Af: Randi K. Pedersen

16. september 2018

Moderne mytologi

Med Vølven som afsæt skaber SAUM et moderne musikalsk eventyr om miljø, klima og flygtninge.

Vølven, den oldgamle spåkvinde og kultleder i den nordiske mytologi, er landet i nutiden. Det går ikke stille af – hverken på den ene eller anden måde.

SAUM skaber nye musikteaterforestillinger, og Ingeborg Fangel Mo, der spiller Vølven, er operasanger. Med nykomponeret musik, der er herligt afvekslende og iørefaldende, og med et folkemusikalsk islæt skabes en ramme om et moderne eventyr, som sætter fokus på miljø, klima og flygtninge. 

Når Vølven folder sig ud i stor melodramatisk stil, der ikke så meget skyldes Ingeborg Fangel Mos veltrænede stemmepragt som hendes spil, får det mere end en enkelt tilskuer til at knække sammen i grineflip.

Men det går hurtigt over, for forestillingens temaer optager tydeligvis publikum, og Vølven er klar i mælet. Hun bringer ikke kun uheldssvangre spådomme om fremtiden. Hun kommer også med barske anklager og en ubønhørlig dom over fortidens miljøsynder.

Menneskene ligger, som vi har redt, og det er midt i en klima-krise uden lige. Engang kendte vi ikke til de farlige følger af forurening, men det gør vi nu, og vi kan stadig nå at handle. Det sker bare ikke, og derfor er Vølven er så træt af os, at hun er tæt på at foretrække Ragnarok fremfor igen at skulle træde til med hjælp.

Så galt går det heldigvis ikke, for det, som lignede en stor sten, viser sig at være en højst levende og handlekraftig pige.

Nænsomt og nøgternt

I rollen som flygtningebarnet, der er skyllet op på stranden, tilfører Durita D. Andreassen forestillingen et umiddelbart og kontaktskabende nærvær, der gør det oplagt for børn at identificere sig med hende. Mens hun giver sig på vej for at finde et sted, der vil tage imod hende – i Danmark er der ikke plads! – berettet hun nænsomt og nøgternt og uden voldsomhed om tabet af sin familie.

Det er også hende, Barnet, der bringer en viden om og respekt for naturen med sig. 

Det er tiltrængt, for rundt om hende står modsætningen mellem forbrugerismens blå plastikhelvede her og der og alle vegne og naturens egne materialer – træ og jord og frø – skarpt og stærkt. Vand skal være rent, for at vi og dyrene kan drikke det og overleve. Men vandet stinker, og hun er ved at dø af tørst.

Det sker selvfølgelig ikke, og en lille bi dukker op som et tegn på, at det stadig er muligt at redde verden. Det giver håb om, at Vølvens forudsigelse om Ragnarok ikke behøver at blive opfyldt.   

Musikkens fylde og medrivende drive og den gennemtænkte scenografi giver liv og drama til en tekst, der behændigt får flettet klimaændringer og flygtningetragedier sammen. Men som ind imellem tenderer det lovligt følelsesfulde og belærende i bestræbelsen på at få det hele med.

Det er fint og opløftende, at Barnet planter sit hjemlands frø på sit nye sted, men ikke at det sker i hendes fars aske og med salt fra det hav, hvor moren druknede under deres flugt.  

De er dog ikke det, der optager de spørgelystne og engagerede tilskuerne i den efterfølgende samtale om forestillingen, men alt fra kostumer til forslag til at passe på naturen. Den del styrer Ingeborg Fangel Mo med imponerende overblik og humor.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.