20. september 2015

Meridiano fik Horsens Børneteaterpris 2015

Horsens Teaterfestival 2015 sluttede søndag aften sin 30års jubilæumsudgave efter tre dages teatermylder i de gånære spillesteder på skoler og gader m.v. i den indre by.

Festivalen blev ramt af en enkelt aflysning, idet MishMash måtte aflyse deres tre forestillinger lørdag og søndag pga. sygdom, men ellers blev de 31 øvrige danske og de to internationale forestillinger afviklet med store tilskuertal både i byrummet og i spillelokalerne, hvor der stort set var dømt udsolgte og i flere tilfælde overfyldte forestillinger, fordi mange billetløse tilskuere blev taget til nåde ved indgangen…

Lørdag aften blev der festet igennem på Horsens Ny Teater, hvor et højdepunkt var overrækkelsen af Horsens Børneteaterpris, der skulle uddeles for 20. gang. Prisen består udover hæderen af 25.000 kroner og en fin statuette skabt af den lokale kunstner Kaj Rugholm.

Hvor tidligere års prismodtagere oftest har været enkeltpersoner, blev prisen i år givet til et helt teater, nemlig det i Gentofte residerende, men særdeles aktivt turnerende Meridiano, der blev stiftet i 1996 af den italienske instruktør, dramatiker og scenograf Giacomo Ravicchio og skuespillerne Elise Müller og Lars Begtrup.  Ravicchio er teatrets kunstneriske leder og ophavsmand til teatrets mange billedsprogsstærke og roste forestillinger.  

Meridiano Teatret deltog selv på årets festival med den danske-japanske samproduktion 'Baku', der oveni købet fik premiere på selve festivalen.

I motiveringen hed det bl.a. fra priskomiteen:

'Årets prismodtager favner både geniet og det stærke kollektiv. Enhver vinder af Horsens Børneteaterpris modtager prisen, fordi prismodtageren har ydet en enestående indsats for at fremme det professionelle børne- og ungdomsteater' (…) Hvis kunstens fornemmeste opgave er at røre ved vores hjerter, at gøre en forskel i forhold til vores opfattelse af verden og at få os til at undres og tænke – så er det, som årets prismodtager står for i sandhed kunst. Man bliver bjergtaget når man møder den – uanset alder og baggrund. Årets prisvinder har med egne ord søgt at skabe netop dét universelle udtryk, som kan tale til mennesker på tværs af alle skel'.



Og så kunne Giacomo Ravicchio på egne og teatrets vegne takke for prisen med en lille tale, der også opremsede hans vej fra Italien via Frankrig til etableringen af et af Danmarks mest succesrige og internationalt kendte teatre.

(Billedet: Formand for Horsens Kommunes Kulturudvalg, Kristian Dyhr (helt tv) overrakte lørdag aften Horsens Børneteaterpris, bivånet af festivalkoordinator Ditte Felding (nr. to fra højre), til Meridiano Teatret. Her præsenteret af: Giacomo Ravicchio (kunstnerisk leder), Lars Begtrup (skuespiller), Eva U. Handberg (tekniker), Elise Müller (teaterleder og skuespiller) og Poul Richard Pedersen (manager) og Jérôme Bauer (komponist – helt th) Foto: Hanne Nielsen)  

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne