DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Teatret Dyrelab: Når døden banker på

Anden og Døden i Teatret Dyrelabs tankevækkende og legende forestilling ’Når døden banker på’. Foto: Teatret Dyrelab

Modig dødspoesi i sync

14-01-2012
Instruktøren Rolf Heim har skubbet Teatret Dyrelab langt ind i døden. Og det er der kommet en meget tankevækkende og morsom forestilling ud af.
FAKTA
Teatret Dyrelab: Når døden banker på -

Baseret på bogen ’And, Døden og tulipanen’ (2007) af Wolf Erlbruch, oversat af Christel Amundsen i 2008. Tekst: Caspar Haarløv. Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Sille Dons Heltoft. Medvirkende: Pernille Nedergaard Haugesen og Tea Rønne. Musik og musiker: Andreas Ugerskij. Video og lys: Raphael Solholm. Målgruppe: 6-10 år. Varighed: 40 minutter. Set Københavns Musikteater, december 2011. Turneforestilling. Kan også opleves på Festival 2012 i april i Ringsted/Sorø. www.teaterdyrelab.dk

Kender du nogen, som er død?’

Sådan spørger Døden sin nye ven Anden i Teatret Dyrelabs intense forestilling ’Når døden banker på’. Døden er faktisk ikke meget mere end et kranium og et rasleskelet trykt på en bluse – og nedenunder har den ternede shorts på. Men alligevel er Døden lidt uhyggelig, sådan som den fortroligt nærmer sig Anden, der står lidt skeptisk med sit nuttede næb og sin pjuskede fjerdragt. Anden svarer da også klogt nok helt diskret:

’Ja. En ven. Men det har jeg ikke lyst til at snakke om’.

Pointen i ’Når døden banker på’ er imidlertid, at døden faktisk er noget, man godt kan snakke om. Som man har brug for at snakke om – og som de fleste gør sig vildt mange tanker om. Udgangspunktet for den stærke forestilling er Wolf Erlbruchs lyriske småbørnsbilledbog ’And, Døden og tulipanen’, og Caspar Haarløv har taget replikkerne næsten ordret fra bogen i sin dramatisering.

Men selvfølgelig er der også sket meget andet med fortællingen. Instruktøren Rolf Heim har målrettet forestillingen til de 6-10 årige, og hans forestilling manøvrerer derfor på flere planer og er mere kompleks end billedbogen.

Scenisk har Rolf Heim skabt en legende iscenesættelse for Pernille Nedergaard Haugesen og Tea Rønne, der endnu en gang optræder som stærk duo helt i sync. I rollerne som Anden og Døden indgår deres kroppe i en sjov symbiose på scenen: De to væsener opdager tydeligvis verden sammen med deres bare ben og nysgerrige stemmer - tøsepjattede, men også ret drengepigeagtige. Og de har en umiddelbarhed og en fordomsfrihed i deres snak, som skolestarterne tydeligvis tænder på.

Klump i halsen

Hos Nedergaard og Rønne er der ikke noget, man ikke kan spørge om. Det er trygt, men det er også lidt foruroligende. For hvad nu, hvis man pludselig kommer til at tænke på noget, der gør en ked af det?

Det er der flere tilskuere, der gør undervejs. Skuespillerne tager allerede ’proppen af flasken’ et par minutter inde i forestillingen ved at spørge børnene, om de har kendt nogen, der er død. Og jo, det gjorde de... Ved den forestilling, som Børneteateravisens anmelder oplevede, røg hænderne heftigt i vejret. Jo, de kendte alle sammen en, der var død. Den samme, faktisk. Det var den ti-årige pige, der var blevet kørt ned ved Forum et par uger forinden – for hun havde gået i deres klasse.

Klumpen i halsen voksede hos os voksne tilskuere. Samtidig satte bekymringen sig i tankerne hos undertegnede, der netop var cyklet forbi bjerget af blomster på den nu landskendte fodgængerovergang ved Forum på vejen til teatret. For hvordan ville skuespillerne klare sådan at modtage sorgudsagn fra en hel 4. klasse?

Men skuespillerne klarede skærene forbløffende flot. Ikke noget med at lege terapeuter. Ikke noget med at stille flere spørgsmål. De sagde blot noget deltagende og anerkendende – og så spurgte de videre. Lyttende og smilende. 

På den måde fik alle de taleglade børn tydeligvis læsset deres tanker af. Og de børn, der ikke selv sagde noget, havde tydeligvis repræsentanter, der talte deres sag. Den døde pige fik ord på sin pludselige død og stor respekt fra sine kammerater. Det kollektive tab var massivt. Men denne italesættelse var åbenbart lige det, der skulle til, for at den døde piges venner overhovedet kunne fokusere på noget så virkelighedsfjernt som teater. Og lidt efter grine videre – højt og befriet.

Tungen ude af næbbet

For herefter lykkedes alt så forunderligt ubesværet. Anden og Døden legede ’død’ og fandt på alle mulige og umulige måder at dø på: At sejle uden redningsvest og så drukne, for eksempel. Eller at fryse ihjel på en polarekspedition. Eller at dø af grin... (’Men det sker heldigvis ikke så tit,’ som Døden beroligende sagde til børnene.)

For hver gang Anden døde med tungen hængende grotesk langt ude af halsen, så skraldgrinede ungerne selvfølgelig endnu vildere. Der spredte sig næsten en euforisk stemning omkring det at dø – fordi døden så tydeligt blev skildret som noget, som vi alle sammen skal i gang med på et tidspunkt.

Derfor virkede det dobbelt ærgerligt, at Rolf Heim senere ikke havde kunnet modstå fristelsen til selv at indskrive en scene, hvor Anden forklarer Døden om, hvad der sker med en and, når den dør. Pludselig vrimlede det med orme og mindre-dyr-der-spiser-større-dyr og andre pseudoholistiske og globalreligiøse udsagn, der ærligt talt smadrede porcellænspoesien omkring Anden og Døden. Alt blev forklaret med dukker, men dukkerne var så bittesmå, at synet og effekten røg på de bageste rækker i Københavns Musikteater...

Ormene spiste i hvert fald den ene stjerne ved denne anmeldelse. Så mon ikke den dukkescene selv skal have lov til at blive spist?

Musikken over i latteren

Musikeren Andreas Ugerskij følger Anden og Døden hele vejen, lige fra deres første møde til den uundgåelige slutning i snevejret. Ugerskij spiller kækt på sin harmonika og klimprer inderligt sin skæbneguitar. Han mimer sågar hele scener med sit muntre ansigt, som en elegant parallelkommentar til dødshistorien inde på scenen - og hans klezmeragtige rytmer rykker fint tilskueren ud af tristessen og over i latteren.

Dødsverdenen i Sille Dons Heltofts scenografi er til gengæld blevet en ganske abstrakt verden med lysprojektioner af træer under himlen. Midt på scenen står to pæle, der både fungerer som træer og som klatringsstativ for Anden og Døden, der nysgerrigt lige skal op og se ud over søen sammen.

Både Døden og Anden er fint hele tiden gemt bag masker, der forvandler figurerne fra konkrete roller til de symboler, som forestillingen så fint fastholder, at de er. Helt frem til den svære slutscene, der både kræver mandsmod og kvindehjerte - fordi frosten var så hård den vinter.

Men som Døden siger til allersidst: ’Men sådan er livet’. 

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Når døden banker på
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser