Tante Lilla går forrest. Hun er nemlig den mest snakkesalige. Sådan er det godt nok ikke i Elsa Beskows bøger, men sådan er det i Dansetanternes frie dansegendigtning af de legendariske bøger 'Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla'.
Denne Tante Lilla er endda smilende og rar, og det er Tante Brun og Tante Grøn også. De har fine kjoler lige som i bøgerne – med bånd og sløjfer og blomster på. Og de er åbenbart en slags dansekvinder, der går rundt og gør børn glade.
Det er i hvert fald en yderst sympatisk og venlig forestilling, som Dansetanterne her præsenterer. De vil gerne danse med børnene. De tager dem rask væk i hænderne, uanset hvor betuttede de små pus er, og de inviterer dem til at danse med.
Prik er væk
Dansetanterne benytter i det hele taget de tricks, som garvede balletlærerinder udvikler med årene; en sans for at få ungerne til at kopiere dansebevægelser og indgå i rækker og mønstre i rummet – og en sans for at få ungerne til at føle sig stolte over at bevæge sig. Og det er jo glædeligt.
Samtidig er det morsomt at se, hvordan ballettens fortællekonventioner også glider med ind i denne forestilling. Når hunden Prik er løbet væk, beder dansetanterne ungerne om hjælp til at lede. Ungerne styrter straks rundt i hele rummet.
Men meningen er egentlig bare, at børnene skal stå stille og dreje rundt og se et par udvalgte steder i forskellige retninger, men netop IKKE finde Prik. For sådan gør man typisk i gammeldags ballet og pantomime.
Vandpyt og Ailey
Så langt, så godt. Denne tanteforestilling har til gengæld ingen dramatisk kerne eller dramaturgisk spændingsudvikling. Intet fokus og intet plot. Den mangler også en scenografisk ramme.
Og den savner musikalsk stamina, for musikken veksler fuldstændig tilfældigt mellem stilarter. 'Et Solstrejf i en Vandpyt' virker ikke som målgruppesang for nutidens børnehavebørn. Og hvad en jazzet sang med svensk tekst laver i en dansk børnehave, er ikke lige til at greje.
Koreografisk er forestillingen en montage af danse i vidt forskellige dansegenrer – fra ballet til moderne dans og udefinerede folkedanse. Bedste scene er en kloning af Alvin Aileys viftekoreografi fra hans kendingsnummer 'Revelations', hvor black-is-beautiful-kvinderne sidder i lange kjoler på stole og lader, som om de strikker, hvorefter de lader sig lokke til at danse og bøjer sig sanseligt til siderne og stamper i gulvet. Her altså udsat for nordiske balletkvinder.
Instruktør savnes
Dansetanterne har en forkærlighed for symmetri med gentagelser, der gentages forskudt på musikken. Det fungerer fint. Og alle kvinderne har gode linjer og præcise arme. Deres adræthed er forskellig, men hvad de ikke har i smidighed, har de i humør.
Men når dansen suppleres med småsnakkende replikker og ordimprovisationer, så skrider niveauet totalt. Her savnes virkelig en dramatiker – og en instruktør!
Dansetanterne har desuden valgt at inddrage en lang række danske børnesange og sanglege. Det giver uvilkårligt noget knas i deres optræden, simpelthen fordi de er så forpustede af at danse, at de har svært ved selv at synge sangene ordentligt. Derudover er musikteknikken primitiv på ghettoblasterniveau.
Men jo, ungerne kan godt synge med på 'Se min kjole'. Det er bare lidt sært, at de ikke holder sig til de tre farver, som de netop selv bærer rundt på…
'Ritj, ratj, fillijongongong'har heller ikke just den mest sindsoprivende koreografi.
Da de når til 'Jeg ved en lærkerede', spørger et barn kvikt nok til lærkerne: ’Hvor er de?’ En dansetante svarer lige så resolut tilbage: ’Nu er de fløjet væk.’
Hvirvleglæde
Dansetanterne består af tre garvede dansere og balletundervisere – Birgitte Skands, Sanne Stahnke og Ellen Jacobsen. De har forskellig alder og statur, men de har alle sammen masser af danseglæde. De udstråler også alle sammen en umiddelbar fornøjelse ved at være sammen med børnene.
Desværre virker det bare ikke, som om de ellers har set noget som helst børneteater siden Elsa Beskows tid. Forestillingen virker i hvert fald vildt gammeldags.
Men en ros skal dansetanterne have: De er gode til at hvirvle. De er ferme til at hvirvle rundt i deres dansetrin på minimal børnehaveplads mellem ungerne – og de er imponerende til at hvirvle en hyggelig dansestemning op. Og så finder de heldigvis Prik igen.
