DEBAT
13-04-2014
12-04-2014
10-04-2014
03-04-2014
02-04-2014
01-04-2014
30-03-2014
29-03-2014

Zangenbergs Teater: Hr. Klovn

Torkild Lindebjerg undersøger selve klovnens væsen i ’Hr. Klovn’ på Zangenbergs Teater. Foto: Bjarne Stæhr

Mon børn også drømmer om klovnen?

30-09-2009
Torkild Lindebjerg lukker børnene ind i klovnens univers med skøn enfoldighed i en forestilling, der dog savner en mere overbevisende dramaturgi.
FAKTA
Zangenbergs Teater: Hr. Klovn - Tekst: Torkild Lindebjerg og Jacques Matthiesen. Instruktion: Jacques Matthiesen. Scenografi: Christian Q. Clausen. Musik: Ole Høyer Hansen. Medvirkende: Torkild Lindebjerg. For børn på 3-9 år. Set i september. Spiller til 23. okt. 2009. www.zangenbergsteater.dk

En virkelig klovn er ikke at spøge med. Han er barnlig og klodset, men han er også raffineret og udspekuleret. Han har set ondskaben, og han har mærket hånen på egen krop. Derfor kan han give den videre. Og netop derfor kan han også savne kærligheden...
Det er den slags store følelser, som forestillingen ’Hr. Klovn’ vækker. På Zangenbergs Teater spiller Torkild Lindebjerg en udsøgt solo, hvor hele klovnens liv og længsel kapsles ind i en lille stue, som klovnen træder ind i – og forlader igen. Fint stiliseret er det hele, for Christian Q. Clausens scenografi har ingen vægge. Stuen er bare et sted, man kan forestille sig, fordi der er en dør og et vindue på væggene - og et bord, et tv og et skab. Og ikke mindst en hemmelig og meget magisk kiste på gulvet. (At så det sorte stofmørke mellem tingene er lovligt hjemmesnedkereret i denne visuelt avancerede børneskærmverden, det får så være.)

Hvor er nøglen?
Torkild Lindebjerg er en garvet performer. Han kan sin timing, og han kan mærke ungerne, uanset hvor meget han står med ryggen til eller stirrer på sine sko. I lang tid spiller han helt ordløst. Kun hans krop taler, og han bruger fint sin forbavselsesmimik til at lade børnene føle sig som meget klogere end ham. Muntert og enkelt.
Hvor blev nøglen af? Hov, den tabte han. Hvor blev ballonen af? Hov, den puttede han ned i bukserne. Ungerne hviner af fryd, fordi de synes, han er så glemsom og så fjollet. Alt er, som det skal være. Da han tager sine fødder op af de kæmpestore klovnesko, og det viser sig, at han har helt almindelige snørresko på indeni, vil jublen ingen ende tage.

Hvad er baked beans?
Så åbner han vinduet og hører jazzmusik fra gaden. Og han åbner skabet, hvor der viser sig at stå rækkevis af helt ens dåser – med baked beans. Ungerne er måske snarere er vant til øko-bønner fra Årstiderne end til den til amerikanske tomatsovsvariant, men de synes i hvert fald, at det er ulækkert, at han vil spise maden direkte fra dåsen, endda sådan skåret i stivnede skiver. De er faktisk med på, at han drikker tepose-te og får køkkenmaskinerne til at eksplodere undervejs. Men dramatisk set er det er lidt postuleret.
Til gengæld forstår ungerne godt, at han er vild med at se tv, også selv om han vender skærmen, så de ikke kan se den. Men da lydkulissen forvandler sig til cowboyfilmslyde og Debussy, står de af. Og da klovnen undervejs bliver mere og mere frankofil og mumler franske gloser og spørger sig selv ’qu’est-ce que tu fais la?’ og siger ’impossibile’, så bliver det altså mærkeligt. De synes tydeligvis, at han var bedre til tegnsprog.

Hvem stjal magien?
’Hr. Klovn’ er en fin lille undersøgelse af klovnen som ensom eksistens. Det er også en modigt nøgen forestilling om en mand på en scene. Men dramaturgisk er Torkild Lindebjerg og Jaques Matthiessens handling for langstrakt i starten og for børneligegyldig i sidstedelen. Som om historien har udviklet sig, så den ikke længere behøvede at bo i den lille stue, fordi den alligevel er endt med at foregå klovnens fantasi om manegen. Desuden blev scenografiens vigtigste møbel – den magiske kiste – først brugt rigtigt til allersidst, hvor pointen kom til at blive uklar. I slutningen begyndte nemlig en ny historie, der så ud til at kunne blive meget smuk, hvis den altså måtte folde sig ud. Også selv om denne klovns assisterende elefant næppe var fra Benneweis.
Soloteater er det sværeste, og Torkild Lindebjerg har virkelig krammet på sine tilskuere. Han får ungerne til at dvæle ved øjeblikket, og han forærer dem en eftertænksomhed, som er smuk. Derfor er det ærgerligt, at forestillingens spænding daler, netop som ungerne er mest tændte. Også fordi forestillingen faktisk lader til at ramme den store målgruppe mellem de 3-årige og de 9-årige, hvilket ellers er noget nær af en umulighed.
Men det er måske netop det, som urklovnen kan: Tryllebinde alle med hang til fantasiudflugt.

Af: Anne Middelboe Christensen
FLERE ANMELDELSER
12345678910111213141516171819

23-08-2014

20-08-2014

17-08-2014

14-08-2014

11-08-2014

08-08-2014

02-08-2014

28-07-2014

21-07-2014

16-07-2014

14-07-2014

12-07-2014

10-07-2014

30-06-2014

27-06-2014

25-06-2014

23-06-2014

18-06-2014

15-06-2014

13-06-2014

11-06-2014

09-06-2014

06-06-2014

03-06-2014

01-06-2014

30-05-2014

28-05-2014

26-05-2014

24-05-2014

22-05-2014

20-05-2014

18-05-2014

16-05-2014

14-05-2014

12-05-2014

09-05-2014

07-05-2014

05-05-2014

03-05-2014

01-05-2014

Flere anmeldelser