DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Teater Hund: Hund 009

Anne Dalsgaard, Katharina Kamber og Per Linderoth i aktion i ’Hund 009 - Mysteriet om Hvorfor-Det-Nogle-Gange-Kan-Være-Så-Svært’. Foto: Mallemadsen.com

Mere selvtillid, tak

30-03-2011
Skæg, men udtryksmæssig lidt problematisk farce om mindreværd og hjælpsomhed.
FAKTA
Teater Hund: Hund 009 - Ide, tekst og iscenesættelse: Methe Bendix. Dekoration: Jacob Langaa-Sennek. Kostumer: Sofie Fribo. Medvirkende: Anne Dalsgaard, Per Linderoth og Katharina Kamber. Aldersgruppe: 5-12 år. Set i marts 2011 på AnemoneTeatret, hvor den spiller stationært til 1. maj, undtagen 3.-11. april, hvor den kan ses på Festival 2011 i Randers. Turnerer 1. september-9. oktober 2011. www.teaterhund.dk

Stol nu lidt på dig selv! Drop mindreværdsfølelserne, du ér god nok. Kønne og kloge ord, som Teater Hund pakker fornøjeligt ind i en skæg detektivhistorie. Deres vane tro befolket med spøjse typer i en lettere karikeret og absurd spillestil, med tegneserieagtige rekvisitter og masser af overdrevne lydeffekter.

Vi befinder os på Ruths Detektivbureau. Som kun er bemandet med Ruth, hvilket synes alt rigeligt. Telefonen, stor og prangende, ringer nemlig kun, hvis det er forkert nummer. Ingen har brug for Ruth. Og Ruth har tilsyneladende heller ikke brug for andre. I hvert fald ikke for naboen, den indesluttede Vagn, der klimprer usikkert på klaver og mobber sig selv. Eller er det andre, der gør det? Mobber ham og puster til hans i forvejen enorme mindreværdskompleks.

En dag får Ruth besøg af en energisk kvinde, Rosa, der gerne vil have arbejde som detektiv. Og så kommer der ellers gang i sagerne. Rosa er nemlig den sociale type, så hun introducerer Vagn og Ruth for hinanden, hvorpå Vagn nødtvungent indrømmer, at der er nogen, der sender ham nedgørende sms’er og at han hører stemmer, som ætsende sarkastisk fortæller ham, at han er den fødte taber. Det viser sig, at heller ikke Ruth er voldsomt begejstret for tilværelsen. Det eneste hun og Vagn derfor kan blive enige om, er at være utilfredse med tingenes tilstand og verden omkring dem.

Men Rosa giver ikke op, og hun får overtalt Ruth til at de kaster sig ud i opklaringsarbejdet. For hvem er det, der mobber, og hvordan får man det til at holde op. At problemet ligger inde i Vagn, finder både de og vi hurtigt ud af, og så må der positiv tænkning til, inden Vagn til sidst drister sig til at give et lille nummer på klaveret og erklærer, at nu har han det godt sammen med sine venner. Hvorpå telefonen minsandten ringer med en ny kunde – nu er der også brug for Ruth og Rosa!

Problemer med ordene

Skal en sådan solstrålehistorie gå hjem uden kvalme, må der ironisk distance til. Den bruger Hundene heldigvis med flid, og det komiske kropssprog fejler bestemt heller ikke noget. Anne Dalsgaard har den skønneste mimik, der tænkes kan, Katharina Kamber emmer af utæmmet energi og Per Linderoth kan være slukøret som få.
Så langt er anslaget glimrende. Men forestillingen tynges af to store problemer. Det ene er ordene, det andet er måden, de bliver sagt på.

Jeg tror, at tekstens iboende humor, der baserer sig på masser af referencer og sproglige pointer, er for voksen til en stor del af målgruppen på 5-12 år. Og jeg kan som voksen sidde og ærgre mig over, at der sjuskes sådan med replikkerne, når så basal en del af forestillingens budskab gemmer sig her. Ord spises, sætninger snuppes af, vittigheder svækkes, fordi serveringen ikke er skarp nok. Ar-ti-ku-la-ti-on hedder det, og det er nok værd at arbejde med som en investering i fremtiden.

Undervejs i komedien er der også et par løse ender. Hvad skal vi for eksempel bruge scenen til, hvor de står op og sover? Den er set sjovere mange andre steder. Monsterscenen foldes heller ikke rigtigt ud – tre grønklædte skikkelser, der forestiller Vagns indvendige håne-stemmer – ligesom hans pludselige forvandling til energisk del af detektivholdet ikke virker logisk i sammenhængen. Men et rullende fortov og en roterende forhøjning i den abstrakte scenografi er skæg nytænkning, lige som mange af optrinene nyder godt af den erfaring for stumfilmsagtig komik, som Teater Hund efterhånden har opbygget.

Så lad os kalde ’Hund 009’ for en habil generalprøve til 10-års-jubilæet næste år.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Hund 009
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

Flere anmeldelser