Monsterskøn moster

Mostre er noget særligt. Mostre kan tillade sig en masse, simpelthen fordi de går ud fra, at de har en speciel fortrolighed med én, nu hvor de er søstre til ens mor.

Selv har jeg aldrig haft en moster. Men jeg ville gerne have haft en. Og det måtte rigtig gerne være sådan en finurlig moster som i forestillingen 'Mosters Monster'.

For skuespilleren Linda Fallentin har lige akkurat sådan en slagkraftighed og overvældende kraft i rollen som ’Moster’ med kæmpekjole og rødt hår og grønne briller, at man slet ikke kan lade være med at føle sig lige så nervøs som en syv-årig, der skal sove hos Moster – også selv om han ikke tør.

Skuespilleren Stephan Vernier spiller i hvert fald en genkendeligt nervøs ’Carlo’, der overhovedet ikke er tryg ved situationen. Og han viser fint, hvordan bange børn kan finde på alt muligt ved sengetid, bare for at trække det uhyggelige lidt ud.

Mosters kur

’Der er slet ikke noget at være bange for,’ påstår den imposante Moster. Men det er der jo. Det kan vi alle sammen mærke nede på tilskuerpladserne. Og der går ikke længe, før vi finder ud af, at denne moster ikke nødvendigvis gør det, hun siger – eller holder det, hun lover.

Hun har i hvert fald sin helt egen, anarkistiske kur mod en mørkeræd dreng og hans angst for monstret i skabet. For sådan et har hun selvfølgelig også, denne moster: Et frygtindgydende monster.

Scenen er tom

'Mosters Monster' er en munter komedie for skolestarterne, der netop udadtil prøver at være så seje, mens de stadig indeni er bittesmå.

Samtidig er det desværre også en temmelig flad farce, der ikke virker synderligt elegant skruet sammen. Scenerne kommer noget klodset efter hinanden i den bastante iscenesættelse af den koreansk-amerikanske instruktør Andrew Kim fra den engelske teatergruppe Thingumajig.

Nogle gange er scenen endda helt tom på bedste amatørvis, fordi både Moster og Carlos er ude efter et eller andet; her ville en dramaturg have gjort underværker.

Scenografien består desuden af uopfindsomt turnégrej, desværre uden den nødvendige mørkelægning langs siderne. Og skuespillerne bærer mærkelige halvmasker, så kinderne strutter karikeret.

Gule paraplyer

Det ærgerligste er dog, at iscenesættelsen mangler timing. Der er ingen, der rigtig griner, selv om begge skuespillere er ret morsomme – simpelthen fordi timingen er forkert.

Samtidig er spillestilen bevidst holdt i en slags revystil eller nærmest engelsk dragcomedy, men uden at munterheden følger med.

Ikke engang et typisk, løsrevet revynummer med gule paraplyer fungerer optimalt. Og de indlagte sangnumre er ikke just velegnede for målgruppen: Omkvædet ’Som monsterjæger / ku’ jeg gøre karriere’ er i hvert fald næppe indlysende for de 5-10 årige.

Slutkoreografien virker heller ikke just naturlig.

Helt okay

Men jo. Om ikke andet så bliver 'Mosters Monster' et herligt møde med erkendelsen af, at vi alle sammen er lidt bange for et eller andet. Det kan både være mørke, men også edderkopper eller noget helt andet.

Pointen er, at det er helt okay. Også selv om man ikke kun er bange, men faktisk dirrende og rystende og skælvende hunderæd.