Mere storm end Shakespeare

Symbolikken er alt i ’Stormen - The Rumble’ hos Glad Teater. For Shakespeares eventyrlige drama anvendes kun som afsæt for en fortælling om mennesker, der befinder sig i stormvejr, fysisk og psykisk. Her er intet plot. Her er ingen fyrstelig Prospero, ingen forelsket Miranda, ingen manipuleret Caliban – og ingen hjælpende Ariel, som nogle af figurerne hedder i Shakespeares drama.

For klassikeren er her udelukkende fortolket koreografisk og musikalsk i et minimeret og stiliseret rum. Med tre unge kroppe, der bevæger sig sammen som en flok: Mod hinanden, med hinanden, under hinanden.

Det er et fint og konsekvent fortolkningsvalg. Det begrænser bare forestillingens udtryk. Også selv om hensigten måske netop har været at udvide associationsmulighederne i Shakespeares tekst - og at frisætte dens voldsomme følelser og dilemmaer.

Tre mænd i blæsevejr

Men jo. Det stormer i denne ’Stormen’. Uvejrsfornemmelsen opstår allerede i musikken, som Daniel Fogh har komponeret som larmen fra et voldsomt blæsevejr og som sfæriske lyde, der typisk udvikler sig ud fra nogle minimalistiske temaer med intense gentagelser.

De tre Glad Teater-performere Janick Pihl Nielsen, Dan Roland Lund - der begge er fra teatrets ensemble - og Christoffer Hvidberg-Rønje, en ekstern performer, er iført ens træningsdragter i hver sin farve - blåt, grønt og sort – og de har alle sammen Adidas-sneakers på.

De står i bredstående stilling og bøjer dybt i knæene. Og så begynder de ellers at kæmpe om den menneskestore, sære plastikpude, der står inde på midten af gulvet og udgør kernen i Sir Grand Lears skrabede, men effektfulde scenografi. To lysmaster i det basale lysdesign sørger for lys på de tre mænd, der har publikum siddende på tre sider omkring sig. Mere skal der ikke til for at skabe en Shakespeare-scene.

Gå, løbe, vælte

Så begynder de tre performere at bevæge sig. De vender håndfladerne ud mod publikum og sætter hænderne ud for ørerne – og så er de i gang. Koreografen Antonio Quiles har skabt en gymnastisk og linjeklar koreografi med moderne dansebevægelser, der dyrker kroppens legelyst. Bevægelserne udgår tilsyneladende fra den ene af performerne, hvorefter de to andre straks kopierer bevægelserne og følger efter. 

Det specielle er, at ingen af dem udtrykker nogen specifik følelse. De viser nærmere bare en trang til at tage hele rummet i besiddelse med deres kroppe. 

De er stærke, unge mænd med masser af kræfter. De begynder at gå – og hurtigt også at løbe. Og der går ikke længe, før de uvilkårligt går i gang med at vælte ind over hinanden og bære hinanden. 

Nogle bevægelser stikker ud. Som f.eks. når de bevæger sig, som om de er på en båd, hvor de gør alt for ikke at falde ud over kanten. 

Af og til viser de deres fælles kropstegn, når banker med den ene hånd mod hjertet – som inderlige hjerteslag. Akkurat som enhver anden teenagegruppe, der opfinder sine egne særlige bevægelser og tegn indbyrdes. 

Forestillingen virker meget fortættet. Også når performerne nærmer sig den store plastikpude på gulvet som deres fælles magnet midt i den stærke musik. Alligevel er der noget over performernes udtryk, der slår alvoren an. Noget sårbart og sørgmodigt. Måske fordi de overhovedet ikke udstråler humor – og heller ikke søger øjenkontakt med publikum.

Forestillingen virker snarere som en styrkeprøve, de skal gennemføre. Her er det i hvert fald ikke de optrædende, der smiler. Det er publikum, der smiler og støtter – og klapper varmt. Ikke mindst teenagerne.

Afmystificerende

Glad Teater er da også et helt særligt teater. Teatret blev stiftet i 2006 og bor på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter – og er del af Glad Fonden. Glad Teater ønsker at være ’Danmarks nationalscene med skuespillere med funktionsvariationer,’ som det hedder i teatrets vision. Glad Teater fungerer som skuespilleruddannelse og castingbureau, og teatret har i dag et ensemble på 15 skuespillere. Ved at gå sammen med HamletScenen omkring Shakespeare har Glad Teater også yderligere fået styrket sin teaterprofil.

Koreografien i ’Stormen - The Rumle’ er nænsomt tilpasset de medvirkende. Deres meget forskellige fysiske kompetencer er synlige og tydelige, men det er skønt og afmystificerende at se disse tre kroppe udtrykke sig kunstnerisk – personlige og frigjorte fra det ellers så dominerende fokus på funktionalitet. I denne forestilling er performernes handikap netop med til at skabe figurernes særegenhed på scenen. Som noget personligt og smukt – og livsbekræftende.

Når det er sagt, så virker det dog alligevel lidt letkøbt at kondensere Shakespeares plot til én stemning i iscenesættelsen. Denne ’Stormen’ er i hvert fald mere storm end Shakespeare.