Menneskelige kaglerier

Jeg forstår ikke hønesprog - troede jeg. Men når hønsene Hilda og Gump gik-gakker rundt i forestillingen 'Chicks', står meningen med hvert eneste gok lysende klar.

I begyndelsen opholder de sig klemt sammen i et bur, hvor pladsen er så trang, at fjerene hist og pist stikker ud igennem tremmerne. Det bryder de sig selvfølgelig ikke om. Men det er heller ikke så ligetil bare at gå hønegang med højt løftede ben ud i verden, da lågen pludselig falder til jorden med et brag, 

Den heftige kaglen forstummer brat, og et par ansigter udstyret med smukt formede næb glor måbende på os. Beige dragter med fjer og pink hønsefødder-sneakers er tindrende flot tænkt og udført. Men det er de to medvirkendes konsekvente kropsholdninger med hønserumpen skudt bagud, der fuldender billedet af, hvor i dyreriget vi befinder os. De maler det så skarpt og morsomt op, at selv de yngste tilskuere kan forstå det. 

De to høns er ustyrligt grinagtige, men det er hverken det enkle præcise udstyr eller den vidunderlige komik, der gør 'Chicks' til en fabelagtig fremragende forestilling. Det er indholdet. Enheden af en original idé, der gør høns til hovedpersoner, de medvirkendes udsøgte pantomime og en sikker og knap iscenesættelse er garanter for den høje underholdningsværdi.

Den følges op af fede latinamerikanske rytmer, men det spændende er, at det alt sammen bruges til at skabe meningsfuldt indhold.

En fryd for publikum

Der er noget, der skal fortælles, og det handler ikke om høns, men om mennesker. Burhønsene Hilda og Gump er søstre. Hilda er angiveligt  den ældste og Gump den yngste, men det er ikke til at se. Det er deres forskellige personligheder, der falder i øjnene og får historien om at vove sig ude i friheden - og i livet - til at leve og røre os.

Ida Kenskov er høj og stærk, Camilla Maike Juul mindre og hurtigere i kroppen. Til sammen udgør de et veltrænet udtryksstærkt makkerpar, der tydeligt er godt samarbejdet.

Timingen i deres samspil rammer ikke forkert en eneste gang, efterhånden som de fysisk og ikke mindst mentalt befrier sig af fangenskabet. Den ene farer ud af buret, straks det er åbnet, mens den anden tøvende bliver tilbage for lige at se tingene an. Den ene er med det samme på omgangshøjde med den nye virkelighed rank og stolt, mens den anden mere frygtsomt og forsigtigt må øve sig i at gå oprejst. 

Det bliver endnu sværere - og mere rørende - da de opdager, at høns kan flyve, eller i hvert fald flagre over jorden. Men hvilken fryd for publikum når de to herlige pantomimespillere for alvor føler frihedens luft under vingerne og begejstret baskende går amok i højlydte hønseskrål. Helt vildt bliver det, når hønsesøstrene også begynder at lægge æg og afslører sider af deres karakter, der ikke er alt for køn.

Pludselig handler det om at præstere, og et vaskeægte guldæg får jagten på prestige til at omfatte snyd og pral og en byttehandel, der ikke lykkes. 

Det ender heldigvis fredeligt. Men som i al god komik er det den livsnære alvor bag figurer og situationer, der får 'Chicks' til at lette og lande i børneteatrets højeste luftlag.