Moderne mytologi

Vølven, den oldgamle spåkvinde og kultleder i den nordiske mytologi, er landet i nutiden. Det går ikke stille af - hverken på den ene eller anden måde.

SAUM skaber nye musikteaterforestillinger, og Ingeborg Fangel Mo, der spiller Vølven, er operasanger. Med nykomponeret musik, der er herligt afvekslende og iørefaldende, og med et folkemusikalsk islæt skabes en ramme om et moderne eventyr, som sætter fokus på miljø, klima og flygtninge. 

Når Vølven folder sig ud i stor melodramatisk stil, der ikke så meget skyldes Ingeborg Fangel Mos veltrænede stemmepragt som hendes spil, får det mere end en enkelt tilskuer til at knække sammen i grineflip.

Men det går hurtigt over, for forestillingens temaer optager tydeligvis publikum, og Vølven er klar i mælet. Hun bringer ikke kun uheldssvangre spådomme om fremtiden. Hun kommer også med barske anklager og en ubønhørlig dom over fortidens miljøsynder.

Menneskene ligger, som vi har redt, og det er midt i en klima-krise uden lige. Engang kendte vi ikke til de farlige følger af forurening, men det gør vi nu, og vi kan stadig nå at handle. Det sker bare ikke, og derfor er Vølven er så træt af os, at hun er tæt på at foretrække Ragnarok fremfor igen at skulle træde til med hjælp.

Så galt går det heldigvis ikke, for det, som lignede en stor sten, viser sig at være en højst levende og handlekraftig pige.

Nænsomt og nøgternt

I rollen som flygtningebarnet, der er skyllet op på stranden, tilfører Durita D. Andreassen forestillingen et umiddelbart og kontaktskabende nærvær, der gør det oplagt for børn at identificere sig med hende. Mens hun giver sig på vej for at finde et sted, der vil tage imod hende - i Danmark er der ikke plads! - berettet hun nænsomt og nøgternt og uden voldsomhed om tabet af sin familie.

Det er også hende, Barnet, der bringer en viden om og respekt for naturen med sig. 

Det er tiltrængt, for rundt om hende står modsætningen mellem forbrugerismens blå plastikhelvede her og der og alle vegne og naturens egne materialer - træ og jord og frø - skarpt og stærkt. Vand skal være rent, for at vi og dyrene kan drikke det og overleve. Men vandet stinker, og hun er ved at dø af tørst.

Det sker selvfølgelig ikke, og en lille bi dukker op som et tegn på, at det stadig er muligt at redde verden. Det giver håb om, at Vølvens forudsigelse om Ragnarok ikke behøver at blive opfyldt.   

Musikkens fylde og medrivende drive og den gennemtænkte scenografi giver liv og drama til en tekst, der behændigt får flettet klimaændringer og flygtningetragedier sammen. Men som ind imellem tenderer det lovligt følelsesfulde og belærende i bestræbelsen på at få det hele med.

Det er fint og opløftende, at Barnet planter sit hjemlands frø på sit nye sted, men ikke at det sker i hendes fars aske og med salt fra det hav, hvor moren druknede under deres flugt.  

De er dog ikke det, der optager de spørgelystne og engagerede tilskuerne i den efterfølgende samtale om forestillingen, men alt fra kostumer til forslag til at passe på naturen. Den del styrer Ingeborg Fangel Mo med imponerende overblik og humor.