DEBAT
27-08-2015
26-05-2015
12-05-2015
07-05-2015
05-05-2015
04-05-2015
01-05-2015
30-04-2015
29-04-2015
28-04-2015

Zangenbergs Teater: Hr. Klovn

Torkild Lindebjerg undersøger selve klovnens væsen i ’Hr. Klovn’ på Zangenbergs Teater. Foto: Bjarne Stæhr

Mon børn også drømmer om klovnen?

30-09-2009
Torkild Lindebjerg lukker børnene ind i klovnens univers med skøn enfoldighed i en forestilling, der dog savner en mere overbevisende dramaturgi.
FAKTA
Zangenbergs Teater: Hr. Klovn - Tekst: Torkild Lindebjerg og Jacques Matthiesen. Instruktion: Jacques Matthiesen. Scenografi: Christian Q. Clausen. Musik: Ole Høyer Hansen. Medvirkende: Torkild Lindebjerg. For børn på 3-9 år. Set i september. Spiller til 23. okt. 2009. www.zangenbergsteater.dk

En virkelig klovn er ikke at spøge med. Han er barnlig og klodset, men han er også raffineret og udspekuleret. Han har set ondskaben, og han har mærket hånen på egen krop. Derfor kan han give den videre. Og netop derfor kan han også savne kærligheden...
Det er den slags store følelser, som forestillingen ’Hr. Klovn’ vækker. På Zangenbergs Teater spiller Torkild Lindebjerg en udsøgt solo, hvor hele klovnens liv og længsel kapsles ind i en lille stue, som klovnen træder ind i – og forlader igen. Fint stiliseret er det hele, for Christian Q. Clausens scenografi har ingen vægge. Stuen er bare et sted, man kan forestille sig, fordi der er en dør og et vindue på væggene - og et bord, et tv og et skab. Og ikke mindst en hemmelig og meget magisk kiste på gulvet. (At så det sorte stofmørke mellem tingene er lovligt hjemmesnedkereret i denne visuelt avancerede børneskærmverden, det får så være.)

Hvor er nøglen?
Torkild Lindebjerg er en garvet performer. Han kan sin timing, og han kan mærke ungerne, uanset hvor meget han står med ryggen til eller stirrer på sine sko. I lang tid spiller han helt ordløst. Kun hans krop taler, og han bruger fint sin forbavselsesmimik til at lade børnene føle sig som meget klogere end ham. Muntert og enkelt.
Hvor blev nøglen af? Hov, den tabte han. Hvor blev ballonen af? Hov, den puttede han ned i bukserne. Ungerne hviner af fryd, fordi de synes, han er så glemsom og så fjollet. Alt er, som det skal være. Da han tager sine fødder op af de kæmpestore klovnesko, og det viser sig, at han har helt almindelige snørresko på indeni, vil jublen ingen ende tage.

Hvad er baked beans?
Så åbner han vinduet og hører jazzmusik fra gaden. Og han åbner skabet, hvor der viser sig at stå rækkevis af helt ens dåser – med baked beans. Ungerne er måske snarere er vant til øko-bønner fra Årstiderne end til den til amerikanske tomatsovsvariant, men de synes i hvert fald, at det er ulækkert, at han vil spise maden direkte fra dåsen, endda sådan skåret i stivnede skiver. De er faktisk med på, at han drikker tepose-te og får køkkenmaskinerne til at eksplodere undervejs. Men dramatisk set er det er lidt postuleret.
Til gengæld forstår ungerne godt, at han er vild med at se tv, også selv om han vender skærmen, så de ikke kan se den. Men da lydkulissen forvandler sig til cowboyfilmslyde og Debussy, står de af. Og da klovnen undervejs bliver mere og mere frankofil og mumler franske gloser og spørger sig selv ’qu’est-ce que tu fais la?’ og siger ’impossibile’, så bliver det altså mærkeligt. De synes tydeligvis, at han var bedre til tegnsprog.

Hvem stjal magien?
’Hr. Klovn’ er en fin lille undersøgelse af klovnen som ensom eksistens. Det er også en modigt nøgen forestilling om en mand på en scene. Men dramaturgisk er Torkild Lindebjerg og Jaques Matthiessens handling for langstrakt i starten og for børneligegyldig i sidstedelen. Som om historien har udviklet sig, så den ikke længere behøvede at bo i den lille stue, fordi den alligevel er endt med at foregå klovnens fantasi om manegen. Desuden blev scenografiens vigtigste møbel – den magiske kiste – først brugt rigtigt til allersidst, hvor pointen kom til at blive uklar. I slutningen begyndte nemlig en ny historie, der så ud til at kunne blive meget smuk, hvis den altså måtte folde sig ud. Også selv om denne klovns assisterende elefant næppe var fra Benneweis.
Soloteater er det sværeste, og Torkild Lindebjerg har virkelig krammet på sine tilskuere. Han får ungerne til at dvæle ved øjeblikket, og han forærer dem en eftertænksomhed, som er smuk. Derfor er det ærgerligt, at forestillingens spænding daler, netop som ungerne er mest tændte. Også fordi forestillingen faktisk lader til at ramme den store målgruppe mellem de 3-årige og de 9-årige, hvilket ellers er noget nær af en umulighed.
Men det er måske netop det, som urklovnen kan: Tryllebinde alle med hang til fantasiudflugt.

Af: Anne Middelboe Christensen
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

02-09-2015

31-08-2015

28-08-2015

26-08-2015

24-08-2015

21-08-2015

19-08-2015

17-08-2015

14-08-2015

12-08-2015

09-08-2015

07-08-2015

12-07-2015

03-07-2015

29-06-2015

27-06-2015

25-06-2015

23-06-2015

21-06-2015

19-06-2015

17-06-2015

15-06-2015

13-06-2015

11-06-2015

10-06-2015

08-06-2015

06-06-2015

04-06-2015

03-06-2015

01-06-2015

30-05-2015

28-05-2015

26-05-2015

24-05-2015

22-05-2015

20-05-2015

18-05-2015

16-05-2015

14-05-2015

12-05-2015

Flere anmeldelser