DEBAT
07-06-2022
24-05-2022
21-03-2022
17-03-2022
10-03-2022

Sofie Krog Teater: Quacksalver

David Faraco skruer humor og mimik op på højeste blus som kvaksalveren Mr. Q. Foto: Sofie Krog Teater

Morsomt kvaksalveri

25-04-2022
Sofie Krog Teaters ’Quacksalver’ driver for fuld skrue gæk med nutidsmenneskets tilbøjelighed til at underlægge sig alskens mirakelkure i håb om bestandig sundhed og evig ungdom.
FAKTA
Sofie Krog Teater: Quacksalver -

Idé, historie, tekst og instruktion: Sofie Krog og David Faraco. Dukkebygger: Sofie Krog. Scenografi: David Faraco. Musik: Cuco Pérez. Sange og lydunivers: Sofie Krog. Skuespiller og dukkefører: David Faraco. Aldersgruppe: fra 5 år. Varighed: 30 min. Set 2. april 2022 på Aprilfestival i Esbjerg. www.sofiekrog.com

To kannibaler tager en luns af vidundermiddel-mager Mr. Q's ene ben. Selv er han storstilet misbruger af sit eget-producerede ”hold dig ung og rørig”-middel. En dråbemikstur, som Mr. Q lancerer og sælger under navnet ”Wonder Tonic” og mottoet ”An easy way to a perfect life” (En nem vej til et perfekt liv). 

Det er tvingende nødvendigt, at de hemmelige ingredienser bliver blandet i den rette atmosfære og uden nogen som helst fejltagelser, som det humoristisk udtrykkes. 

Dråberne viser sig imidlertid at være totalt opreklamerede at dømme ud fra Mr. Q stadigt mere skrantende helbred. Effekten er totalt modsat det lovede.

Heftig humor

Dråbebedraget er åbenlyst og vi aner det på forhånd. Det ligger i forestillingens titel og det siver bevidst ud gennem spillets vidtåbne sprækker. ’Quacksalver’ er fis og ballade eller mere præcist en tyk parodi eller vild parafrase over tidens latterlige og undertiden nyttesløse dyrkelse af fitness og tidens sygelige afstandtagen fra tegn på aldring, så som hårtab, slap hud og deller. 

Duoen Sofie Krog og David Faraco, som her stort set står for alt i ’Quacksalver’, har fundet den fejekostbrede pensel frem efter devisen 'hvorfor nøjes med lidt, når overdrivelse ikke blot fremmer forståelsen, men også masserer lattermusklerne'.

Børn som voksne er godt underholdt. Vi voksne som længst tid har levet med de absurde livsværdi-misforståelser, og børnene, der som flest først finder grinet frem, da dukkespillet går i gang. Den engelsktalte intro uden objekter begriber de næppe meget af. Detaljerne går sandsynligvis fløjten for de fleste – i al fald for de yngste i målgruppen. 

Kropsdynamik og sikker dukkeføring 

Hvis vejrliget tillader det, spiller ’Quacksalver’ udendørs med den åbenhed, det giver. På den næsten vinterkolde Aprilfestival i Esbjerg var forestillingen fornuftigt nok flyttet indenfor. Med ribber som bag- og sidekulisse i gymnastiksalen på Danmarksgade Skole fungerede den fint. Varmt og med den intimitet, der lettere opstår i et lukket rum. 

I Sofie Krogs dynamiske iscenesættelse forstår David Faraco med en gummielastisk mimik og et humoristisk kropssprog at performe Mr. Q – en mandsperson som må siges at gennemgå mange prøvelser og forvandle sig hastigt fra vital til meget svækket mandsling. Som dukkefører er han også præcis i sin frembringelse af fornøjelige dukkespilscenerier. 

Storm P'sk spillevogn

En central ingrediens er også den besynderligt indrettede Storm P-agtige trækvogn, som handlingen udspiller sig rundt om og i. Det er en herlig vogn i flere etager. Nederst lige ovenfor hjulene er et bladpolstret rum ensbetydende med det bur, hvor et krapyl af et vredt rødt væsen med hang til gulerødder holder til.

Uhyret viser sig også være et, hvorfra man kan udvinde væsker, der giver mennesker en ekstraordinær vitalitet. Etagen ovenover rummer små skuffer i forskellige størrelser. Skuffer, som Mr. Q opbevarer sine små flasker med mirakeldråber i. Fra toppen af vognen kan et klæde skydes i vejret via nogle metalfjedre. 

Øverst på kanten af klædet vises en stormfuld sejlads, der bringer hele vognen til at vugge. En tropisk ø i Stillehavet med percussion-spillende palmer og kannibaler, der ser drabelige ud med deres træsnits-udskårne furede ansigter, er der også plads til. 

Herlig omvendt humor

Kannibalerne bliver morsomt skrækslagne, da de får øje på den i vores øjne meget normalt udseende Mr. Q, som stormen har skyllet i land. 

Efter en halv time i selskab med kvaksalver Mr. Q har man fået rusket godt i lattermusklerne og tillige fået et fint eksempel på, hvordan dukketeater kan tage sig ud i professionelle hænder, når formålet er at lave kvalificeret og særegent spas

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Quacksalver
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1234567891011121314151617181920

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

08-03-2018

07-03-2018

Flere anmeldelser