Af: Kirsten Dahl

21. oktober 2014

Misfostermanden

Den sande historie om Joseph Merrick kommer ikke til berørende ret på grund af disharmonisk skuespil, for mange cirkusgardiner, en uegal iscenesættelse og en tekst som pendler mellem blødgjort inderlighed og revylignende optrin.

Historien er i sig selv både voldsom, stærk, gribende – og sand. Det her er sket i virkeligheden  – i 1880'ernes England og rundt om i europæiske hovedstæder: Et barn, som blev født med voldsomme deformiteter, bliver offer for udstilling og fornedrelser – først som sensationel attraktion i et cirkus – og da freak-shows af den karakter blev forbudt – også som udstillet særling i den lægevidenskabelige forsknings tegn på diverse konferencer rundt om i Europa og sågar for logebrødre.

Lægen, der har taget den deforme mand til sig, har en kone – og takket være hendes empati og de følelser, det vækker i hende (tilskyndet af engang at have mistet et barn selv), får elefantmanden efter lang tids ydmygelsers sin egen lejlighed i et anneks på hospitalets matrikel.

Helt ro får han ikke. Der er stadig folk, som ikke kan lade ham i fred. Fulderikker fra pøblen, som slæber ham på værtshus, og overklassefrø som håndterer ham som en cirkusattraktion. Kun ved lægen og især hans kones samvær finder han ro og hvile, og kun her får han lov at være menneske.

Til slut – træt af dage og med den lykkeligste dag i sit liv i erindringen – den dag han dansede med lægens kone som et menneske på lige fod med alle andre – ønsker han en søvn som et rigtigt menneske – uden den nakkestøtte som af overlevelsesårsager skal holde hans ni kg tunge ansigt på plads.

Overspil

Man skal være mere end hårdhudet hvis ikke en sådan historie gør indtryk. Men Randers EgnsTeaters teateropsætning, 'Elefantmanden', rammer desværre ikke rammer plet. Det skyldes flere ting.

Udtrykt musikalsk rammer Morten Bo Koch, Johanne Nørregård-Nielsen og Sune Kofoed for tit tonemæssigt skævt. Forestillingen får noget skingert over sig, når de to mandlige skuespillere giver den for meget gas. De trykker rollerne af med en kraft, som mærkes til at komme mere udefra end indefra.

I stedet for gribende rollespil, hvor skuespillet så at sige forsvinder, mens rollerne træder frem som virkelige personers ageren, får vi ret tit figurleveringer, som har mislyde over sig, fordi der er overspil på spil.

Kock leverer en noget for energisk cirkusdirektør og Kofoeds mange læger får noget revy-agtigt over sig. I den anden ende af toneskalaen har Nørregård-Nielsens udlægninger af lægehustruen tendentielt noget sentimentalt sødt over sig, ligesom hendes overklassefrue har en em af karrikatur.

Genremiks uden balance

Som iscenesætter har Kurt Bremerstent efterhånden en del vellykkede forestillinger bag sig. Her bliver iscenesættelsen imidlertid noget uegal. Dels fungerer det ikke rigtigt at lade elefantmanden spilles af så mange forskellige skuespillere (ligesom kostumeringen med det hvide ansigtsdækkende klæde heller ikke gør).

Arrangementet står og vipper mellem en tilsyneladende tilstræbt naturalisme med indfølende dialoger og pasager af komisk karakter. Det sidste – at skabe sjove situationer – har Bremerstent imidlertid flair for. Det viser sig i scenerne med de to betjente, som på morsom klovneristisk vis forsøger at flygte fra overdragelsen af Elefantmanden til lægen.

Tæppe-rod og tekstknas

Som iscenesætter har Bremerstent – lige som i høj grad også spillerne på scenen – også scenografien mere imod end med sig. Tæpperne, som hænger ned på snore og giver associationer til både cirkus og lægekonsultationsforhæng, er i overtal. Der er for mange til, at det skaber ro og balance i scenebilledet, og tanken med, at de også skal fungere som vægge i lejligheder og rum, fungerer heller ikke særligt godt, fordi rummet som helhed tager sig noget rodet ud. 

Endelig har Andreas Garfield i tidens løb begået mange udmærkede teatertekster. Men her er det som om han – i en bestræbelse på at levere et forsvar for rummelighed i vores normalitets-forståelse – snubler over eller giver en alvorsfyldte tematik 'en gang revy-lak' og spæder det sammen med nogle inderlighedsfyldte replikpasager som tendentielt er sentimentale.

På den måde løfter 'Elefantmanden' sig ikke op til en kunstnerisk interessant og bevægende oplevelse.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.