Af: Betina Rex

22. november 2018

Mindre grum end Grimm

Ishøj Teaters 'Hans og Grethes jul' er inspireret af Grimms eventyr og udfolder sig som en ganske velskrevet og -spillet forestilling om en moderne, sammensat families trængsler og forviklinger frem mod den søde jul

På Ishøj Teater skydes julen i gang med forestillingen 'Hans og Grethes jul', skrevet af Allan Grynnerup og instrueret af Pia Rosenbaum. Som i Brødrene Grimms eventyr af næsten samme navn er her tale om en klassisk fortælling, hvor de to hovedpersoner skal så grueligt meget igennem, før det kan blive jul.

I modsætning til forlægget er Hans og Grethe her børn i en moderne familie, bestående af far og fars nye højgravid kone, ’Mettemus’. 

Forestillingen starter hjemme på børneværelset, hvor putte-slaget tydeligvis skal stå. Hans og Grethe er, som børn nu en gang ofte er ved sengetid, utidige, uartige, og umulige at få til at falde i søvn. Ikke mindst fordi det er aftenen før juleaften, og hvem kan da sove ved udsigten til alt det spændende, der skal ske i morgen. 

Særligt ikke når man som godnathistorie får læst noget så uhyggeligt som historien om Hans og Grethe af Brødrene Grimm. I ved, den om de to stakkels udsultede børn, der lever et liv i armod og elendighed sammen med deres kuede far og en stedmor, der uden skrupler vil ofre dem til skoven for selv at få stillet sulten. 

Som i så mange andre eventyr går de to så grueligt meget igennem ude i skoven, før de genforenes med deres far, som i mellemtiden har fortrudt og begrædt sin handling.

Forviklingens fremdrift

I 'Hans og Grethes jul' går det slag i slag i en twistet udgave af Grimms historie, hvor de to børn ganske som i eventyret farer vild i skoven, men foruden Heksen i pandekagehuset også møder en nisse, snedamen Frk. Freeze og selveste Julemanden, før de igen ender trygt og godt hjemme i familiens skød. 

Sidst men ikke mindst viser det sig, i bedste 'Nøddeknækkeren'-stil, at det hele bare er noget, de har drømt. Der leges kækt med alle muligheder for forviklinger og misforståelser i den oprindelige fortælling, hvor de to børn i nattens mulm og mørke overhører deres stedmors utilgivelige dom over deres skæbne. 

På Ishøj teater er det dog ikke børnene, men fars gamle julestrømper, som Mette vil have begravet langt ude i skoven. Men det er svært for nysgerrige barneører at få det hele med, og således lægges grunden til alle misforståelserne. 

Stedmoderens kår 

At den fortærskede og gammelkendte stedmorfigur her genopstår i en moderne udgave, med kærlighed nok til både Hans, Grethe og den lille nye 'mandse', hun har i maven, er forfriskende og et billede på det regnbuefamiliesamfund, vi lever i. Med dine, mine og vores. 

Blot virker det lidt ærgerligt, at Mette fremstår stereotyp og flad, med den gravide mave som karakterens topografiske ’højdepunkt’. Gaia Maria Jørgensen gør sit, men hun har ikke så meget at gøre med. 

Så er der flere nuancer og mere kant at hente i Emil Bodenhoffs sprælske far og de to frække unger. Her leverer Emil Blak Olsen og Christina Mølgårds gode præstationer som Hans og Grethe. 

Ude godt, men hjemme bedst

Det eventyrlige er helt centralt i forestillingen. Strukturen fra Grimms fortælling med hjemme – ude – hjemme udgør det narrative skelet. Hertil kommer de tre hjælpere, som børnene møder i skoven; Nissen, Frk. Freeze og Julemanden. Læg dertil en scenografi, som består af tre mobile elementer, der tilsammen kan danne tre forskellige lokationer. 

Samtidig er julen, som en 'miraklernes' eller i hvert tilfælde hjerternes tid, også et vigtigt element, ikke mindst i Hans’ afsluttende kærlighedserklæring til stedmor Mette. 

Sproget i forestillingen er både mundret og finurligt, omend det er lidt tankevækkende, at ævle-bævle-vrøvle-sprog er blevet synonymt med jul. Måske ikke helt upåvirket af de sidste 30 års TV-julekalendere. 

Scenografisk og kostumemæssigt viger finurligheden for det overdådige – det er lige så man får sukkerchok af Heksens pandekagehus. Visuelt er det sjovt og skørt forløst, æstetisk kunne det dog godt bruge en tættekam. 

Forestillingen indeholder (også) i bedste julekalender stil en del musikalske indslag, der giver lidt ekstra til karaktererne. Den koreografiske del heri fungerer bedst, når den bliver et ekstra lag i karakterens naturlige bevægelser. Fx når far kaster sig ned på knæ og hiver Mette med, så hans knæskade springer op, eller når Julemanden bruger sin vældige mave til at puffe heksen væk. 

De indlagte små to-skridt-frem-og-dreje-rundt-agtige sekvenser virker derimod lidt overflødige og forcerede for spillerne.  

Nye fortællinger af gamle eventyr

Forestillingen spilles i en helt klassisk fjerde vægs-konvention på nær to afbrydelser: Når Heksen får Hans og Grethe til at dele brunkager ud til alle sneuglerne derude, underforstået publikum. Og når Grethe får selvsamme sneugler til at hjælpe til med at kalde på Julemanden. 

Særligt kageuddelingen udgør en velplaceret lille 'pause' og gør også hele heksescenen mindre uhyggelig. På samme måde som hendes endeligt som en flot indpakket karamel er mere grin end Grimm, hvor det er bageovnen, der bliver hendes skæbne. 

Generelt er grebet med at putte den oprindelige Hans og Grethe-historie ind i en nutidig og knap så forarmet og frygtelig familiefortælling fint forløst i forhold til målgruppens alder. Man kunne godt ønske sig, at de underliggende familiekonflikter var foldet bare lidt mere ud, idet der helt sikkert findes et stort spejlingspotentiale for eks. mangt et skilsmissebarn. 

Det sagt er det dejligt, at Grynnerup og co. tager livtag med at skabe en ny juleforestilling uden at smide klassikerne og traditionerne over bord. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.