand i den anden hånd, mens vi udfører moster-aerobic i pæne kolonner.

’Syndfloden’ er performance på den gammeldags facon. Men selv da performance-genren var ny, og man blev udsat for mystiske happenings både hid og did, så var der dog en mening med galskaben. Her virker det, som om Kunstnerkollektivet Vontrapp har fået en (velsagtens god) idé, sendt fondsansøgningerne afsted, fået tilsagn om støttemidler, og siden da glemt at udvikle idéen til en egentlig forestilling. Og pludselig en dag stod publikum og ventede, og så måtte man jo vise, hvad man havde at vise.

Tingene trækkes i langdrag

De første 20-30 minutter går med, at vi står oppe på grundniveau og kigger ned i museets gård, hvor performerne bevæger sig rundt og lægger rekvisitter ud på jorden. I begyndelsen, hvor en enkelt mand langsomt trækker et kabel ud, virker det industrielt og udtryksfuldt. Ikke mindst med Sandra Boss’ udmærkede lyddesign af elektronisk ambientmusik.

Men da der efterhånden bliver placeret både en trappestige, spande med appelsiner, små og store træskafter, metallægter og uendeligt meget tovværk, begynder tørdokken at ligne en forladt gøglerskole.

Og nu er det vores tur til at bevæge os. Vi følger den sure tropsfører, kaldet Verdenslederen, i rødt, futuristisk hunnerkriger-lignende tøj hen til trappen og ned i tørdokken. Herfra er resten af forestillingen mest et koordineringsarbejde for performerne. Med mimik og gestik signalerer de, hvor vi skal stå, og hvad vi skal gøre.

Det er Verdenslederens soldater i Kansas-blå kostumer, der guider os. De er også stramme i betrækket, men de smiler og nikker venligt, som en flykabinemedarbejder, når de kan se, at vi ikke er sikre på, om vi gør det rigtigt. Til sidst får vi i fællesskab rejst noget, der med lidt fantasi godt kunne ligne et skib. Måske især for de gratister, der står oppe ved gelænderet og kunne se hele konstruktionen oppefra, hvis de altså ikke for længst var gået af ren og skær kedsomhed.

Vi kæmper med autoritetstroen

Her slutter forestillingen. Netop som det så ud, som om vi endelig var klar til at gå i gang. Titlen ’Syndfloden’ henviser naturligvis til dén passage i Bibelen, hvor Vorherre beslutter sig for at begynde på en frisk ved at udrydde alt andet, end det gode og retfærdige. Syndfloden kan altså betragtes som både en begyndelse og en slutning.

Om det også var tanken hos Vontrapp, er ikke til at sige. I hvert fald bliver slutningen en begyndelse. Og da vi endelig forstår, at forestillingen er slut (fordi de medvirkende er gået), og vi efterhånden overvinder respekten for autoriteten i rødt, begynder vi at lægge rekvisitterne fra os og drysse afsted fra skuepladsen igen.

Forestillingens bedste side er, at den får os til at stille spørgsmål til os selv. Ville vi adlyde en leder under en krisesituation? Ville vi kunne arbejde sammen? Bygger vi arken, fordi vi er nødt til det, eller fordi nogle siger, at vi er nødt til det?

Det er ikke uden relevans i en coronatid, men det er absolut ikke den bedste måde at stille den slags spørgsmål på. For det fungerer kun i de par minutter, hvor vi står og kigger forvirret på hinanden; hvor nogle klapper og begynder at tale sammen, mens andre stadig står og udfører den opgave, de er blevet sat til. Resten af tiden er forestillingen lige dele byggerod, rytmisk gymnastik og tankeløst teater.

Performancegenren kan noget, som andre scenekunstformer ikke kan. Men den bliver ofte skudt i skoene at være for arty-farty og ekskluderende. Det skyldes forestillinger som ’Syndfloden’. Hvis nye performancepublikummer begynder her, kan denne anmelder ikke bebrejde dem, at de aldrig kommer tilbage igen.

Af: Morten Hede
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Syndfloden
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

03-08-2020

01-08-2020

14-07-2020

20-06-2020

13-06-2020

12-06-2020

09-06-2020

06-05-2020

17-03-2020

02-03-2020

15-02-2020

11-02-2020

03-02-2020

28-01-2020

19-01-2020

12-01-2020

20-12-2019

17-12-2019

05-12-2019

03-12-2019

02-12-2019

30-11-2019

29-11-2019

28-11-2019

27-11-2019

26-11-2019

24-11-2019

23-11-2019

22-11-2019

20-11-2019

19-11-2019

18-11-2019

13-11-2019

11-11-2019

05-11-2019

25-10-2019

11-10-2019

09-10-2019

07-10-2019

02-10-2019

Flere anmeldelser