DEBAT
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017
12-06-2017
31-05-2017
Ensomhedsteater: Compagnie Créatures 'Les Irréels' kunne opleves i et atmosfærefyldt kirkerum på festivalen. Ensomme eksistenser som f.eks. denne løve-mand kunne publikum slet ikke stå for, og en mor overlod uden tøven sit barn til 'dyret'. Magien er svær at fange på et billede, men den var tilstede i rummet. Foto: Søren K. Kløft

Møde med ensomhedens dæmon

14-05-2017
Léridas Dukketeaterfestival fyldte fra 5.-7. maj den catalanske bys middelalderkerne med animationsteater for alle aldersgrupper fra formiddag til midnat, hvor det sidste show for det voksne publikum sluttede. Søren K. Kløft var inviteret til festivalen som jurymedlem og så alle 25 forestillinger og teaterinstallationer. Her er hans beretning fra den lille eksklusive festival.
Af: Søren K. Kløft
FAKTA

Festivalen:

Fra  5.-7. maj blev 28. udgave af Fira de Titelles afviklet i den catalanske by Lleida.

Fira de Titelles de Lleida / Léridas Dukketeaterfestival:  www.firatitelles.com (siden findes både på catalansk, spansk og engelsk)

Omtalte forestillinger/installationer:

Compagnie Créature (Frankrig): 'Les Irréels' - www.ciecreature.fr

Plexus Polaire (Frankrig/Norge): 'Cendres' ('Ashes') - www.plexuspolaire.com

Companyia Jordi Bertran (Catalonien): 'Circus' - www.jordibertran.cat

Priser:

Det internationale jurys pris for bedste forestilling (Drac d'Or dels Festivals Internationals) gik til Plexus Polaires 'Cendres'. Forestillingen er co-produceret med Figurteatret Norland - se mere på: www.figurteatret.no

Børne-juryens pris for bedste forestilling (Drac d'Or del Jurat Infantil) gik til Zum-Zum Teatres 'La gallina dels ous d'or' - www.zumzumteatre.com

Jeg er fascineret af dukker. Nej, jeg er fascineret af det, dukker kan gøre ved mig. Nej, jeg er fascineret af den måde, hvorpå dukker kan bringes til live og fortælle mig en historie på en overraskende ny måde. Og jeg er fascineret af håndværket. Af den kropskontrol, som dukkeføreren bør besidde for at kunne tilføre sin dukke troværdigt liv.

Når det lykkes, synes dukkeførerne at blive overflødige og ende som statister på scenen. Jeg køber illusionen, og dukken springer  til live lige dér foran mig.

Det er magi. Og på Fira de Titelles i den catalanske by Lleida, cirka 150 km vest for Barcelona, er der mange muligheder for at opleve denne form for magi...

Kys dæmonen

Vi står i et middelalderligt kirkerum. Der er dæmpet belysning og dæmpet snak. Her bor tre ensomme eksistenser i hver deres lille aflukke. De har indrettet sig med deres ejendele, og i deres smertelige ensomhed er de meget kontaktsøgende i forhold de tilskuere, der nysgerrigt stiller sig op og kigger på dem. De mæler ikke et ord, men der er straks kontakt til publikum.

Her kan du f.eks. møde en violinspillende karakter med løvehoved og med så bedrøvede øjne, at tilskuernes sympati for den ensomme fyr straks bliver vakt. Violinens sørgmodige toner fylder kirkerummet en stund. I en pause i musikken rækker en mor resolut sit lille barn til løve-manden. Der siges ikke noget. Men der er kontakt. 100 pct.

I et andet aflukke bor en mandshøj kanin, der sysler med sine sager uden at sige noget. Den er også alene, men den har selskab af en lille stime af 9-11 årige børn, der nysgerrigt følger med i, hvad der foregår i kaninburet. Ved siden af bor en ganske skræmmende karakter - en dæmonlignende personage, der dog i alle sine bevægelser og forehavende fremstår medlidenhedsskabende og kontaktsøgende.

Inden længe står han også med en spædbarn på armen, og en pige forelsker sig en lille djævleagtig hånddukke, der bor hos vores selskabssøgende dæmon. Hun kan ikke modstå fristelsen... og hun giver den lille dukke et kys på munden. Der er kontakt. 100 pct.

Franske Compagnie Créatures 'Les Irréels' er en tankevækkende og dybt rørende teaterinstallation, som kan opleves på turné rundt omkring i Europa - op til 15 forskellige eksistenser kan du få mulighed for at møde - i Lleida var der kun tre. Men hvilke tre!

Børneteater kræver en børnejury

Næste dag starter vi dagen i en flot, velindrettet teatersal oven på en bank i byens gamle centrum - ja, her kan der også spilles teater. Ni-årige Bruna Menen sidder på rækken foran mig. Hun er på arbejde. For hun er en del af festivalens børne-jury, der består af i alt fem børn i alderen 9-11 år. De skal se alle de børne-forestillinger, som festivalen præsenterer i løbet af weekenden.

Forestillingen går i gang om få øjeblikke, og Bruna er SÅ klar - i skødet ligger hendes noter og en kuglepen. Hver forestilling får et kryds på en karakterskala. Hun roterer i sædet. Alle sanser er åbne - og utålmodigheden indfinder sig hurtigt. Hun vender sig om mod mig:

»Hvad har DU set? Og kunne du lide det,« spørger hun på formfuldendt spansk - lidt overraskende for mig, for vi sidder jo Catalonien, og her taler man catalansk. Men Bruna taler begge sprog uden at blinke:

»Og i skolen har vi fransk og engelsk,«, tilføjer hun som det mest naturlige af det hele...

Jo, jeg har da set en del, jeg kunne lide, og faktisk skal jeg se det hele, fordi jeg er også en del af den internationale jury, som er med til at tilføje festivalen lidt international bevågenhed. Da forestillingen ca. 50 minutter senere er slut, og vi har klappet høfligt, vender Bruna sig straks om mod mig igen:

»Det var lidt kedeligt. Den får ikke så mange krydser hos mig!«

Jeg samtykker - det kunne nok have været lidt bedre. Jeg har dog ikke nogen karakterbog med...

Når lyset skær i øjnene og i kødet

Senere samme dag, sent om aftenen sidder jeg igen klar at se teater. Nu er børnejuryen for længst lagt i seng, og det er blevet tid til en af dagens sidste voksenforestillinger. Franske Plexus Polaires 'Cendres' (Aske) er festivalens mest imødesete forestilling, og det forstår man straks, når tæppet går for en hjerteskærende iscenesættelse af en Gaute Heivolls roman 'Before I burn'.

Det er en historie om en martret pyroman og de dæmoner, han må kæmpe med i sit liv. Bestemt ikke for børn og sarte sjæle. Men det er guf for animationsnørderne og dukketeaterelskerne. Publikum sidder med tilbageholdt åndedræt, på kanten af stolen...

Det er på overfladen et ganske ordinært familiedrama, men håndteringen af de mange medvirkende dukker er ultra præcis, og lyssætningen er så knivskap, at de mange lyskegler synes at kunne skære en luns kød af historiens mange karakterer. Nogle scener er som at se en stykke tv-drama fra 70'erne - og dét behøver skam IKKE være så kedeligt, som det lyder - mens andre scener er så skrækindjagende, at selv garvede teaterfolk retter sig op i sæderne.

'Cendres' er iscenesat af norske Yngvild Aspeli, som har gjort kometkarriere indenfor animations- og dukketeater, og det forstår man så godt, for hér er der virkelig noget på fære. Og vi føler det helt ind i kernen af kroppen.

Blandt marionet-orakler og dukkenørder

I Sydeuropa er dukke- og animationsteater langt fra noget, der mest retter sig mod børnene. Det er en familiesag, en meget respekteret kunstart, og vel at mærke en integreret del af det lokale kulturliv. På Fira de Titelles de Lleida var der næsten lige så mange oplevelser i dybt teatermørke som under åben himmel, hvor der var underholdning for såvel helt unge og gamle.

Det lokale marionet-orakel Jordi Bertran er såden en kunstner, der kan samle unge og gamle. Og han har fans over hele verden. Også dukketeaterproducent Beau Brown fra Atlanta, USA, og da vi sidder og oplever Jordi Bertrans seneste forestilling 'Circus' sammen mange hundrede andre på en gågade midt i byen, møder Beau sin helt og forbillede.

Han følger mesterens mindste bevægelse, og han indrømmer, at hans nørderi når nye højder, når han ikke kan lade være med at begejstres over, at én af dukkerne på scenen pludselig samler en rose op fra scenegulvet:

»Er du klar over hvor svært dét er at gøre?,« spørger han uden at tage øjene fra dukken på scenen.

Nej, det er jeg ikke klar over, men jeg ser også begejstringen i publikums øjne omkring mig, og jeg lader mig rive med. Senere på dagen møder jeg flere af Beau Browns slags - dukketeaterproducenter, festivalledere og teaterfolk. Og den mest benyttede samtalestarter til de mange sammenkomster og netværksmøder er selvfølgelig:

»Nå, er du så også dukkefører?«

Nej, det er jeg ikke, men jeg er kunstbegejstret - og mere behøves der ikke for at give sig hen til alle de mange teatertilbud, som fylder Lleida den første uge i maj.

Jeg vil prøve at komme tilbage til næste år. Det er det hele værd.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Møde med ensomhedens dæmon
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415

18-10-2017
 

13-10-2017
 

10-10-2017
 

06-10-2017
 

02-10-2017
 

28-09-2017
 

25-09-2017
 

22-09-2017
 

17-09-2017
 

12-09-2017
 

10-09-2017
 

06-09-2017
 

28-08-2017
 

18-08-2017
 

11-08-2017
 

01-08-2017
 

28-07-2017
 

30-06-2017
 

20-06-2017
 

15-06-2017
 

11-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

06-04-2017
 

31-03-2017
 

28-03-2017
 

24-03-2017
 

20-03-2017
 

15-03-2017
 

10-03-2017
 

Flere anmeldelser