DEBAT
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
19-11-2018
18-11-2018
16-11-2018
14-11-2018
08-11-2018

Teater Patrasket: Pinocchio

Hvordan kommer man egentlig ud, hvis man bliver fanget i maven på en kæmpe monsterhval? I Teater Patraskets 'Pinocchio' hjælpes Pinocchio (Maria Myrgård) og hans far (Dirck Backer) ad og redder sig heldigvis ud i dagslyset gennem hvalens åndehul. Foto: Søren Meisner

Miraklet i kærlighedens værksted

10-02-2019
Fortalt af klovne i et musikalsk cirkusunivers folder Teater Patrasket historien om dukkedrengen Pinocchio ud som en gysende og poetisk rejse med en fars betingelsesløse kærlighed som kompas.
FAKTA
Teater Patrasket: Pinocchio -

Tekstforlæg af Carlo Collodi, bearbejdet af Alex Byrne og de medvirkende. Iscene-sætter: Alex Byrne. Scenograf: Nathalie Mellbye. Dukke- og maskedesigner: Katrine Karlsen. Komponist: Bastian Popp. Medvirkende: Anna Karina Nicolaisen, Maria Myrgård, Dirck Backer og Bastian Popp. Aldersgruppe: 8-12 år, familieforestilling fra 6 år. Varighed: 60 min. Turneforestilling. Set 6. februar 2019 på Anemonen (www.anemonen.dk), hvor den spiller frem til 24. februar 2019. Derefter turné. Deltager på Aprilfestival 2019 (www.aprilfestival.dk) i Hjørring 31.3-7.4. www.patrasket.dk

Han ser ned ad sig selv: Den ene hånd er større end den anden, benene er sat sammen af gammelt værkstedsskrammel. Og den ene fod er fin med tæer og bløde fodsåler, men dér, hvor den anden skulle have siddet, er der – gisp! - et hjul.

Selv om han trækker vejret, føler dukkedrengen Pinocchio sig helt forkert og ville ønske, han var en rigtig dreng. Én med følsom hud og uden hjul, én ligesom alle de andre friske drenge, han møder på sin vej. 

Og mens han rækker ud efter den attråede normalitet, viser han sig i Teater Patraskets suggestive gendigtning af Carlo Collodis gamle eventyr-allegori at rumme alle de menneskelige egenskaber – og brister – som han tror sig milevidt fra. Og dertil at være noget særligt, som er værd at elske: dukkedrengen, der voksede ud af den gamle Gepettos ensomhed og blev tryllet levende af hans længsler og hjemløse kærlighed, præcis som også andre børn bliver skabt på mirakuløs vis af deres forældres drømme.

Pinocchio – kreeret af dukkemageren Katrine Karlsen som en rørende lille søgesjæl - kommer til at tage i cirkus i stedet for at gå i skole og oplever suset fra akrobaternes leg med døden; han bliver franarret sine penge af simple tyve og er lige ved at miste troen på de voksne, og af sin værste bedste-ven lader han sig lokke med til at droppe festen med sine andre venner for at hoppe på diligencen til Slaraffenland, hvor pandekager er fast menu, og prutter den mest yndede musik, indtil den grotesk overdrevne idyl vender vrangen ud på sig selv og gør alle børnene til æsler. 

Undervejs i 'Pinocchio' afbryder ensemblet fortællingen og beder publikum tage stilling til Pinocchios dilemmaer og gætte på, hvad han gør. Børnene i salen er enige om, hvad han burde gøre og altså også om, at han vælger forkert. 

Og der løber en frydefuld gysen gennem forsamlingen, da dukkedrengen forsøger han at dække over sine forkerte beslutninger ved at lyve, men desværre – eller heldigvis - afsløres af sin lange næse.

Det rigtige kan godt være forkert

I Disney-versionen af 'Pinocchio' fra 1940, som de fleste kender bedre end det oprindelige forlæg fra 1883, ender det som bekendt med, at han bliver en rigtig dreng, da han lærer at tale sandt. Men i Teater Patraskets enkle, men uhyre virkningsfulde gendigtning er hele omdrejningspunktet en undersøgelse af, hvad det vil sige at være ’rigtig’. Kan man være ’rigtig’, selv om man hører til mindretallet, der har et hjul i stedet for en fod? Eller kun en far og ikke to forældre? Og handler en rigtig dreng egentlig ’rigtigt’? 

Det er lige til at blive rundtosset af i Alex Byrnes veloplagte iscenesættelse, som tager afsæt i Nathalie Melbyes cirkusmiljø med Bastian Popp og Anna Karina Nicolaisen som klovne, der er både mænd og kvinder, gode og onde, farlige og omsorgsfulde, og hvor et gammelt trædeorgels stønnende beklagelser sammen med en listig gulvbas’ forventningsfulde brummen lægger musikalsk uhyggebund under fortællingen. 

Elegant forrykker iscenesættelsen således mild værkstedshygge til råt gangstermiljø og videre til det uhyggelige klimaks i en monsterhvals boblende indre. Rundt og rundt i livets manege går det, men Alex Byrne holder overlegent kursen og hjælper Maria Myrgårds renttonende Pinocchio frem til at acceptere sig selv – med hjul og nødløgne - som én blandt flere måder at være ’rigtig’ på. 

Til sidst sidder Pinocchio og Gepetto på stranden. Forsonet med deres skæbner. For Gepetto er hans projekt lykkedes. I Dirck Backers milde fortolkning har han hele vejen igennem elsket sin søn, som han var. Helt uden at ynke ham. Helt uden at anse hans anderledeshed som en fejl. 

Og her ses måske det største nybrud i Patraskets tilgang til Pinocchios historie. Nu ønsker Gepetto ikke længere, at Pinocchio var en menneskedreng. Han anerkender ham for præcis dét, han er, og foreslår kærligt selv at blive dukkefar i stedet for at tvinge dukken til at blive menneske. 

Det er smukt og vel netop dén betingelsesløs kærlighed, vi alle håber på at møde i kærlighedens magiske værksted.

Af: Me Lund
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Pinocchio
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

27-10-2016

25-10-2016

14-10-2016

09-10-2016

06-10-2016

03-10-2016

30-09-2016

28-09-2016

26-09-2016

22-09-2016

19-09-2016

15-09-2016

13-09-2016

11-09-2016

06-09-2016

05-09-2016

02-09-2016

31-08-2016

29-08-2016

24-08-2016

22-08-2016

18-08-2016

16-08-2016

15-08-2016

11-08-2016

08-08-2016

05-08-2016

02-08-2016

16-07-2016

12-07-2016

04-07-2016

30-06-2016

27-06-2016

23-06-2016

21-06-2016

18-06-2016

16-06-2016

14-06-2016

12-06-2016

10-06-2016

Flere anmeldelser