DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Randers EgnsTeater: Elefantmanden

Elefantmanden i pøblens vold i Randers EgnsTeaters dramatisering af en autentisk skæbnefortælling. Foto: Søren Pagter

Misfostermanden

21-10-2014
Den sande historie om Joseph Merrick kommer ikke til berørende ret på grund af disharmonisk skuespil, for mange cirkusgardiner, en uegal iscenesættelse og en tekst som pendler mellem blødgjort inderlighed og revylignende optrin.
FAKTA
Randers EgnsTeater: Elefantmanden -

Manuskript: Andreas Garfield. Instruktør: Kurt Bremerstent. Musik: Jakob Venndt. Scenografi: Sus Haugland. Medvirkende: Morten Bo Koch, Johanne Nørregård-Nielsen og Sune Kofoed. Aldersgruppe: 10 år og opefter. Varighed: 55 min. Turneforestilling. Set i september 2014 på Horsens Teaterfestival. www.randersegnsteater.dk

Historien er i sig selv både voldsom, stærk, gribende - og sand. Det her er sket i virkeligheden  - i 1880'ernes England og rundt om i europæiske hovedstæder: Et barn, som blev født med voldsomme deformiteter, bliver offer for udstilling og fornedrelser – først som sensationel attraktion i et cirkus – og da freak-shows af den karakter blev forbudt – også som udstillet særling i den lægevidenskabelige forsknings tegn på diverse konferencer rundt om i Europa og sågar for logebrødre.

Lægen, der har taget den deforme mand til sig, har en kone - og takket være hendes empati og de følelser, det vækker i hende (tilskyndet af engang at have mistet et barn selv), får elefantmanden efter lang tids ydmygelsers sin egen lejlighed i et anneks på hospitalets matrikel.

Helt ro får han ikke. Der er stadig folk, som ikke kan lade ham i fred. Fulderikker fra pøblen, som slæber ham på værtshus, og overklassefrø som håndterer ham som en cirkusattraktion. Kun ved lægen og især hans kones samvær finder han ro og hvile, og kun her får han lov at være menneske.

Til slut - træt af dage og med den lykkeligste dag i sit liv i erindringen – den dag han dansede med lægens kone som et menneske på lige fod med alle andre - ønsker han en søvn som et rigtigt menneske – uden den nakkestøtte som af overlevelsesårsager skal holde hans ni kg tunge ansigt på plads.

Overspil

Man skal være mere end hårdhudet hvis ikke en sådan historie gør indtryk. Men Randers EgnsTeaters teateropsætning, 'Elefantmanden', rammer desværre ikke rammer plet. Det skyldes flere ting.

Udtrykt musikalsk rammer Morten Bo Koch, Johanne Nørregård-Nielsen og Sune Kofoed for tit tonemæssigt skævt. Forestillingen får noget skingert over sig, når de to mandlige skuespillere giver den for meget gas. De trykker rollerne af med en kraft, som mærkes til at komme mere udefra end indefra.

I stedet for gribende rollespil, hvor skuespillet så at sige forsvinder, mens rollerne træder frem som virkelige personers ageren, får vi ret tit figurleveringer, som har mislyde over sig, fordi der er overspil på spil.

Kock leverer en noget for energisk cirkusdirektør og Kofoeds mange læger får noget revy-agtigt over sig. I den anden ende af toneskalaen har Nørregård-Nielsens udlægninger af lægehustruen tendentielt noget sentimentalt sødt over sig, ligesom hendes overklassefrue har en em af karrikatur.

Genremiks uden balance

Som iscenesætter har Kurt Bremerstent efterhånden en del vellykkede forestillinger bag sig. Her bliver iscenesættelsen imidlertid noget uegal. Dels fungerer det ikke rigtigt at lade elefantmanden spilles af så mange forskellige skuespillere (ligesom kostumeringen med det hvide ansigtsdækkende klæde heller ikke gør).

Arrangementet står og vipper mellem en tilsyneladende tilstræbt naturalisme med indfølende dialoger og pasager af komisk karakter. Det sidste – at skabe sjove situationer – har Bremerstent imidlertid flair for. Det viser sig i scenerne med de to betjente, som på morsom klovneristisk vis forsøger at flygte fra overdragelsen af Elefantmanden til lægen.

Tæppe-rod og tekstknas

Som iscenesætter har Bremerstent – lige som i høj grad også spillerne på scenen – også scenografien mere imod end med sig. Tæpperne, som hænger ned på snore og giver associationer til både cirkus og lægekonsultationsforhæng, er i overtal. Der er for mange til, at det skaber ro og balance i scenebilledet, og tanken med, at de også skal fungere som vægge i lejligheder og rum, fungerer heller ikke særligt godt, fordi rummet som helhed tager sig noget rodet ud. 

Endelig har Andreas Garfield i tidens løb begået mange udmærkede teatertekster. Men her er det som om han – i en bestræbelse på at levere et forsvar for rummelighed i vores normalitets-forståelse - snubler over eller giver en alvorsfyldte tematik 'en gang revy-lak' og spæder det sammen med nogle inderlighedsfyldte replikpasager som tendentielt er sentimentale.

På den måde løfter 'Elefantmanden' sig ikke op til en kunstnerisk interessant og bevægende oplevelse.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Elefantmanden
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser