Af: Randi K. Pedersen

30. maj 2019

Menneskelige kaglerier

Meningsfuld hønekomik får 'Chicks' til på vingerne i en fremragende og munter forestilling

Jeg forstår ikke hønesprog – troede jeg. Men når hønsene Hilda og Gump gik-gakker rundt i forestillingen 'Chicks', står meningen med hvert eneste gok lysende klar.

I begyndelsen opholder de sig klemt sammen i et bur, hvor pladsen er så trang, at fjerene hist og pist stikker ud igennem tremmerne. Det bryder de sig selvfølgelig ikke om. Men det er heller ikke så ligetil bare at gå hønegang med højt løftede ben ud i verden, da lågen pludselig falder til jorden med et brag, 

Den heftige kaglen forstummer brat, og et par ansigter udstyret med smukt formede næb glor måbende på os. Beige dragter med fjer og pink hønsefødder-sneakers er tindrende flot tænkt og udført. Men det er de to medvirkendes konsekvente kropsholdninger med hønserumpen skudt bagud, der fuldender billedet af, hvor i dyreriget vi befinder os. De maler det så skarpt og morsomt op, at selv de yngste tilskuere kan forstå det. 

De to høns er ustyrligt grinagtige, men det er hverken det enkle præcise udstyr eller den vidunderlige komik, der gør 'Chicks' til en fabelagtig fremragende forestilling. Det er indholdet. Enheden af en original idé, der gør høns til hovedpersoner, de medvirkendes udsøgte pantomime og en sikker og knap iscenesættelse er garanter for den høje underholdningsværdi.

Den følges op af fede latinamerikanske rytmer, men det spændende er, at det alt sammen bruges til at skabe meningsfuldt indhold.

En fryd for publikum

Der er noget, der skal fortælles, og det handler ikke om høns, men om mennesker. Burhønsene Hilda og Gump er søstre. Hilda er angiveligt  den ældste og Gump den yngste, men det er ikke til at se. Det er deres forskellige personligheder, der falder i øjnene og får historien om at vove sig ude i friheden – og i livet – til at leve og røre os.

Ida Kenskov er høj og stærk, Camilla Maike Juul mindre og hurtigere i kroppen. Til sammen udgør de et veltrænet udtryksstærkt makkerpar, der tydeligt er godt samarbejdet.

Timingen i deres samspil rammer ikke forkert en eneste gang, efterhånden som de fysisk og ikke mindst mentalt befrier sig af fangenskabet. Den ene farer ud af buret, straks det er åbnet, mens den anden tøvende bliver tilbage for lige at se tingene an. Den ene er med det samme på omgangshøjde med den nye virkelighed rank og stolt, mens den anden mere frygtsomt og forsigtigt må øve sig i at gå oprejst. 

Det bliver endnu sværere – og mere rørende – da de opdager, at høns kan flyve, eller i hvert fald flagre over jorden. Men hvilken fryd for publikum når de to herlige pantomimespillere for alvor føler frihedens luft under vingerne og begejstret baskende går amok i højlydte hønseskrål. Helt vildt bliver det, når hønsesøstrene også begynder at lægge æg og afslører sider af deres karakter, der ikke er alt for køn.

Pludselig handler det om at præstere, og et vaskeægte guldæg får jagten på prestige til at omfatte snyd og pral og en byttehandel, der ikke lykkes. 

Det ender heldigvis fredeligt. Men som i al god komik er det den livsnære alvor bag figurer og situationer, der får 'Chicks' til at lette og lande i børneteatrets højeste luftlag.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.