7. september 2009

Michael Mansdotter bliver ny chef på Odense Teater

Michael Mansdotter, teaterleder på Jomfru Ane Teatret i Aalborg, skifter både teater og landsdel, når han til næste år overtager chefposten på Odense Teater.
Det blev en kendsgerning, da han fredag blev præsenteret for sine kommende medarbejdere i Odense.
Han afløser Kasper Wilton, der fra næste sæson skal være leder af folketeatret.dk i København.
46-årige Michael Mansdotter blev valgt blandt 19 ansøgere og er det første teatermenneske med dybe rødder i børneteaterområdet, der overtager et af landets store teatre.
Han var som søn af Günther Mansdotter, der bl.a. var spiller og instruktør i Banden og Filuren, også den første 2g’er i dansk børneteater, hvor han efter sin afgang fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater bl.a. var tilknyttet Filuren.
Efter mere end en halv snes år som skuespiller var det tid til at prøve kræfter som teaterleder. Det blev til tre år på Limfjordsteatret, inden han i 2001 kom til Jomfru Ane Teatret i Aalborg.
Det teater er snart en saga blot – idet Jomfru Ane og børneteatret Jako-Bole til næste år fusionerer som Teater Nordkraft.
Den proces har Michael Mansdotter også været dybt involveret i – og samtidig erklæret, at han ikke selv skulle være leder for det nye teaterfællesskab.
De senere år har han suppleret sit chefgen med kurser og uddannelse i ledelse og virksomhedsøkonomi m.v.
»Hvis teatermaskineriet skal fungere, skal samarbejdet være båret af respekt overfor alle faggrupper. Min opgave er at støtte alle i deres del af processen, fra sceneteknik over administration til kunstnerisk personale. Og jeg opfatter mig selv som en god understøtter,« udtalte Michael Mansdotter til Fyens Stiftstidende i et ’tiltrædelsesinterview’.
Med den nye chefstilling i Odense formodes Michael Mansdotter at lægge de fleste af sine børneteater-engagementer bag sig. P.t. er han bl.a. et meget skattet medlem af UBOT – Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater – der bl.a. er udgiver af vedstående digitale nyhedsmedie.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne