16. januar 2014

Meridiano på kinesisk

'En smuk og meditativ forestilling om altings begyndelse' lød det bl.a. i Børneteateravisens anmeldelse fra 2006 af Meridiano Teatrets forestilling 'Genesis', der også blev pris for sin 'betagende dukkeføring', 'billedmagi og tredimensionalitet'.

'Genesis', der er en af Meridiano Teatrets allermest spillede forestillinger siden premieren i 2005, har også turneret udlandet tyndt og bl.a. gæstet Kina adskillige gange, hvor den også har vakt behag og bl.a. fik tildelt prisen ’The Exellent Production’ i Shanghai 2007.

Derfor er det ikke så overraskende, at det netop er Shanghais Nationalscene, Shanghai Dramatic Arts Centre (SDAC) der har købt rettighederne til at sætte forestillingen op i Kina, hvor den efter planen skal turnere over de næste fem år, når premieren er vel overstået her i slutningen af januar 2014.

Det er Meridiano Teatrets kunstneriske leder, Giacomo Ravicchio,  der selv er draget til Shanghai for at instruere ’Genesis’ i den kinesiske version.

Dermed lægges der endnu et kapitel til det tætte dansk-kinesiske samarbejde, der udover diverse turneer betød, at SDAC i 2009 inviterede Giacomo Ravicchio til at skabe en opsætning af  et kinesisk eventyr, myten om Lady White Snake – som der er planer om at bringe til Danmark i august i år.

Dertil kommer selvfølgelig den samarbejdsproduktion af Shakespeares 'Stormen', hvor  SDAC,  Shanghai Acrobatic Troupe sparrede med diverse danske skuespillere og Batida i forestillingen, der fik premiere i Shanghai 2010 og i starten af i 2011 blev opført på Østre Gasværk Teater og Odense Teater m.fl. – omend ikke til de helt store anmelderroser…

Det har der til gengæld været til Meridianos nyeste forestilling, 'Papirmåne', der i denne måned gæstespiller på AnemoneTeatret i København.

Mere om teatret på www.meridiano.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne