Af

13. januar 2011

Mindeord i anledning af Hanne Nielsens død

Det er næsten uvirkeligt; som om tiden et øjeblik står stille, og du holder vejret for bedre at kunne fokusere.
For Bådteatrets tidligere administrator, teatermennesket Hanne Nielsen, er død, pludseligt, på en rejse rundt i Indien. Efter et par dage, hvor hun følte sig lidt utilpas, faldt hun om med hjertestop, torsdag den 6. januar.

Heller ikke i døden gjorde hun stort væsen af sig. Men hun var et stort væsen, et stort menneske: rummelig, betænksom, hjælpsom og med en ubændig nysgerrighed og lyst til at opleve, noget andet, noget uforudsigeligt.
Måske af den grund var Hanne en fremragende administrator på Bådteatret. Det var i perioden fra 1978 til 1997, som blev en storhedstid for teatret. Der var mange kunstneriske sejre og nybrud, ikke mindst i forhold til den danske dramatik, der stod hendes hjerte særligt nær.

Mange dramatikere fik deres første professionelle opførelse på Bådteatret, og det var ikke mindst i kraft af Hannes store åbenhed og enorme flid. Hun så alt, der blev spillet rundt omkring, læste meget, og hendes særlige blanding af uskyld og tæft satte hende på sporet af de dramatiske talenter. Dertil var hun en økonomisk tryllekunstner. Selv med små penge fik hun det altid til at gå op. Hanne var livsnerven på teatret – den altid nærværende ’Mama Pizza’, og som medarbejder på teatret var man heldig at være under hendes vinger: Opmærksom, omsorgsfuld og dybt generøs som hun var.

Da hun holdt op på teatret, blev der holdt en stor fest for hende, og som det beskedne menneske, hun var, blev hun glad, men syntes dog at det var alt for galt: Det var jo ikke hende, der havde lavet forestillingerne. Og nej, det var ikke hende, der spillede, instruerede eller lavede scenografi og teknik, men hun gjorde stort set alt det andet, der skal til for at gode forestillinger bliver til og mennesker føler sig vel modtaget og godt tilpas under arbejdet med dem.

Efter tiden på Bådteatret stillede Hanne sin store erfaring med teaterdrift til rådighed for nye grupper og enkeltpersoner, der ville realisere deres forestillinger. Og så hun fik tid til at rejse, hvilket blev en meget stor passion for hende. Indien havde en særlig plads i hendes hjerte, og det forekommer passende, at hendes sidste rejse skulle gå til provinsen Udaipur, der rummer en verden af mangfoldighed og de smukkeste steder, man kan forestille sig.

For sådan var hun selv, mangfoldig og et smukt menneske, der uden at gøre stort væsen af sig selv, gjorde en meget stor forskel for det teater, som hun viede sit arbejdsliv, og for de mennesker, som mødte hende.
Hanne Nielsen er død, men vi trækker vejret og holder fast i mindet om alt det smukke, hun gav.

I dybeste respekt

Kisser Rosenquist, Bente Klitgaard
og Søren Nim Hansen
– tidligere medarbejdere på Bådteatret.

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg