Mor er død – hvad gør vi nu?

Mor ligger død på gulvet. Diskret pakket ind i et tæppe. Bekymrer det hendes tre børn? Næh, øjensynlig ikke. De er mere optaget af, om de kan fortsætte livet i det lille hus langt ude på landet, uden at nogen opdager, at de pludselig er blevet forældreløse.

Ja, for fædre er der ikke meget af i denne historie. Tre børn og tre fraværende fædre. Familiepleje, institutioner og andre ubehageligheder lurer for de tre børn, hvis myndighederne opdager noget. Så det skal de bare ikke!

En emsig nabo holdes fra livet så godt som muligt, lige som undrende telefonsamtaler fra skolen og andre afværges med succes. Imens ligger mor i spisekammeret – her er nemlig dejlig koldt, så hun kan holde sig – mens ugerne bliver til måneder, og de tre børn får hverdagen til at lykkes med større eller mindre held.

Lyder det morbidt? Det er det bestemt ikke. Dramatikeren Thomas Howalts tekst er en kontant, men også meget indlevet historie om overlevelse på trods.

Tonen er ligefrem, på grænsen til det rå, men på den særlige måde, som børn ofte besidder – hvorfor ikke bare sige tingene, som de er? Og så løfter teksten i hele sin eminent aflyttede virkelighed sig undervejs ubesværet op over det dagligdags i en række erindringsglimt, hvor de tre børn på skift træder ud af køkken-naturalismen for at fortælle os om deres fortid, frygt og forhåbninger.

Stærkt spil

Det er den ene suveræne side af denne forrygende forestilling. At den på samme tid loyalt skildrer forholdet mellem de tre børn og evner at perspektivere det for os. At den formår at vise os hverdagen og eventyret på én gang. Det er her, man for alvor mærker, at det er en dramatiker, der er på spil, og ikke bare et kamera, der kritikløst gengiver alt, hvad det ser.

Det andet, der gør denne forestilling så stærk, er spillet. Instruktøren Robert Parr evner som få at lokke ægtheden frem i de tre unge og meget velvalgte skuespillere. Rosa Sand Michelsen som storesøster Donna – vel omkring 14 år – med kærestesorgerne gemt lige under den kontante facade, Marie Vestergård Jacobsen som mellemste-søsteren Rianne – sort, sej og punkeragtig – og endelig Marius Bjerre Hansen som den 11-årige lillebror Plet, tegnet med indtagende drenget oprigtighed.

Der er ikke en falsk tone i spillet mellem de tre, uanset om de bider af hinanden eller holder sammen mod den truende omverden. Hvad enten de taler kontant om moderens lig, der er ved at gå i opløsning, skændes om den evige spaghetti-middag, som er det eneste, de kan finde ud af at lave, eller taler om de fædre, der aldrig for alvor har været der for dem, er vi totalt opslugt af dem og det, de siger.

Tiden flyver af sted, og selv om 70 minutter umiddelbart kunne virke som lang tid for målgruppen på de umagelige teaterbænke, er der ikke ét minut, der kunne undværes.

Man kan indvende, at slutningen måske er for let. For selvfølgelig bliver moderens død opdaget til sidst. Naboen, den joviale og lidt geskæftige altmuligmand Fleinert, spillet gemytligt og med god tyngde i kroppen af Basse Dam, ender naturligvis med at ane uråd. Og her stopper vi så. Med en smuk afsked med moderen.

Hvad der siden sker, får vi ikke at vide. Men sådan må det gerne være med eventyr – og ‘Hemmeligheden’ er, trods al sin sublime virkelighedsnærhed, et eventyr. Af de grumme og livsbekræftende.