Morfar-jokes og mænd i dametøj

Historien er ny hvert år, men formen ligger fast. The Crazy Christmas Cabaret er med sine 37 år på bagen blevet en hel institution i dansk teaterliv og Vivienne McKee nærmer sig vel efterhånden kultstatus.

Det er dermed også et traditionsbundet og ualmindeligt trofast stampublikum, der støtter op om cabaretens vante koncept, der i stil og udtryk flirter ikke så lidt med, hvad man kunne betegne som en campet skolekomedie. 

Same procedure as last year

Scenografien er holdt enkel og kostumerne er karikerede som veritabel udklædning. Monty Python og Dame Edna har ikke levet forgæves, men mest sender man bakkesangerinder og Cirkusrevy kærlige tanker undervejs i dette morads af mænd i dametøj, publikumsmedvirken og dansk/engelske ordspil á la ’ She did it in a fart’, ’I have a pudsig thought’ og ’We look like each other on the prick’. 

Fromme mænds syndige lyster og dertilhørende penisjokes skorter det selvfølgelig heller ikke på, og som et ekstra krydderi i år, er der et væld af åbenlyse og mere subtile Beatles-referencer undervejs.

Fortællerammen halter dog noget, og Brexit bliver halvt glemt undervejs i den absurde fortolkning af 'De Tre Musketerer', der byder på et hav af figurer og indfald. Digressionerne vil faktisk ingen ende tage, og hvad der starter med i hvert fald ideen om et plot, fortoner sig efterhånden fuldstændigt. 

Ikke at det anfægter et livstykke som Vivienne McKee, der kan slippe afsted med hvad som helst overfor sit taknemmelige publikum. Deriblandt at redde det hele smukt i land henimod slutningen: 

’It’s a mess! An endless story – just like Brexit’, proklamerer hun til kæmpe latterbrøl fra hele Glassalen. Voila! Så er den ged ligesom barberet.

Tragedy tomorrow – comedy tonight

Selvom alt synes tilladt, er det hele dog ganske harmløst og aldeles ufarligt. Humoren er i ældre revy-stil, og man fristes til at skrive uden kant, men både MeToo og Frankrigs gule veste får da et par dask. En del bogstavforvirring omkring LGBT, der både bliver til DSB og G&T, morer også publikum kosteligt. 

Humor-mæssigt føler undertegnede sig nemt lidt ved siden af målgruppen og læner sig nysgerrigt, lettere vantro tilbage og prøver at tage det hele ind. Og der er virkelig blevet plads til lidt af hvert. 

Højdepunkterne for denne anmelder var afstikkeren til Trump, der ret vittigt forvandles til Boris Johnson ved blot at ugle sit hvide parykhår. Og Katrine Falkenberg, der rent faktisk kan synge, som skøn Les Miserable-diva, i en cheek-in-tongue klagesang over sit køns kår.

Vi skal længere ned

Det hele er noget rod og i længden – ja noget langtrukkent, med de mange gentagelser af den samme type jokes. Eksempelvis er Andrew Jeffers alene på grund af sin anseelige størrelse vild som madamme i fuld makeup, men den ’pointe’ får også så mange gange i manegen med den ene mere vanvittige robe efter den anden, at det er helt skamløst. Og salen er med hele vejen. Det er ganske mageløst.

Faktisk er mange ting så platte, at det næsten burde være forbudt overhovedet at opføre, og det er vel i virkeligheden det, der er kvaliteten ved The Crazy Christmas Cabaret. Det er netop fordi, der ikke er noget nedre niveau, at det bliver ustyrlig sjovt. At elskerinden hører forkert og kaster en kat ud til sin musketer i stedet for den hat, han beder om – det er så åndsvagt, at alle i salen elsker det, så tårerne triller.

Summa summarum

Det er, hvad det er, men det skal næsten opleves, for når man sidder der med forbehold og elsker at hade lidt på det hele, ja så sker det hverken værre eller bedre, end at stemningen begynder at smitte.

Pludselig fanger man sig selv i at grine med på disse morfar-jokes, og selvom det hele er for plat og for rodet, så er The Crazy Christmas Cabaret samtidig charmerende dårlig humor i bedste forstand – og lidt af en tidslomme.