Mere show end teater

Jungledyret Hugo blev skabt i 1988 af den nyligt afdøde multikunstner Flemming Quist Møller. Foruden serien om Hugo, der fik en genopblomstring igennem 00’erne, så har Quist Møller som illustrator, forfatter og filminstruktør også stået bag børnefortællinger som bl.a. ’Cykelmyggen Egon’ og ’Bennys badekar’. For de voksnes ører har han desuden skabt musik i orkestret Bazaar sammen med Peter Bastian og Anders Koppel.

I den lange kø af skoleklasser uden for teatret før forestillingen kan jeg høre, hvordan børnene sludrer om deres forventninger. ’Tror du, det er etteren,’ spørger en purk sin klasselærer.

Der er ingen tvivl om, at filmatiseringen fra 1993, der havde blandt andre Jesper Klein, Kaya Brüel og Jytte Abildstrøm i speakerboksen, også er blevet en del af den yngste generations kulturelle opdragelse. Derfor er vi heller ikke på bar bund, når vi går ind til showet om Hugo, der mildest talt kræver et vist forhåndskendskab, hvis man skal have det fulde udbytte af den.

’Jungledyret Hugo’ er nemlig blevet til en regulær musical med et stærkt begrænset antal replikker og så en ordentlig spandfuld medfortællende sange strøet hen over de 75 minutter, som forestillingen varer.

Men udtrykket er ikke som andre musicals. Der er gået show i den. Det er wow-effekter, lækre koreografier, pæne medvirkende, blinkende lys og fængende musik, der er forestillingens fokus. 

Historien er ikke gået tabt, men den er skåret ned til stikordsform, som bliver placeret som fyldreplikker indimellem sangene. Nok til at vi forstår, men ikke nok til at være teater.

Smukt og solidt showhåndværk

Man skal ikke undervurdere kvaliteten af Jesper Mechlenburgs musikalske bidrag, der rummer både calypsorytmer, ballade-duetter og street-rap. Titelsangen, den med wulle-wulle-wap-wap, er naturligvis velkendt, men de øvrige kompositioner falder også lynhurtigt på plads i hørekanalen.

De fire medvirkende dansere spjætter livligt i Nicky Andersens næsten Chippendales-agtigt frække koreografier, som gør showet både spændstigt, underholdende og professionelt. Dertil kommer Astrid Lynge Ottosens art deco-inspirerede scenografi, der til forveksling kunne ligne podiet til et velpolstret bigband. Og Karin Ørum står for blandt andet dukkerne i lille og stort format, der både er livagtige og visuelt stimulerende.

Også skuespillerne klarer sig hæderligt. Ikke mindst får skuespilkunsten en spinkel, men værdig plads på scenen med Kristian Høgh Jeppesen i rollen som den pengegriske skurk og med Rikke Buch Bendtsen som en kvindelig version af den godhjertede Delle-Kaj. 

I front står Laurids Andersen og Malaika Berenth Mosendane ganske glimrende som Hugo og ræven Rita – både med og uden maske. Og Rebekka Bjerre får os til at tro på sin småt begavede og hastigt ombestemmende instagrammer-datter.

Men dansen og sangen tror vi nu mere på. Også hos dem, der ikke engang gør sig den ulejlighed at bevæge læberne i nogenlunde takt til de båndede sange. For dem synes playback at være en naturlig del af teatret, mens det for os andre ligner en falliterklæring. For hvis man ikke engang kan spille, at man synger sin egen solosang, så står det skidt til for musikdramatikken.

Men der er altså knasfin stemning og masser at klappe i takt til i Sjællands Teater og Bellevue Teatrets opsætning af ’Jungledyret Hugo’. Og hvis man kender historien på forhånd, så er det sikkert også et glædeligt gensyn for publikum. Ellers er det mest af alt et show for showets skyld, og som show er det både smukt og solidt håndværk.