DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Teater Refleksion: Min farfar

Max Bering fylder scenerummet godt ud i beretningen om ’Min farfar’. Foto: Refleksion

Mindernes mange melodier

20-04-2011
Dukker, objekter, minder, og mærkelige figurer dukker op i farfars gamle skur, når sønnesønnen fremkalder sin barndom med den gamles mange historier.
FAKTA
Teater Refleksion: Min farfar -

Instruktion: Espen Dekko. Tekstkonsulent: Jesper B. Karlsen. Med: Max Bering og Bjarne Sandborg. Dukker/Scenografi: Mariann Aagaard, assisteret af Sigurd Røge, Erika Aalto, og Naja Brimer. Musik: Max Bering. Aldersgruppe: fra 6-10 år og voksne. Set i april på Festival 2011 i Randers. Turneforestilling. www.refleksion.dk

Farfars gamle skur har stået forladt i mange år, med alle sine spændende skabe og låger, med billeder og tegninger på væggene og skrivebordet fyldt med mystiske papirfigurer. Og loftet! Loftet er spækket med små hængende skulpturer af pap og papir, næsten som engle der kun venter på at drysse stjernestøv over hver den som kommer ind og som ved og elsker og forstår.

Jeg bliver fuld af forventning. Og ind kommer der en stooor mand. Max Bering kan uden problemer fylde de fleste rum, men det underlige er, at her – i dette lille skur – fylder han slet ikke for meget, bare lige præcis det der skal til for at fornemme rummet, beherske det, og kunne dele dets hemmeligheder med os. Dog er jeg lidt i tvivl om, om han ikke har været her længe, måske ikke siden barndommen, eller om han ofte opsøger det. Jeg håber det første, men det kan godt gøres klarere.

Max Bering er sønnesønnen, drengen der husker farfar historiefortælleren, farfar papirkunstneren, farfar som altid havde tid til en snak. Nu er han voksen, og besøget i farfars gamle værksted bringer minder frem, ganske som dette lille besynderlige skur var et mørkerum, hvor billeder kan fremkaldes på ny og på ny.

En dramaturgisk model vi godt kan genkende.

Farfars dramatiske levned får nyt liv, når Bjarne Sandborg kommer aktion i kulisserne. Bagved hver låge, Bering åbner, kommer der til syne levende stationer i farfars flugt fra krig i hjemlandet (antydninger af balkansk musik giver et spor), og hans mange eventyr undervejs - hans redning i en fåreflok, hans møde med en ulv, hans fald fra et træ som fører til mødet med farmor, foruden glimt fra farfars egen barndom den gang hans farfar fortalte historier ved lejrbålet. Og hver pop-up (kan nogen finde et godt dansk ord?) følges af små musikalske vignetter.

Dette er Teater Refleksions speciale, og det er smukt lavet og udført. Spændingen ved hver ny låge der åbnes er til at tage og føle på hos publikum, - store såvel som små. Og ind imellem lågerne giver Bering sig tid til en lille leg med harmonikaen, eller til at tyde en gådefuld genstand på skrivebordet.

Stilhed og eftertanke

En genkendelig dramaturgi, javist, men det bliver aldrig genkendeligt på nogen trettende måde. Simpelthen fordi Refleksion – som så ofte før, i tidligere forestillinger – magter at skabe et magisk univers hvor der er tid til undring, til eftertanke, til den ro der er nødvendig for at poesi kan opstå.

Instruktøren, norske Espen Dekko, har tidligere arbejdet med Refleksion (’Kasse-Madsen’) og har også i Oslo vist, at han ikke er bange for stilhed i sine objekt- og dukke-forestillinger. Og han har givet Bering anledning til at tage den tid, det tager, at mindes og til at komme sammenhænge i hu han ikke før har forstået, både i farfars og sit eget liv.

Men magi og poesi opstår ikke kun af et roligt åndedræt. En forestilling skal jo have rytme, det vil sige variationer og kontraster. Og stort set bliver idyl afløst af skræk, det nænsomme får selskab af det muntre, passager med sødme får pludselig hår på brystet, og sjov blandes med alvor. Men Bering skal vogte sig for at blive indadvendt, at lukke øjnene og mumle henført.

Dramaturgiske huller

Det kniber lidt med sammenhængen i beretningen. Flygtninge-historien kommer aldrig rigtig til nogen afrunding og sidehistorier som den om ulven, eller de tre skovhuggere og juletræerne, eller om den gang farfar blev overfaldet og mistede en tand, bliver ikke rigtigt til andet end netop det: sidehistorier som ikke får betydning for helheden i fortællingen.

Altså for meget præget af ’indfald og for lidt af fokus på hovedsagen. Men tak for at vores undring får lov at stå alene, uden påpegning eller kommentarer.

Helt til sidst: Det er aldrig godt med en forestilling der slutter to gange. Hvad med at lade Bering standse i døren på vej ud og se lysene fades ud i loftsfigurerne. Det er sådan et fint lille poetisk øjeblik, som jeg ville unde ham at opleve sammen med os i salen.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Min farfar
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser